”Sandt venskab er, når tavsheden ikke er pinlig”, sagde en ven engang til mig. Det, tror jeg, er rigtigt. Jeg tror også, at det peger på noget af det, som en relation består af. Noget som ikke er sprog. Ikke engang kropssprog.

Var det ikke noget af det, vi lærte på den hårde måde under corona-isolationen? At man kunne bruge en hel dag først på videomøder med arbejdskollegaerne og så på skærmopkald til venner og familier – dele både sprog og jo også kropssprog – men alligevel føle sig ret ensom.

Der er noget i det fysiske samvær i sig selv, i det utalte, når vi er sammen, som vi har brug for. Noget, som aldrig kan erstattes af elektronisk samvær. Hvis jeg har forstået det rigtigt, er det endda ægte videnskabeligt dokumenteret (hvor spirituelt og øst- (og i grunden også vest-)religiøst, det end kan lyde), det her med at vores hjerter har energifelter, som rækker ud til hinanden og rører og påvirker hinanden.

I kvækersamfundet har de en praksis, som hedder ”at sidde i stilhed”. Den går simpelthen ud på at sidde stille, sidde og føle sig som små flammer i det samme bål, og vente på, hvad Gud siger til fællesskabet gennem den enkelte i stilheden.

Det åndelige liv er en holdsport. Det ved de fleste, som har prøvet kræfter med det. Men stilheden kan også være det.

En journalist spurgte på et tidspunkt Mother Teresa om hendes bønsliv. ”Når du beder til Gud, hvad siger du så til ham?”, ville journalisten gerne vide. ”Jeg siger ikke noget”, svarede Mother Teresa. ”Jeg lytter bare”.

”Men hvad siger Gud så til dig?”, spurgte journalisten. ”Ingenting”, svarede Mother Teresa. ”Han lytter også.”

Må du opleve tavse venskaber og finde i stilheden, at du hører til. Nåde og fred!