Denne saligprisning har jeg ikke selv fundet på. Men den er god, synes jeg. For den er ulogisk som magi og… ja, tilgivelse!

Og det er helt nødvendigt, det der med at tilgive over evne. For ellers kommer man ofte aldrig i gang. Om det er mellem krigende nationer eller i ven- og ægteskaber.

Men det er svært. Og måske er vi faktisk ikke så gode til det.

Vi er ret gode til tolerance her i Danmark og i den vestlige verden. Vi favner forskelligheden. Og langt hen ad vejen er vi okay med, at man tegner lidt uden for stregerne. Men når man kommer tilpas langt ud, nå vi måske ikke kunne se os selv gøre det samme, så kan vi til gengæld være ret nådesløse. Folk, som har begået noget kriminelt, forretningsfolk eller politikere, som har snydt og bedraget og så videre. De må bære rundt på deres skyld, på det klistermærke, vi har sat på dem, altid.

Tolerancen kan også gå i selvsving. Så bliver den til cancel culture.

”Så vidt, jeg kan se, er cancel cultur nådens antitese”, siger musikeren Nick Cave.

”Politisk korrekthed er blevet til den ulykkeligste religion i verden. Dens engang så ærbare forsøg på at gentænke vores samfund på en mere retfærdig måde legemliggør nu alle de værste aspekter ved religion (- og intet af dens skønhed). Selvretfærdigt ser den sit moralske kompas som ufejlbarligt. Og muligheden for tilgivelsen forløsning og frisættelse er helt forsvundet.”  

Tolerancen trives, men tilgivelsen har trange kår. Selvom det er ret tydeligt, at vi lever i en verden, som er desperat efter nåde. Håber og længes vildt efter frihed fra skyld og skam.

Hvem skal lære os tilgivelsen? Hvem skal vise os vej? I en verden, som Desmond Tutu ikke bor i mere?

Endnu lyder ekkoet af Manden, som afklædt, spændt ud og naglet fast til korslagte planker gennem larmen fra dem, som for få dage siden tiljublede ham, men som nu råber, at han skal dø, fremstammer en stille voldsom bøn:

”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”

Endnu findes der mennesker, som følger Hans eksempel.