Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 37

Om helte og hjælpere. Og forskellen. Og et kald ud af heroisme.

Læs mere i Brian Zahnds bog “Beauty Will Save the World: Rediscovering the Allure and Mystery of Christianity. Lake Mary, FL: Charisma House, 2012.

Transkript

Intro

Hej og velkommen til min podcast. Det er det her sted, hvor jeg præsenterer dig for et af mine digte, noget spoken word eller en poetry slam. Og så prøver vi at gå lidt ind i mellem ordene og bag om det hele. 

Jeg håber, du har noget godt i din kop og godt med ro om ørerne. Tak fordi, du lytter med 🙂  

*

Altså, den her podcast vil jo ikke rigtig dø. Men hvad andet kan man forvente af en ildfugl. Jeg har simpelthen fået noget så voldsomt på hjerte, at jeg bliver nødt til at dele det med jer. Det handler om helte og hjælpere – og forskellen på de to. Om faren ved heltedyrkelse. Om hvor meget vi har brug for hjælperne. Så meget at vi selv må tage det på os at være en hjælper.

Og så vil vi høre et digt til sidst. Ligesom det plejer at være i en rigtig ildfuglepodcast. Denne gang er det min take på Filiperbrevshymnen i Bibelen. Et digt, som Paulus citerer i et af sine breve. Måske er det den ældste beskrivelse af Jesus i det nye testamente overhovedet. Det er en smuk tekst. Om tjenersind. Om at være en hjælper. Jeg har forsøgt at omforme den til et lille stykke spoken word. En lille poetry slam.

Nå, men lad os få taget fat på det med helte og hjælpere.

*

Min præst Leif holdt for nyligt en stærk prædiken i vores kirke. Om når kristne og kirker kører helt af sporet. Han fortalte bl.a. om dokumentaren ”Venter på Dommedag”, der kan ses på DR TV. Den handler om nogle fundamentalistiske evangelikale kirker i USA. De venter ikke bare på dommedag. De glæder sig til den. Så meget, at de aktivt forsøger at fremskynde den. For eksempel ved at hælde benzin på bålet i Israel-Palæstina konflikten.

De glæder sig også til at slås. I Armageddon. Det sidste store slag. Nogle af dem mobiliserer endda aktivt til hellig krig og øver sig i at slå fjenden ihjel. Voldsparat er faktisk en underdrivelse. De glæder sig…

Det foruroligede mig. På en måde, så det er blevet ved med at rumstere i mig. Ikke så meget på grund af de langt ude trossamfund i sig selv. De er jo ikke de første skøre sekter og voldsparate fanatikere, vi har hørt om. Det er af to andre grunde.

For det første synes jeg, at jeg indimellem møder dette tankesæt i en slags light version. Hvis de fundamentalistiske og voldsparate amerikanske kirker er stenen i vandet, så er jeg svømmet ind i nogle af ringene.

I den længsel efter Den Stærke Mand, som præger det politiske billede nærmest verden over.

Selv blandt en række kirkesamfund, som ellers ikke er fundamentalister, som plejer at tage Bjergprædikenen alvorligt, fik Donald Trump et flertal af stemmerne, da han sidst blev valgt. Jeg har hørt ledere fra disse kirker promovere ham. Jeg har ikke hørt en eneste protestere, da han trak stikket på USAID – en beslutning som vil betyde døden for hundredtusindvis, måske millioner, af fattige børn verden over.

Hjemlige kristne og kirkevante menneskers villighed til at forsvare, undskylde eller at lede opmærksomheden væk fra Netanyahu og Israels brutale fremfærd i Gaza bliver ved med at chokere mig. I mit Facebook-feed finder jeg opslag fra det israelske militær, IDF, hvor intentionen tydeligt nok er, at man skal fascineres og begejstres over deres militære formåen. Nærmest som var det et computerspil.

Vi burde jo bare græde…

*

Jeg foruroliges, fordi jeg kan se disse mørke skygger. Helt tæt på. Og så foruroliges jeg – næsten endnu mere – af, at jeg faktisk godt kan se, hvor det hele kommer fra.

Jeg er vokset op med dyrkelsen af helten. Action-helten. Stallone. Schwarzenegger. Willis. Van Damme. I den traditionelle opstilling med de to hold. Et godt og et ondt. Skurkene. Helten heldigvis på vores side. Og helten heldigvis ikke begrænset af pladderhumanisme og naivitet. Klar til at slå til. Og slå ihjel. For at beskytte os.

Jeg kan også genkende heltefiguren i de ellers mere uskyldige animationsfilm og tegneserier, min søn på otte ser.

Og så har helten på spektakulær vis indtaget den politiske scene de sidste årtier. Fra den motorsavssvingende præsident i Argentina til billedet af Putin ridende på en bjørn. De corny memes om ”Super-Trump” fra Det Hvide Hus’ officielle x-konto. Det er som om, at alle, alle dele af samfundet, høj og lav, synger med på og holder liv i Bonnie Tylers gamle 80’er-slager: ”I need a hero!”

I bogen “Beauty will save the earth” siger Brian Zahnd alt det her meget bedre, end jeg kan:

”En del af problemet er, at vi i den vestlige verden er dybt præget af at vælge det heroiske frem for det hellige.”

Det har sat sit dybe præg – også langt ind i kirken, mener Zahnd. Han fortsætter:  

”Vi kæmper med at vælge helgenens vej frem for heltens. Kristne taler ofte om at “være stærke mænd og kvinder for Gud” og “kæmpe Herrens kampe” og “gøre store ting for Gud”. Vi elsker tanken om at være en helt og vinde en stor sejr for Gud. Der er meget “ære” i det.

Men vi er mindre begejstrede for at lægge vores liv ned på samme måde som Kristus på Golgata. Vi forstår ikke korsets ære.”

*

I sin bog sammenligner og modstiller Zahnd helten og helgenens vej. Jeg har haft lyst til at arbejde videre med hans typologi. Men samtidig har jeg ledt efter et andet begreb end ”helgen”. Helgenbegrebet er sådan set både robust og præcist. Men det er også både kulturelt og religiøst stærkt ladet og svært at gribe, hvis man ikke lige er vokset op i de rette kirkelige sammenhænge.

Og så er det behængt som et juletræ med en række af konnotationer, som let kan komme til at hænge i vejen for budskabet. Særligt, hvis man er en meget protesterende protestant. Og det er ærgerligt. For jeg er overbevist om, at substansen, bøffen i det hele, er vigtig for os alle sammen.

Samtidig kommer der også noget sjovt og paradoksalt på spil, når man opstiller det med at være en helgen som et ideal. Som noget at gå efter. For på en måde er det jo ikke særligt ydmygt… at gå efter noget så ydmygt.

Nå, men på en gåtur for nyligt fandt jeg mit begreb: Hjælper. Det er inspireret af et kendt citat fra et af mine store forbilleder: Fred Rogers. En legende inden for amerikansk børne-tv – og venligheden selv.

Citatet lyder sådan her:

”Da jeg var dreng, og jeg så uhyggelige ting i nyhederne, sagde min mor til mig: ’Kig efter hjælperne. Du vil altid finde mennesker, der hjælper.’”

Skønt! Men tænk så på, hvis man ikke bare kiggede efter dem. Hvis man var en af dem. Hvis man var en, som folk kan kigge efter og finde – for at finde lidt mere fred i denne vildsomme verden. Det er en smuk drøm!

Og så svarer det at være hjælper – sådan som Fred Rogers taler om det – godt til det kald, som Bjergprædikenen har til os, synes jeg.

Nå, lad os kigge nærmere på, hvordan vi kan beskrive helte og hjælpere – stadig med rigtig god hjælp fra Brian Zahnd og hans smukke bog. Hvad er en helt? Og hvad er en hjælper?

*

Helten har noget, han vil slå ihjel for. Som så mange andre i dag. For nyligt har Trump sænket et skib fra Venezuela. Det var fyldt med narko, sagde han. Men uanset hvad, havde han ingen ret – hverken juridisk eller moralsk – til at slå de mennesker ihjel. Det holdt ham ikke tilbage.

Der er så mange i dag, som har noget, de vil slå ihjel for. Hjælperen, han har noget, han vil dø for.

Helten er optaget af ære og heltegerninger. Hjælperen er optaget af kærlighed og tjeneste.

Helten går skarpt efter selvopfyldelse og dygtighed. Og nok også anerkendelse og beundring. Måske er det i virkeligheden også sådan, de fleste af os indstiller sigtekornet i vores liv.

Hjælperen går ikke efter noget bestemt mål. For livet kommer jo faktisk ikke rigtigt med et mål. Men det kommer med et ansvar. Og det ansvar er kærlighed. Kærlighed. Omsorg. Omtanke. Med-lidenhed.

Helten indtager scenen. Trives i opmærksomheden. Er aktiv og handlekraftig. Hjælperen er slet ikke så pro-aktiv, som alle verdens coaches ellers har lært os, at vi skal være.

Hjælperen er ansvarlig, responsible, response-able, i stand til at respondere på det, livet bringer. Respondere med – og du har sikkert allerede gættet det – kærlighed! Oftest udenfor scenelys og spotlight.

Kulturelt set har den moderne heltefigur rødder i græsk og romersk kult og religion. Herkules og de andre stærke halvguder. Heroerne.

Hjælperen har rod i jødedommen, ikke mindst profeterne. Her kaldes hjælperen ofte tjeneren. Det er også et virkelig godt ord. Måske bedre end mit hjælper-ord, i virkeligheden.  

Livet er en kamp, siger helten. En kamp for succes og selvforbedring.

For hjælperen handler det om overgivelse. Og alle de andre store ”-givelser”. Hengivelse, opgivelse, tilgivelse og så videre.  

Når vi er nået hertil, er det sikkert tydeligt, hvilken slags kirker der kan komme ud af det hele. Måske kender du dem endda.

Helte-kirken er triumfalistisk: Der er to hold. Vi har ret. De andre tager fejl. De kan lære af os. Vi kan ikke lære af dem. Kirke handler om vækst og succes. Om at gøre noget og være nogen.

…Og da de færreste af os er succesfulde hele tiden, bliver kirken måske kendetegnet af det samme som en typisk Instagram-profil. Det, der står frem, når man har boost’et sine bedste sider og skjult de værste: Den pæne overflade.

En hjælperkirke er kendetegnet af næstekærlighed og ydmyghed. Af folk som er på vej – men ikke i mål. Den er et safe space med plads til fejl og sårbarhed. Faktisk kan jeg nok ikke beskrive den bedre end med mit favoritcitat om kirker helt generelt. Det er af teologen Walter Brueggemann, og det lyder sådan her:

”Kirken skal være det ærligste sted i byen – ikke det lykkeligste.”

*

Tænk, hvis vi kunne opdrage vores børn til at være hjælpere – i stedet for helte! Tænk, hvis det var de selvopfordrende, tjenende, venlige, de sandt kærlige, som var hovedpersonerne i de film og tv-serier, vores unger så.

På en måde lyder det urealistisk. Som et bjerg, der er umuligt at bestige. For som vi har været inde på, fylder heltekulturen jo enormt meget. I USA. Og med bølgeskvulp ud til resten af verden. I Hollywood og i det politiske liv – og med en stærk afsmitning ind i kirkelivet.

Men jeg tror faktisk også, at der er noget dragende, et svar på en længsel, i at være hjælper.

” I’m gonna buy a gun and start a war if you can tell me something worth fighting for”, synger Coldplay – helt i overensstemmelse med helteparadigmet. Men er der ikke også noget dragende i at gå den anden vej? Sælge sine våben. Eller måske smede dem om til landbrugsredskaber, sådan som den kristne aktivist Shane Claiborne og folkene omkring ham gør det. Virke for fred og retfærdighed. Er det ikke en mindst lige så dyb længsel i os?

Det er også som om, hjælperne har noget dybere, noget mere ægte og mere bestandigt over sig. Brian Zahnd peger på, at

”[h]elte er som regel kun helte for den ene side – deres side. Helte får deres ære i en ’os mod dem’-kontekst. Franskmænd og russere har vidt forskellige syn på Napoleon, ligesom amerikanere og mexicanere ser forskelligt på Santa Anna. Men helgener bliver med tiden ofte universelt anerkendt for deres hellighed, fordi kærlighed er universel.

Det er derfor, næsten alle – uanset om de er kristne – beundrer Frans af Assisi eller Moder Teresa. De er eksempler på liv formet af korset i en sådan grad, at deres medlidende kærlighed er blevet universelt anerkendt som smuk.”

Det leder hen til det næste. Der er faktisk noget befriende over at være den underordnede, hjælperen, i stedet for helten som underordner andre under sig. Ikke at have hovedrollen, helterollen, i sit eget liv.

Og der er noget stort gemt til os, når vi siger triumfalismen ret farvel. Som korshistorien er så uendeligt meget smukkere end korstogene er der en stor og indtagende skønhed skjult i ydmygheden.

Lad os vende alt det, som handler om maskulinitet og mod, også. En af de mest perverterede udgaver af heroismen, vi ser i dag, er den, som Andrew Tate og lignende influencere – desværre med et godt tag i unge mænd – står for. For dem har de formået at sætte lighedstegn mellem en radikaliseret, særligt hensynsløs og misogyn udgave af helteparadigmet – og mod og maskulinitet.

Men ægte mod, hvad enten det bor i en mands eller en kvindes hjerte, har uendeligt lidt at gøre med, hvad de står for.

Ægte mod er for eksempel afspejlet i den overdødelighed blandt katolske præster i Bergamo, som opstod i corona-pandemiens første måneder.

De fleste andre flygtede væk fra det dødsensfarlige centrum af Bergamo. For det var dengang, hvor ishockeybaner måtte tages i brug til opbevaring af lig, fordi lighusene var overfyldte. Men præsterne kørte, cyklede, gik den anden vej. Ind til dem, som ikke vidste, hvad det var, der havde ramt dem. Ind til de døende.

Overbevis mig om, at Andrew Tate og de andre mandemandehelte ville have turdet det!

*

Hjælpere findes i virkeligheden! Jeg har set dem. Jeg kender dem. Faktisk har jeg dem som både forældre og svigerforældre. De trives åbenbart godt i vestjyske missionsmiljøer. Og andre steder, hvor man næppe kigger hen. I hvert fald hvis radaren er indstillet på helte.

De er fædre. Som stille udvider deres ungers følelsesmæssige rum ved at vise og fortælle dem, at de elsker dem. De er mødre. Som åbner livet og armene. Og bærer deres børns smerte i sjælen som korsmærker. Venner. Den slags, som bliver hængende – insisterende, nærmest, når man får en alvorlig diagnose eller livet på anden måde viser sig fra sin værste side.

De er frivillige i varmestuer og fodboldklubber og netværksgrupper for syge og sorgramte. Sygeplejersker. Lærere og pædagoger. De findes på arbejdspladser, hvor de er lys og salt og dem, som går den ekstra mil, så vagtplanen og to do-lister på magisk vis altid går op.

Man kunne tro det ved første øjekast, men de er hverken dørmåtter eller underlagt og plaget af janteloven. (De findes selvfølgelig også, men det er ikke dem, jeg taler om.) For de er ydmyge – ikke på den måde at de tænker mindre om sig selv, men på den måde, at de tænker mindre på sig selv.

Og – nu strammer jeg lige skruen endnu mere, for det tror jeg faktisk godt, den kan holde til: Hvis du går rundt og søger Guds rige, sådan som Jesus jo siger vi skal, så finder du det måske i en af disse hjælpere!

For mange af dem har øvet sig i at give afkald på deres egen vilje, for at Guds vilje kan komme til. Og det vilde er, at det nogle gange lykkes! Og Guds rige, det er lige præcis der, hvor Guds gode vilje sker.

Måske er det det, du er stødt ind i, hvis du går hjem fra et møde med et menneske og har en helt særlig fred og glæde i brystet. Måske er det det, du har set, hvis du i din urolighed har fulgt Fred Rogers’ mors råd og ledt efter hjælperne.

*

Det er muligt at være en hjælper. Og at lede vores børn samme vej.  Men hvis der er noget sted i livet, hvor der ikke findes et quick fix, så er det her! At være hjælper er en livslang vandring. Som handler om overgivelse. At tømme sit eget ud, for at gøre plads til kærligheden.

Men jeg tror, det hjælper at kende det og ville det. Og jeg tror, at det med heltene, dyrkelsen af den stærke mand, at det er noget af det, vi skal starte med at tømme ud. Lige med det samme. Få nogle nye forbilleder.

Jeg tror også, man kan øve sig lidt. Med den risiko, der altid er ved den slags. Om at det kommer til at handle om mig. Og så er vi jo lige vidt. Men tank godt op på alt, hvad der har med nåde at gøre. Og nyd friheden imens du gør det. Nyd, at du tegner uden for stregerne. Bryder med verdens normale gang. Nyd det, mens du kører forbi en postkasse og lægger en kuvert med et par pengesedler i. Når du gør noget godt, som ingen ved noget om. Som bare er en sød lille hemmelighed mellem dig og Gud. Nyd det, når du udlever dit nye princip om altid at lade andre få det sidste ord.  

Det er muligt at være en hjælper. For os alle. I stor – eller måske endda i lille skala. En del af løsningen. En, man kigger efter, for at finde fred. En vaskeægte medsammensvoren med Venligheden i Verden, Kærligheden Med Stort K, Gud selv!

Må du dag for dag, skridt for skridt, som et agern, som bliver til et gammelt egetræ, som et egeblad, som roligt overgiver sig og stille daler mod jorden, blive en hjælper.

Det har vi sådan brug for!

Nåde og fred!