Naturen trækker dynen rigtigt godt op om ørerne i disse dage. Rød og gul og brun og kun aftagende grøn er den.
Træerne og buskene er ikke ene om at forberede sig på vinteren. Dyrene begynder også at opføre sig anderledes. Nogle sover mere. Går langt ned i gear, mens de gnasker løs af det oplagrede vinterforråd. Andre går simpelthen i hi, indtil det hele begynder at lugte lidt af forår igen.
Sjovt, at vi mennesker tror, vi kan fortsætte fuldstændigt ufortrødent. Knokle løs med arbejde, projekter i huset, frivillige indsatser og andre gøremål – uagtet, at temperaturen falder, og solen forsvinder. At dagen aftager med mere end 10 timer hen over efterårshalvåret.
Generationer tilbage var vi langt mere i takt med resten af naturen. Før vi fik elektrisk lys i stuerne, fulgte vi også den rytme, døgnets lyse og mørke timer satte. Da vi var et bondesamfund, fulgte vi på en anden måde end i dag årets rytme.
Måske skulle vi genfinde noget af det. Spare lidt på både det elektriske aftenlys – og arbejdet og alle projekterne. Gemme dem til foråret. Krølle os lidt mere sammen med en god bog i en blød lænestol. Eller med gode venner i rolige samtaler og eftertænksomhed. Nørkle. Skrive. Gå i stedet for at løbe. Sætte en god gryde gullasch over og liste rundt og gi’ den og sig selv en sjat efterårsmørkt øl, hvis den begynder at se tørstig ud. Give gullaschen og os selv og alt det andet alt den tid, det ta’r.
Der er meget, vi kan lære af efteråret. Om overgivelse og tro. At det ikke altid handler om at tage et ordentligt tilløb og tage mod til sig og tage sig sammen og så. Tage. Springet! Men at det nogle gange mere er at give slip. Stille. Som et brunt og godt brugt efterårsblad, som helt uden modstand og indvendinger blidt lader sig falde fra grenen mod jorden. Lydløst, trygt og tillidsfuldt hviskende: “Din vilje ske!”
Om håb. At det er ok. At det her ikke er hele historien. At det alt til trods ikke går mod død. At der er opvågnen efter dvalen. At det går mod liv. Morgen efter aften og nat. Vår efter vinter med sommer, korn og kerne. At det kommer til os. Gives. Møder os. Livet frem af graven går.
Om at tænde lys. Nogen har sat en stor lyskæde op langs en del af min daglige gåtur rundt om Fængslet i Horsens. Uden lyset ville det være det skumleste sted på ruten, nu, hvor mørket er faldet. Med lyset er det her, der er hyggeligst.
I efteråret har vi på en særlig måde brug for, at nogen tænder lys for os. Lad os gøre det for hinanden.
Må din skov være klædt i farverige blade. Må bladene knase under dine fødder. Og må dine fødder gå i efterårets takt.
Nåde og fred!
