Min salig morfar er her ikke mere. Det er flere år siden, han døde. Det er mærkeligt, for han var en meget levende mand. Når han gik ned i kælderen, kunne han slå en prut for hvert trin på trappen. I kirken sang han højere, end alle de andre tilsammen. Og engang han skulle præsentere mine forældre til en fest, fortalte han, at ”de har seks børn. Det er jo ikke noget, man kommer sovende til.”

Han var en stor mand og hærdebred, min morfar, selv om han skrumpede lidt til sidst. Jeg er ret sikker på, at han var virkelig god til at slås, da han var ung. Og jeg tror også, han har øvet sig lidt i det.

Det var nok godt, det med at han var stor og bred. For han voksede op i en tid, hvor den stod på voksentæsk i skolen, hvis man ikke rettede ind og tegnede inden for stregerne. Og det har han aldrig været særlig god til. Nogle gange tog han også skylden for sine klassekammeraters unoder – det var han bred nok til.

Engang, da min morfar gik til præst, morede han sig med at skyde papirkugler efter præsten. Det var vist ikke hans mening at ramme ham – bare lave lidt fis og høste kammeraternes grin bag præstens ryg. Men en af kuglerne ramte alligevel præsten. Som vendte sig om. Og bad min morfar blive tilbage efter timen. Så skulle de to tales ved.

Morfar gjorde sig klar til at få klø. Igen. Men det fik han ikke denne gang. I stedet lagde præsten hånden på hans skulder. Og så sagde han: ”Jeg kommer ikke til at slå dig, Samuel”. (Det hed min morfar.) ”For jeg tror, at du skal tages med det gode.”

Og så skiltes de. Han græd, min morfar. Det plejede han ellers ikke engang, når han fik klø. Men nu græd han. Det gjorde han også, da han fortalte mig historien mere end 70 år efter, at den fandt sted, og godt oppe i firserne på en køkkenbænk hjemme ved mine forældre.

*

En af poeterne i Salmernes bog i Bibelen kalder Gud for ”Ham, som har indført kærlighed og retfærdighed”. Det er de to kæmpestore ord, som danser sammen i min morfars lille historie, synes jeg. Som danser nådens trin.

Salig er den, som tager det med det gode.