Sidste uges saligprisning handlede om atombomber. I denne uge skal vi kradse lidt mere i dødsangsten. Men så lover jeg også, at det snart skal handle om noget lettere og mere livsbekræftende 

Joel Halldorf, svenske forfatter, kirkehistorieprofessor, medieperson og meget andet, skrev måske den bedste, mest klarsynede og – i ordets allerbedste forstand – provokerende kommentar til vestens måde at håndtere Corona-epidemien på.

I den beskriver han, hvordan den vestlige verden med et slag gjorde frygten for døden til et altafgørende og altunderlæggende princip. Særligt denne lille passus og anekdote river i mig:

”Idealer er nødvendige for moralsk integritet, især i urolige tider. En ven besøgte engang et børnehjem i Centralamerika og så forfærdet, hvordan hendes veninde nægtede at røre ved børn af frygt for, at de bar på en skjult sygdom. Hun forstod ikke, sagde min ven, at der er ting, der er værre end at dø.

Enhver, der ser døden som det værste, der kan ske, får svært ved at bevare anstændigheden – især når livet er truet. Der er, som Astrid Lindgren skriver, ting, du skal gøre, selvom du er bange, for ellers er du bare en lille lort. Men hvad indebærer det egentlig? Hvilke idealer sætter vi så højt, højere end selve livet? Når vi har identificeret dem, har vi skabt et lille dige, der beskytter os, når dødsangsten vælder op.”

Hvis du også vil høre hans bud på, hvordan fortrøstning og fortælling – at se os selv i en større historie – vaccinerer mod frygtens konsekvenser, må du læse hele hans kommentar: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kommentar/krisen-afsloerer-det-moderne-samfunds-ubearbejdede-doedsangst – det er varmt anbefalet!

Salige er den, som har et dige for dødsangsten.