Det er adventstid. Og noget af det, vi bruger tiden på, er ønsker. Vi sender dem frem og tilbage mellem hinanden. Nogle har nemt ved det. Andre af os kan blive helt paralyserede af ”Hvad ønsker du dig til jul?”-spørgsmålet. Og så ender det med, at der ligger strømper og underbukser under træet. Og på en måde er det vores egen skyld.

Det er godt at ønske. Det er endnu bedre at håbe. Og at øve sig i det her i adventstiden.

”Når vi lever med håb, bliver vi ikke ramt af bekymring for, hvordan vores ønsker skal gå i opfyldelse. Så er vores bønner ikke rettet mod gaven, men mod den Gud, som giver den. I sidste ende er det ikke et spørgsmål om, at vores ønsker skal gå i opfyldelse, men om at udtrykke en ubegrænset tro på giveren af alt godt.”

Sådan skriver Henry Nouwen om håbet. Håbet er en god måde at vente på. Og det er en aktiv venten. Det skriver Nouwen om et andet sted:

”[Dem i Bibelen,] der venter, gør det yderst aktivt. De ved, at det, de venter på, vokser frem af den jord, de står på. … Hvis vi venter i den overbevisning, at et frø allerede er plantet, og at noget allerede er begyndt, forandrer det vores måde at vente på. Aktiv venten er at være fuldt til stede i øjeblikket med den forventning, at noget vil ske, der hvor vi er, og vi ønsker at være nærværende, når det sker.”

Der er forskel på venten. Bare tænk på ”Du kan vente dig!” og ”Hun venter sig.” Håb har meget med den sidste slags at gøre.

Må Giveren Af Alt Godt møde dig i dit håb.