November. Tjek! December. Tjek! Januar. Tjek! …Og februar er jo heldigvis ikke så lang.

Det kan være lidt af en omgang at komme igennem de mørke måneder. For de er jo også regnfulde, kolde og stormende. Og golde. Det virker lidt som om, alting har lagt sig til at dø.

Men det er jo heldigvis bare noget, det virker som.

Faktisk er det nu, i vinteren, at træer vokser allermest. Mere end i foråret!

Det er ikke kronerne, der vokser. Det er rødderne. Fordi de må søge dybere, dykke længere ned for at finde næring. Og det er i virkeligheden den vækst – nede i rødderne, som gør, at de kan gå sådan helt fyrværkeriagtigt amok i toppen om foråret.

Det med at gå dybere ned i en proces, som virker gold og mørk og kold og ufrugtbar i sig selv, er i virkeligheden der, alt forårskrudtet bliver skabt!

Så hold fast. Hold fast i længslen. Og måske skal du gøre noget, som strækker dig lidt. Strækker dine rødder. Et nyt dagligt stillested. At be’ nogen be’ for dig. Eller måske skal du sidde og marinere lidt i det smukke håb, som Grundtvig maler her. Indtil dit urolige blod rinder let, og dine gamle grene skyder lysegrønne knopper:

Ryste mer ej noget knæ,
ingens hænder synke,
skyde hvert udgået træ,
glatte sig hver rynke,
rejse sig det faldne mod,
rinde let uroligt blod,
frygt og sorg forsvinde!

(Blomstre som en rosengård, DDS 78)

Må du gro store rødder!

Nåde og fred og forårshåb.