Nu er vi nået til den sidste advents-saligprisning. Og vi skal dykke ned i et sidste aspekt af god venten: Udholdenhed. Det lyder knap så appetitligt som undren og håb. Men jeg tror, det er vigtigt. For det kræver noget af os at blive ved med at spejde efter lyset i mørket. Ikke mindst nu. Hvor skyggerne fra Israel og Gaza, fra Ukraine, er så djævelsk mørke.

I U2’s julesang, Peace on Earth, synger Bono til Gud om, hvordan han har det med det alt sammen. Hvor sygt, det er at se mørket vinde frem i netop denne tid. Sorgen. Smerten. At se mødre begrave deres børn. Han skælder nærmest ud på Gud. Over smerten i såret af afstand mellem ”Fred på jord” og alt det.

Jesus can you take the time
To throw a drowning man a line
Peace on Earth
To tell the ones who hear no sound
Whose sons are living in the ground
Peace on Earth

Jesus in the song you wrote
The words are sticking in my throat
Peace on Earth
Hear it every Christmas time
But hope and history won’t rhyme
So what’s it worth?
This peace on Earth

Der er en tid til at undres over livets mirakel. En tid til at håbe. Og for den sags skyld også en tid til at huske på, at alle imperier, alle tyranner, alle terrorister og undertrykkere forgår før eller siden. Og at nærmest ingen i dag overhovedet ville huske cæsarerne omkring år 0, hvis ikke det var for Asterix. Imens millioner, milliarder, hylder den lille baby i fodertruget, Fredsfyrsten, som Herre og Frelser. Frisættelsen, hospitalerne, barmhjertigheden, kunsten i sporet efter ham.

Men der er også en tid til at græde. Til at skælde ud. Nægte at slå sig til tåls med ufred og ondskab. (Også den i os selv.) Forblive i sandheden og ude af selvbedraget. Og råbe til Gud, at det da ikke kan passe! For det kan det ikke. Overhovedet ikke.

Må du holde ud.