Salig er du, for festen ville ikke have været den samme uden dig.

Jeg kan mærke, at det med nåden, det fylder meget for mig den her sommer. Jeg skriger efter det, nærmest. Og jeg tror, at verden skriger efter det. Guds nåde. Nåde mod sig selv. Mod andre. Mellem stridende parter – i familier, parlamenter, på tværs af landegrænser. På sociale medier.

Nåde at drukne bitterhed og krig og smålighed og bør og latterlige skillelinjer i. Nåde at være virkelig virkelig glad i 🙂

Et af mine yndlingscitater om nåde er fra den amerikanske forfatter og teolog Frederick Buechner. Det lyder sådan her:

“Guds nåde betyder noget i stil med: ‘Her er dit liv. Det kunne være, at du aldrig havde været til. Men det er du. For festen ville ikke have været komplet uden dig. Her er verden. Smukke og forfærdelige ting vil ske. Vær ikke bange. Jeg er med dig. Intet kan nogensinde skille os ad. Det er for dig, jeg har skabt universet. Jeg elsker dig!’”

Tak for dig! Og ha’ en sommer fuld af nåde.