Det er adventstid. Ventetid. Derfor handler saligprisningerne om, hvordan man venter godt. I sidste uge handlede det om at undre sig. En anden god måde at vente på, handler om at få gjort plads i sig selv. Tømme ud for at give plads til det, der venter.
”Jeg har fundet ud af, at når jeg vælger at give slip på mine nogle gange uvæsentlige og overfladiske ønsker og i stedet stoler på, at mit liv er værdifuldt og meningsfuldt i Guds øjne, så begynder noget nyt at ske i mig. Noget, der går ud over mine egne forventninger.
At vente i åbenhed og tillid er en virkelig radikal måde at leve på. Det er at vælge at håbe på, at der vil ske noget, som er langt ud over, hvad vi selv kan forestille os. Det er at slippe kontrollen med fremtiden og lade Gud definere vores liv. Det er at leve i overbevisning om, at Gud former os i kærlighed, bærer os varsomt og trækker os væk fra kilderne til vores frygt.
Vores åndelige liv er et liv, hvor vi venter, aktivt nærværende i øjeblikket, i forventning om, at noget nyt vil ske for os, som vi hverken kan forestille os eller forudsige.”
Sådan skriver professoren og præsten Henry Nouwen om venten. Om at give plads til det ukontrollerede. Til gaven!
I sangen Opvasken – som er så fuld af fortrøstning og glæde som nogen julesalme – synger Søren Huss sådan her: ”Tømmer endnu en halvtom kop. Og vasker den op.”
Jeg tror, at linjen er Huss’ svar på det ældgamle spørgsmål: Er glasset halvt tomt eller halvt fyldt? Og svaret er… Næh! Altså, nu er det i hvert fald helt tomt. Og nu er det vasket op. Så klar til at tage imod, som det overhovedet kan blive.
…Og så kommer omkvædet med al sin liv i overflod. Om at få mere. Være mere. Give mere!
Mer’ jeg vil ha’ mer’. Jeg vil ha’ meget meget mer’.
Mer’ jeg rummer mer’. Jeg rummer meget meget mer’.
Mer’ jeg kan gi’ mer’. Jeg kan gi’ meget meget mer’.
Må du lykkes med at vaske din kop. Som en munk i meditation. En katolik i skriftestolen. En pilgrimsvandrer, som beder Jesus-bønnen. Så der er god plads. For om lidt er det jul. Om lidt er alting nyt som nyfalden sne. Om lidt står det Betlehemsstjernetindrende klart, at alt er en gave. Lige til at pakke op.
God ventetid!