Laughter is the evidence of Freedom. Sådan synger U2 et sted. Det tror jeg, der er noget om. Kan du forestille dig, at diktatortyper som Putin og Lukashenko griner ægte igennem, når de er sammen? Måske er de i virkeligheden mindre frie end de folk, de har sat i fængsel.

Skift billedet af de to ud med Desmond Tutu og Dalai Lama. Deres mærkelige varme venskab gik vist nærmest ud på at le sammen. Mmmm… Frihed!

Kan du grine af dig selv? Det er en god disciplin. Måske endda et lille lifehack til at blive mere ydmyg. (Det bøvlede ved ydmyghed er jo, at når man opdager, at man er blevet rigtig god til det… så må man begynde forfra.) At være god til at le ad sig selv, at tage sig selv lidt lettere, det tror jeg ikke, man kan blive for god til.

Har du set det sjove klip, hvor Mette Frederiksen bryder sammen af grin og slet ikke kan holde sammen på sig selv, mens hun fortæller Folketinget om de elefanter – og kamelen Ali, som Danmark har investeret i? Alle uanset parti griner med hende. Det sker Gud ske lov stadig indimellem, at vores folkevalgte får et rigtigt godt fælles grin!

Kunne du forestille dig det samme ske i USA? En republikaner i Repræsentanternes Hus, som får demokraterne til at grine? Altså, uden hån, selvfølgelig. Rent og frit og frigørende! Hvad med partifarverne byttet om? Jeg synes, det er svært at forestille sig. Og jeg synes, det er trist.

Det er som om, at latter – ægte og hjertelige latter af den slags, som kramper mavemusklerne – er denne verdens kanariefugl: Hvis latteren synger, er der ikke giftig gas i mineskakten. Så kan man ånde frit!

Hvis du kommer i en kirke, hvor man helst ikke må grine, så vær lidt på vagt. Og gør det alligevel! Hvis det er svært at grine i et ven- eller ægteskab, så kæmp for, at det bliver lettere – for hvad er smukkere end et genvundet godt grin? Hvis du ikke kan grine af dig selv, dine skæverter og dine fejltrin, så øv dig i det. Til du bliver fri af det. Fri og salig