Ukraine – en guidet bønnemeditation

Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 20

Denne podcastepisode er en guidet meditativ bøn for Ukraine. Bønnen er en dansk oversættelse af Nathan Fosters bønnemeditation fra Renovares podcast. Du kan finde den originale udgave her: https://renovare.org/podcast/prayer-for-ukraine.

Transkript

Hej! Det her podcast-afsnit bliver ikke som det plejer. Faktisk så har jeg haft rigtigt svært ved at motivere mig til at arbejde med min podcast, min lille Ildfugl, siden den 24. februar, hvor Rusland gik ind i Ukraine. Jeg synes næsten, man kunne mærke den der bølge af dybt mørke, som blev lukket ud over Europa som var det Mordor i Ringenes Herre, det hele kom fra. Visheden om al den dehumaniserende ondskab og dæmoni, som altid – altid! – følger i halen på krig. Lige nu har vi tankerne i ruinerne i Mariupol. 

Det er ikke fordi, det er svært at finde lyspunkter: Ukrainernes modstandsvilje og -evne. Sikke en karakter! De åbne hjerter, velvilligheden, hjælpsomheden i Europa. De lys er stærkere og smukkere, end jeg havde turde håbe dengang. Og, åh, hvor håber jeg, vi holder hjerterne åbne og bløde. 

Men kidnapningerne. Volden. Voldtægterne. Løgnene. Overgrebene – også hjemme i Rusland. Frygten. Uretfærdigheden. Familier splittet ud over hele Europa. Halvdelen af Ukraines børn på flugt – i andre lande eller som internt fordrevne. Mørket ligger tungt over os. 

Når jeg nu alligevel laver en podcast, så er det fordi, at jeg stødte på en bøn for Ukraine, en guidet bønne-meditation, på min egen favoritpodcast. Den indeholdt ord, som jeg havde gavn af at låne. Meget hudløse og ærlige ord. Ord, som jeg også selv fik lyst til at tage i min mund. Og bede sammen med jer, der lytter med. 

Bønnen er skrevet af Nathan Foster. Du kan finde link til den i episodenoterne. Jeg har ikke gjort så meget andet end at forsøge at oversætte den efter bedste evne. 

Nu vil vi be’ den. Så… hvis du er et sted, hvor du kan finde et godt sted at sidde og lukke øjnene, så gør det. Og er du ude at gå eller ude at køre, så håber jeg, du kan bringe dit sind til ro der også. 

Nu går vi i gang. 

Nathan Foster: En guidet meditativ bøn for Ukraine

Gud, vi lægger alt, der kan distrahere os,

vores bekymringer, som så let oversvømmer vores sind og hjerte,

ned foran Dig nu.

Vi giver dem over i Din varetægt.

Alle vores problemer fra i går, vores bekymringer for i morgen, to do-listen: 

Vi lægger det til side.

Lader det flyde igennem os og forbi.

Beder Dig vise os, hvordan vi er helt og fuldt til stede.

Klar til at modtage det, Du har til os.

Vi lægger vores synder og fejltrin ned foran dig. Tilgiv os! 

Så godt, som vi er i stand til det, tilgiver vi dem, som har gjort noget forkert mod os. 

Vi befrier os selv fra al vores bagage – begge slags, 

så vi kan være fuldt tilstede hos Dig.

Vis os, hvordan vi skal bede!

*

Nu, Herre! 

Nu kommer vi til Dig med vores bekymringer, vores frygt, 

vores længsler, vores knuste og smadrede hjerter. 

Nu tænker vi på ofrene rundt om i verden. 

Ofrene for krigens ødelæggende ondskab. Hvad er det, der sker?! Hvornår stopper det?! 

De mennesker, som Du har skabt, som Du elsker, de lider! 

De er fortabte! Forvirrede. Traumatiserede. Rædselsslagne. 

Og vi er bange med dem.

Der er ingenting, som giver os grund til at tro, 

at det skal blive bedre. At noget godt skal ske. 

Men du beder os om at bede til Dig. Og det gør vi! 

Vis dig! Duk op! Vil du ikke nok gribe ind?! 

Hør skrigene! Hør gråden! 

Vend dig ikke bort! Vi be’r dig!

Børnene i metroen i Kiev! 

Faren, som siger farvel til sin kone. Til sine børn. 

Bedstemoren og børnebørnene på flugt. 

Bange. Forfrosne. Sultne.

Nej!! Kom nu!

Lad ikke dine børn gå igennem alt det her! 

Vi ber dig! 

De, som vil gøre andre ondt: Forvir deres planer. 

Luk det! Sluk det! Stop dem! 

Vi beder om en mur af beskyttelse, en tyk borgmur rundt om 

hver eneste person, hvert eneste offer, 

den sårede, misbrugte, den som flygter for sit liv! 

Sæt din beskyttende mur rundt om dem!

Gør, hvad kun Du kan gøre! 

Vi ber dig! Giv dem mad. Husly. Vand. 

Beskyt deres sind og deres hjerter. 

Før Din vilje igennem, Gud! 

Vi ber dig! Før din vilje igennem, Gud!

Jeg ved ikke, hvorfor Du ikke blander dig mere. Griber mere ind. 

Jeg forstår det ikke. Og jeg kan ikke li’ at det er sådan. 

Jeg kan virkelig ikke li’ det. 

Jeg er så overbevist om, at Du er oprørt over det, Du ser. 

Men Du har magten! Du kan gribe ind. 

Både i onde menneskers hjerter og sind. Og hos mennesker med gode viljer. 

Du kan skabe godt ud af alt. 

Du kan skabe godt. 

Her.

De magtfulde mennesker, som ønsker død og ødelæggelser ned over andre: 

Træk stikket på dem! Luk dem ned! Sluk dem! 

Luk kæften på løgnerne! 

Nok! 

Nok!!

Så mange bliver bedraget af selviske løgne fra folk med mikrofoner. 

Sluk for dem! 

Frels dem. Eller fjern dem! 

Frels dem eller fjern dem! 

Lad Din shalom, Din fred, kærlighed, venlighed, 

hvile over verdenen.

Hør børnenes skrig! Hør gråden fra de fortabte og forvirrede og frygtende! 

Vær der, Gud! 

Vær der! 

Vær deres trøst! 

Deres klippe!

Det her, det er sandt, ikke! At Du kan det. 

Du kan være derinde. Hos dem! 

Gud, vi ser hen til Dig, vores tro, vores tillid er Din. 

Herre, vi bønfalder Dig! Vi bønfalder Dig!

Jeg er så træt. Træt af ondskab, der går amok, og frygt, der får frit løb. 

Hvor længe?! Hvor længe?! Hvor længe?!

Hærskarers Herre. Det er Dig, der får bølgerne til at brydes mod klippen. 

Du bringer liv. Liv ud af død! 

Du kaldte bjergene og skovene frem. Du skabte denne skønne verden. 

Livets store mysterium. 

Du dannede væsener og formede dem i Dit eget billede. Beskyt dem! 

Tag smerten fra dem – naturligt eller mirakuløst. 

Tag frygten fra dem. 

Gør dem rolige, når de står over for døden. 

Sæt Din vilje igennem, Herre!

Komme Dit rige, Far! 

Dit nærvær. Din kærlighed. Din magt og ære. 

Svæv over jorden. Gennembryd de mørke steder med Dit lys. 

Frels de bange og frygtende! 

Gør, hvad kun Du kan gøre!

Er der noget, vi skal gøre? 

Vis os, hvad Du har til os i alt dette! Uanset hvad. 

Vi kommer til Dig med åbne hjerter og hænder, 

så godt vi nu kan gøre det.

Du har skabt en dyb længsel i os. 

Efter retfærdighed. Efter sandhed. 

Vi forener os med den længsel, Herre! 

Komme dit rige! Ske din vilje! Giv os af din fred! Din beskyttelse. 

Nu, Herre! I Jesus, i Jesus’ navn beder vi om alt dette!

Gør Din ting, Herre! Gør Din ting! Gør det!

Amen