”Kære Lucy

Jeg skrev denne historie til dig, men da jeg begyndte på den, havde jeg ikke gjort mig det klart, at piger vokser hurtigere end bøger, og at du allerede er blevet alt for gammel til at læse eventyr, og at du vil være endnu ældre, når den engang er blevet trykt og udgivet. Men en skønne dag bliver du gammel nok til at begynde at læse eventyr igen. Så kan du tage den ned fra hylden, støve den af og fortælle mig, hvad du synes om den. Til den tid er jeg sikkert for døv til at høre, hvad du siger, og for gammel til at forstå det, men jeg vil stadig være

din hengivne gudfar

C. S. Lewis ”

Sådan skriver Den Store Eventyrforfatter i dedikationen i Løven, Heksen og Garderobeskabet. Og sådan er der mange, som bliver gamle. Når de er vokset op og har nydt udsigten, vokser de heldigvis lidt nedad igen. De bliver mere umiddelbare, mindre forudsigelige, mere sig selv, mere legende, friere. Som børn igen, nærmest.

Men jeg tror desværre ikke, det gælder alle. Lad os citere en anden stor britisk forfatter, en af C. S. Lewis’ samtidige. T. S. Elliot beskriver et helt andet livsforløb, når han konstaterer, at ”de fleste af verdens problemer skyldes mennesker, som ønsker at være betydningsfulde.”

Det er svært ikke at tænke på Den Lille Mand Med Det Store Bord i Kreml. Putin. Han, som så gerne vil være Peter den Store. Den Endnu Større, allerhelst. (Han skulle bare vide, hvad vi allerede nu er begyndt at huske ham for.) Tænk, hvad det kan betyde, om man vælger det livsforløb, C. S. Lewis beskriver, eller det, som T. S. Elliot advarer imod. Også for os lidt mere almindelige mennesker.

For 3.000 år siden levede der i Mellemøsten en konge, hvis smukke poesi, folk over hele verden stadig læser. En guldalderkonge – vidt og bredt anerkendt i sin samtid. Midt i al sin succes skriver han nogenlunde disse linjer:

”Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte. Jeg omgås ikke med store planer, der er for underfulde for mig.

Nej, jeg bringer min sjæl til hvile og ro; som barnet hos sin mor, som barnet er min sjæl i mig.” (Du kan læse hele digtet i Salmernes Bog i Bibelen. Det er nummer 131.)

En klog kvinde fortalte mig engang, at den hebraiske grundtekst tegner et klart billede af et spædbarn, som netop har fået bryst. Og som ligger og ser næsten rødvinssmåfuld ud, fordi det bare er helt. Glad. Og tilfreds.

Tal om at være gået i barndommen! Men mon ikke denne måde at spise livet på, åbnede garderobedøren for Den Gamle Kong David? Og at denne barnlige overgivelse gjorde livet til et sandt eventyr?