Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 35

Et forsvarsskrift for midaldrende mænd som får tårer i øjnene af svensk børneteater. Men mest om Brødrene Løvehjerte. Du kan låne bogen gratis – både som tekst og lyd – hos eReolen. Eller se filmatiseringen fra 1977 gratis på Filmstriben.

Gør det! Det er virkelig en fantastisk fortælling.

Transkript

Den her ildfugl var sådan set stedet til hvile. Men nu bliver den altså nødt til at rejse sig fra asken. Og nu skal du høre hvorfor. 

Jeg er netop kommet hjem fra en uge på sommerferie i Sverige sammen med min familie. Og endnu engang var vi i Astrid Lindgrens Verden. Et af de bedste steder på planeten.

Vi har været der før. Så vi følte os som connaisseurs og valgte knivskarpt, hvad vi ville have fra den store buffet af fantastiske fortællinger og teaterstykker: Brødrene Løvehjerte. Og Rasmus på farten. Men allermest Brødrene Løvehjerte. Den store fortælling er delt op i fire små teaterstykker, ca. en halv time hver, og den strækker sig over det meste af åbningstiden.

Vi havde lige sat os, og stykket var netop gået i gang. Vi befandt os vist stadig i den lille lurvede lejlighed med slagbænken et gråt sted i en grå by i Sverige. Solen stod højt, og himlen var skyfri over os og de 1.000 andre, vi så stykket sammen med. Det var kun på min kind, det regnede lidt.

Og det, syntes de, var vældig skægt, mine børn og min kone. De glemte vist næsten at følge med i stykket, fordi det var sjovere at sidde og se på sådan en sørgeligt sentimental halvgammel mand, som fik tårer i øjnene af noget svensk børneteater.

Så nu bliver jeg nødt til at fortælle. Fortælle om, hvorfor det er helt okay for en midaldrende mand at smågræde lidt over Brødrene Løvehjerte. Fordi den er så sprængfyldt af skønhed og store sandheder. Og fordi den hele tiden åbner nye lag, nye perspektiver, som man ikke havde set før. 

Det er sjovt at lede efter dem og opdage dem som en anden detektiv. Men det er noget helt andet end gold tekstanalyse i en dansk gymnasietime, hvor det mest bare gælder om at få sat teksterne i de rigtige kategorier og kasser. Hver opdagelse afslører noget nyt om livet. Mit liv. Dit liv. Noget virkelig, virkelig vigtigt. Og som oftest så smukt, at det er til at græde over.

Man kan vandre med bogen. Og blive gammel med den.

Min kone og mine unger lytter sikkert ikke til podcasten. Men det gør du jo. Og det er jeg så taknemmelig for. 

Heavy metal og det kristne overdrev
Jeg må ha’ været 10-12 år, da jeg første gang læste Brødrene Løvehjerte. Dengang var min nøgle til at forstå bogen, til at sætte den ind i en større kontekst, i høj grad dens paralleller til Johannes Åbenbaringens dramatiske skildringer af Antikrist, dyret og dyrets tegn. Tengil, Katla og Katlamærket. Det lå lige til højrebenet.

Det kan måske lyde mærkeligt, at det gjorde det, men da jeg læste bogen første gang – måske i 1989 eller 1990, fyldte den slags faktisk en hel del. Særligt to steder: I Heavy Metal-musik, hvor åbenbaringsbogens symbolverden hjalp bands, som gerne ville være dystre og dramatiske med netop det. Og ude på det kirkelige overdrev, hvor der med stor iver blev tolket på, hvilken virkelighed, de forskellige karakterer og fænomener svarede til: FN, EU, stregkoder, computersprog. Al den slags.

Jeg er ikke selv rundet af disse kirkelige kredse. Mit ophav er meget kedeligere end det. Men jeg gik på en kristen friskole, hvor folk kom mange steder fra. Og hvor de her idéer ofte fandt vej. Og endte i 5. klasse, eller hvor gammel jeg nu var. Og vi summede om dem som hvepse om en sukkermad. For det var spændende og uhyggeligt og føltes nogle gange som at have adgang til en gyserfilm, vi slet ikke var store nok til. Og det hele kunne da også godt gå ud over både nerver og nattesøvn.

Så brillerne havde jeg. Jeg forstod, at Tengil og Katla ikke bare boede mellem bogens for- og bagside. At de repræsenterede noget større. Noget kosmisk. Og jeg forstod kampen imod dem. Og spejlede mig i Tvebak i den kamp.

På den måde gik tingene rigtigt fint op. 

Men det var ikke det hele, der gik op. Nangijala var jo det sted, man kommer hen, når man dør. Det måtte svare til Himlen, syntes jeg. Men hvad var det så for noget med, at Carl og Jonathan til sidst i bogen døde en gang til? Og kom til Nangilima. I øvrigt et sted uden tyranner og onde fortidsuhyrer som derfor mindede mig en hel del mere om min forståelse af Himlen, end Nangijala gjorde.            

Dåb og dobbelt død
Jeg tror faktisk først, at det var, da jeg var et sted midt i tyverne og læste religionsvidenskab i Aarhus, at brikkerne faldt på plads for mig. Her forstod jeg, hvor radikalt det nye testamente, Paulus ikke mindst, taler om dåben. Som en død. Hvor man siger sit gamle jeg farvel. Og opstår som et helt nyt menneske. Jeg havde sikkert hørt om det før til gudstjenester og i prædikener. Men nogle gange er der lidt mere blod og rå virkelighed over religionsstudiets tilgange og måder at se ritualer på.

Dåben er en død.

Og med den nøgle åbnede Brødrene Løvehjerte sig på ny for mig: Nangijala er ikke et fjernt (og mærkeligt kompliceret) efterliv. Nangijala er en beskrivelse af kristenlivet. Livet som discipel og efterfølger af Jesus. Tilstanden mellem de to dødsfald: Det første i dåben og det sidste biologiske dødsfald. Når vi drukner det gamle menneske og opstår med Kristus. Og når kroppen en dag siger stop. Nangijala handler om lige. Nu. Og her!

Jeg fandt også ud af, at der er noget meget grundlæggende på spil her. Et teologisk t-kryds som faktisk er meget parallelt til mine to læsninger af Brødrene Løvehjerte: 

Handler det hele, handler kristendom om, at komme i himlen, når man dør? Er dette liv blot en slags venteværelse? 

Eller er det nu og her? Er Gudsriget kommet nær, som Jesus sagde? Er det midt iblandt os? Guds gode virkelighed. De momenter og steder, hvor Guds Gode Vilje sker? Det med ”Liv i overflod”, er det noget, man kan erfare nu?

Hvis man går med det første, med ”verden er et venteværelse”-teologien, så er det svært rigtigt at få lukket Brødrene Løvehjerte-bogen op. Men den anden verden. Den med Gudsriget er nær og liv i overflod. Det er Nangijala. Og det er lige nu og her!

Eventyrernes og lejrbålenes tid
Og så er de bare så meget mere vibrerende og levende, alle de smukke beskrivelser af Nangijala. Fx den med ”her er det endnu eventyrernes og lejrbålenes tid”. Hvordan bedre beskrive kernen i det kristne liv?

Eventyret: Der er en grund til, at vi er her. Vi er på mission. Kaldet. Til at udbrede de gode nyheder, skønhed, sandhed, godhed, tro, håb, kærlighed – arbejde for, at Guds gode vilje sker i en lidende verden. 

Mange leder efter en mening og noget at kæmpe for. ”I would buy a gun and start a war. If you could show me something worth finding for”, synger Coldplay. Det er uendeligt hårdt at være uden mål og med. Men i Nangijala, i livet i efterfølgelse, der er det stadig eventyrernes tid.

Så er der Lejrbålet: Det perfekte symbol på at høre til – hos Gud og hos hinanden. At være en del af et varmt fællesskab. Hvor øjnene ikke altid er rettet mod hinanden; men mod bålet – og netop derfor bliver fællesskabet og relationerne så meget dybere og stærkere.

Salme 133 i Bibelen dufter af lejrbål. Den lyder sådan her:

Hvor er det godt og herligt,
når brødre sidder sammen!
Det er som den gode olie på hovedet,
der flyder ned over skægget,
over Arons skæg,
ned over kjortlens halsåbning.
Det er som Hermons dug, der falder
på Zions bjerge.
For dér giver Herren velsignelsen,
livet i al evighed.

Jonathan Løvehjerte
Når scenen på denne måde er sat, falder karaktererne også bedre på plads. Lad os starte med Jonathan. Den gode Jonathan. Som tager sin elskede Tvebak på ryggen, springer og dør i stedet for ham. Vender det hele op og ned – for var det ikke Tvebak, som skulle dø? Jonathan, som går foran ind i døden og ud igen i livet – klar til at modtage Tvebak, som følger efter.

Jonathan er en Kristus-figur. Hans navn betyder noget i retningen af ”Gud har givet”. I Bibelen er Jonathan Kong Sauls søn og Davids ven. Og skulle man beskrive hans karakter med et ord, skulle det være det: Ven.

Jonathan får tildelt efternavnet Løvehjerte at sin klasselærer. Det var fint, at hun fandt på det der med Løvehjerte, det var virkelig godt. For hvor er det et fint Kristus-navn. Med toner af Løven af Juda og smag af Jeremias-profetien om, at stenhjerter skal blive skiftet ud med kødhjerter og masser af mod og god vilje og kærlighed.

Casper Christensen har i talrige interviews fortalt, hvordan han blev kristen. Heldigvis. Han fortæller også, at han kalder Jesus for Storebror. Det er naturligt for ham. Måske har han også læst Brødrene Løvehjerte.

Og så er der Tvebak. Som sådan set får Løvehjerte-efternavnet helt gratis. Han er jo Jonathans bror. Men inden Jonathan og Tvebak første gang drager mod Guldhanen for at møde de andre fra Kirsebærdalen, finder de ud af, at han også har brug for et nyt fornavn: Karl. Som han jo egentlig også hedder rigtigt.

Karl betyder menneske. Og det er sådan set heller ikke så lidt. Måske er det det, det hele handler om. At blive menneske. Og måske er det virkelig virkeligt svært.

For eksempel er der nogle gange ting, man må man gøre, også selvom det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort!

Jesus er det sande menneske. Og man bliver mere menneske af at blive mere som Ham. At følge efter Ham. Og at følge efter Jonathan er præcis, hvad Tvebak – eller Karl må vi også hellere kalde ham nu, gør hele bogen igennem. Ofte bange. Nogle gange alene. Nogle gange fuld af fejl. Og indimellem med langt større mod end man kunne forestille sig i brystet på en 10-årig dreng.

I en af de første scener ved brødrenes hus Ryttergården i Kirsebærdalen skyder brødrene med bue og pil. Jonathan rammer plet hver gang. Karl rammer plet en enkelt gang – til Jonathans store glæde.

Den kristne forfatter Max Lucado beskriver et sted kristenlivet med udgangspunkt i en golf-turnering, han har deltaget i, hvor amatører og professionelle er sat sammen. Det nådefulde er, at begge spillere deltager, men det er kun den bedste score af de to, som medregnes. Selvsagt som regel Max Lucados professionelle makker. Sådan er det at vandre med Jesus, siger Lucado. Men på et enkelt hul lykkes det faktisk Lucado at slå den bedste score.

Paralleliteten i de to historier er vildt slående. Men der er ikke andet sammenfald, end at det oftest er sådan, Jesus-efterfølgelse ser ud i praksis. En masse vild- og fejlskud. En masse nåde. Undertiden et gennembrud.

Der er også ting at sige om de roller, som Sofie, Orvar og Mathias spiller i fortællingen. Sofies duer og den særliges skjulte kommunikation, de bidrager med, leder tankerne hen på Helligånden. Sofies navn betyder visdom – og det er ikke det eneste, hun har tilfælles med karakteren Visdommen i Ordsprogenes Bog kapitel 8 i Bibelen. En karakter som teologer ofte udlægger som en Jesus-profeti. Som Kristus. Orvar, som leder Rosendalens kamp, er på forskellig vis en parallel til Sofie og Jonathan. Og måske træder Mathias og Sofie ind i de roller, som Tvebaks ret fraværende ”jordiske” forældre ikke kunne udfylde. Her er sikkert mere at finde ud af med tiden.

Dobbelt-op på alting!
De dør to gange, Karl og Jonathan. Dobbelt op på dødsfald. Og genopstandelser for den sags skyld. Og der er noget med det med dobbelthed i Brødrene Løvehjerte. Alt er parvist. Når først man får indstillet radaren på det, ser man det overalt: Der er to brødre, to heste (- også på et tidspunkt, hvor der kun burde være én), to dale i Nangijala: Rosendalen og Kirsebærdalen, to forrædere – en falsk og en ægte, to urtidsmonstre: Katla og Karm. På dansk får vi endda serveret to-tallet i Tvebaks navn – et af hans to navne, i øvrigt, men i al fairness hedder han jo Skorpan i Astrid Lindgrens eget tungemål.

Nogle gange er bogens dobbelthed positiv: Smuk og fuld af håb. Der er mere i livet end at ligge dødssyg og hostende med skæve ben på en svensk slagbænk med en mor, som er mærkeligt fraværende og en far, som er stukket helt af. Til søs, vistnok. Der er liv og eventyr!

Pulverkaffen i en kop fra IKEA
Smagen er okay, men vi er mere

som Katinka synger. Vi er mere. Der er mere. Verden er dobbelt. Heldigvis.

Eller teologen N. T. Wright som ser fire vejvisere, som peger ud over denne verden i dybt fællesskab, skønhed, spiritualitet og vores tørst efter og forventning om retfærdighed.

Eller som J. R. R. Tolkien som i et brev fortæller, at ” I går morges lykkedes det mig at få en time eller to til at skrive, og jeg har næsten bragt Frodo til portene af Mordor. Om eftermiddagen slog jeg græs.” Det hverdagsagtige og almindelige kan endda helt gå hånd i hånd med den magiske inderside i alting.

Andre gange handler dobbeltheden om illusion, fx. det med de to forrædere. Om det ambivalente og dobbeltsidede. Spejlet, som – godt nok i form af en sø – finder vej ind i historien. Det, spejlet og gåden, er også en del af Nangijala. Af menneskelivet.

Törnrosdalen
Den måske mest hjerteskærende ægte ulidelige dobbelthed er de to dale: Kirsebærdalen og Rosendalen. For vist er det stadig eventyrernes og lejrbålenes tid i Nangijala. Men i Rosendalen findes der eventyr, som ikke burde være til.

På svensk hedder Rosendalen Törnrosdalen. Med tryk på tornene. Det er et meget bedre navn. For dalen er ikke længere fri. Den er kommet i fjendehænder. Tengil og Katla.

I Kirsebærdalen siger Karl sådan her:

Gæt, hvad jeg kan lide! Jeg kan lide at ligge i en ældgammel slagbænk i sådan et ældgammelt køkken og snakke med Jonatan, mens skæret fra ilden flakker hen over væggene, og når jeg kigger ud ad vinduet, ser jeg en kirsebærgren, som vugger lidt i aftenbrisen. Og så brænder ilden ned, til der kun er gløder tilbage, og der begynder at blive dunkelt i krogene, og jeg bliver mere og mere søvnig og ligger der og hoster ikke, og Jonatan fortæller for mig. Fortæller og fortæller, og til sidst hører jeg kun hans stemme som sådan en hvisken igen, og så falder jeg i søvn. Lige netop alt det kan jeg lide, og sådan var det den første aften i Ryttergården, og derfor glemmer jeg den aldrig.

Det er godt. Helt godt.

I Rosendalen – Törnrosdalen – siger Jonathan sådan her:

„Og så holder jeg af blomster og græs og træer og enge og skove og små, yndige søer,“ sagde Jonatan. „Og når solen står op, og når solen går ned, og når månen skinner, og stjernerne lyser og meget mere, som jeg ikke kan huske lige nu.“

„Det gør jeg også,“ sagde jeg.

„Det gør alle mennesker.“ sagde Jonatan.

„Og hvis der ikke er mere, de forlanger, kan du så forklare mig, hvorfor de ikke kan få lov at have det i fred, uden at der kommer en eller anden Tengil og ødelægger det hele?“

Det er så hjerteskærende. Fordi det er så realistisk. 

Jeg har tit tænkt på de her linjer. Og på Ukraine. De to kvinder derfra, som vi fik lov til at låne et værelse til i en periode. Som havde efterladt kæreste og familie derhjemme. Hvorfor kan de ikke få lov til at have det i fred, uden at der kommer en eller anden Putin og ødelægger det hele? 

For 35 år siden og år tilbage var Europa delt i to. Som to dale. En fri. Og en ufri. 

For nylig så jeg en Facebook-ven beskrive Trumps USA som Rosendalen. Må det ikke ende der.

I et mere teologisk sprog repræsenterer dalenes dobbelthed det, teologerne kalder ”allerede – endnu ikke”. Gudsriget er her allerede. Og samtidigt endnu ikke. For endnu findes Tengil. Endnu findes Katla.

Sådan er det i de ydre. Dalene findes også inden i os. Endnu findes angsten. Men kærligheden vinder. Ja, hvad mere er: Kærligheden har allerede vundet. Men endnu findes angsten.

”Allerede – endnu ikke” kalder teologerne det. Religionsfænomenologer taler om tilstanden, vores menneskelige erfaring, som betwixt and between: At leve lige på tærsklen. I det mærkelige mellemrum. Der, hvor alt er på spil. Hvor selv en 10-årig dreng, som for nylig lå med sine skæve ben og hostede på en slagbænk kan gøre den helt. Store. Forskel.

”Du skal også dø en dag, Tengil! Har du tænkt på det?!” Sådan råber en på torvet, inden han brutalt bliver henrettet. 

Det er også sandt for Putin. For alle verdens tyranner som holder folk i ufrihed. Tænk, at kunne se frem mod, at folk fejrer ens begravelse. At selv de mest dannede modtager budskabet om ens død med en håbefuldt smil. Så er selv de største paladser intet værd. 

Krige stopper. Imperier og tyranner falder. Selv fortidsuhyrer som Katla og Karm. Det lærer historien os. Og det lærer eventyrerne os. Og eventyr – som Brødrene Løvehjerte – lærer os det bedst.

”Eventyr er mere end sandfærdige”, siger G. K. Chesterton. ”Ikke fordi de fortæller os, at drager findes, men fordi de fortæller os, at drager kan besejres.”

Two become one
Brødrene Løvehjertes grundrytme er dobbeltheden. Det parvise. Modsætningen. Det ambivalente. Men det slutter ikke der. Det slutter i Nangilima. I Lysriget. Her er der én dal: Æbledalen. Her er der én, som venter på dem: Mathias, som døde på Frihedens Dag. Én. 

Det forløber i spejle og gåder. Men det ender i det klareste lys. Én. 

I Nangijala er det eventyrernes og lejrbålenes tid. Men der er eventyr, som ikke burde være til. I Nangilima er der ikke noget ”men”. Én. 

Det forløber i to-hed. Men det slutter i enhed. Som hos Paulus, hvor Gud bliver ”alt i alle”. Som når to bliver en. Som et bryllup. Som den vildeste bryllupsfest!

Afslutning  

Sådan slutter det. Og sådan vil jeg slutte denne lille forsvarstale for midaldrende mænd som græder over svensk børneteater. For det er jo det, som tårerne i virkeligheden handler om. Alt det, som man slet ikke ville kunne forstå og begribe og gribe det mindste af, uden den slags gode eventyr. Om hvor fantastisk og frygteligt livet er. Hvor skønt og svært, det er at være menneske. Om at der altid, Altid!, er grund til håb og tro. Kærlighed og mod.

For ”Synd vil ske. Men alt skal blive godt. Og alt skal blive godt. Og al ting – alle ting og sager skal blive godt!” Som Jesus sagde det til Julian i visionen.

Han kaldte for resten også Julian for ”dear worthy”. Lidt li’som at kalde en for Tvebak, fordi man så godt kan lide tvebakker.

Nåde og fred!

*