Nede i efterskolens hal. Midt om natten. Til en fest, som efterskolelærerne heldigvis ikke vidste noget som helst om. Der tabte en kammerat og jeg en konkurrence. Som straf skulle vi løbe et par runder langs banderne i hallen uden en trævl på kroppen. Altså bortset fra et slips, selvfølgelig. De var jo ikke urimelige, vores efterskolekammerater…

Det er ikke det, den her saligprisning handler om. Selv om jeg faktisk husker det som en ret salig følelse at stæse afsted der, mens slipset prøvede at følge med, så godt det kunne.

Temaet er heller ikke alle de af mine jævnaldrende, som med døds- og blufærdighedsforagt kaster sig over strandene året rundt, vinterbader og laver sjove figurer af fugt på saunabænkene. Det har jeg ikke engang mod til at skrive om!

Det handler derimod om de ting, vi alle sammen går og dækker os til med. Klæder os ud i. Som ungerne snart gør det til fastelavnsfesterne. Maskerne.

Henry Nouwen peger på tre ting, vi typisk pynter os med: Det, vi ejer. Vores bedrifter. Og hvordan vi ser ud – og tager os ud. Det er sådan, vi skaber vores identitet. De sociale medier er jo nærmest skræddersyet til det. Nogle af os kan klare det hele på Facebook. Andre supplerer med lidt LinkedIn og måske noget Insta.

Det virker på en måde så frit, det med at skabe sin egen identitet. Mærkeligt, at det så har den her afsmag af forfald og afhængighed. Uanset om vi har meget eller lidt at pynte os med.

Og hvor er de i grunden dødkedelige, de der snakke, som (mere eller mindre direkte) handler om, hvad man har opnået på sit arbejde. Eller om en eller anden, som har fået ny bil.

Og hvor er det omvendt befriende at være sammen med venner, som man kender fra før den her ”ej noget, præstér noget, vær nogen”-trædemølle rigtig tog fart. Dem, som kan huske, da man løb omgange i en efterskolehal uden andet end et spraglet slips vajende om halsen. De venner, som ikke taler til ens avatar – men til den, man egentlig er inde bag ved al indpakningen.

”For at elske rigtigt skal man være nøgen”, synger Lars Lilholt. Det lyder måske lidt åbenlyst og banalt. Men det bliver ting jo faktisk ikke mindre sande og vigtige af.

Som regel ser det lidt komisk ud, når dyr har tøj på. Om det er aberne i zoo, som har fået fingre i en stråhat og prøver den af. Eller alt for stylede hunde i snor. Nogle gange tænker jeg, om Gud, om Himlen, også griner lidt, når vi mennesker majer os ud i, hvad (vi tror) vi ejer, gør og hvordan vi ser ud.

Nouwen peger også på kærlighedens alternativ. Ligesom Lars Lilholt. En anden måde at se sig selv og hinanden på:

”Åndelig identitet betyder, at vi ikke er, hvad vi gør, eller hvad folk siger om os. Og vi er ikke, hvad vi har. Vi er Guds elskede døtre og sønner.”

Sådan siger han. Det er da i grunden ikke så tosset.

Nåde og fred!