Der er, hvordan man har det. Og der er, hvordan man ta’r det. Og salig er den, som ta’r det for givet.
For nyligt læste jeg en artikel* om det spørgsmål, som optog den store teoretiske fysiker Stephen Hawking frem til sin død: Hvordan kan det være, at vores univers er så perfekt skruet sammen, at livet kunne opstå?
I artiklen kunne jeg læse, at havde det været bare en uendeligt lille smule anderledes skruet sammen, havde livet ikke haft en chance.
Havde tyngdekraften været bare en lille smule stærkere, ville Jorden ikke have haft tid nok til at opstå. Temperaturforskellene, da universet endnu var helt ungt, var kun fraktioner af en grad. Men hvis de havde været bare en smule større, ville alle galakser have vokset sig til gigantiske sorte huller og trukket alt, der nogensinde har været eller ville blive, ind i et evigt mørke. Og hvis temperaturforskellene havde været bare en smule mindre, ville ingen galakser have samlet sig overhovedet. (Spørg mig ikke hvorfor, men sådan er det åbenbart.)
Neutroner vejer kun 0,1 procent mere end protoner. Men hvis universets kode havde besluttet sig for, at det var omvendt, altså at protoner vejede mere end neutroner, ville alle neutroner være forfaldet få øjeblikke efter The Big Bang. Det ville betyde ingen atomer og med det ingen planeter, ingen stjerner, ingen mennesker.
Hvad videnskaben skal stille op med alt det, har jeg ingen idé om – dejligt, at der er nogen, som også på dette felt hele tiden flytter grænsen for, hvad vi ved (og ved, vi ikke ved).
Men vi, som hverken er teoretiske fysikere eller store genier, kan også stille noget op med den viden. Vi kan møde den med taknemmelighed. Takke for, at universet nu engang ér så perfekt skruet sammen, at livet kunne opstå. Tage imod det som en gave.
Faktisk også fordi, de fleste af os af erfaring ved, at det er en rigtig god måde at leve på. Det er virkelig svært at åbne op for glæden i livet uden. At tage livet ægte ind.
Nogle gange kommer taknemmeligheden let til os. Andre gange kræver den noget af os.
”Førhen tænkte jeg altid på taknemmelighed som en spontan reaktion på noget, jeg havde modtaget”, fortæller præsten og professoren Henry Nouwen. ”Men det er gået op for mig, at taknemmelighed også kan leves ud som en disciplin. Taknemmelighedens disciplin er den bevidste indsats for at anerkende, at alt, hvad jeg er og har, er givet til mig som en gave af kærlighed, en gave, som skal fejres med glæde.”
Der er et valg. Og der er en indsats.
”Men hver gang jeg træffer det valg”, fortæller Nouwen, ”er det næste valg lidt nemmere, lidt friere, lidt mindre selvbevidst. … Taknemmelighedshandlingerne skaber taknemmelighed, fordi de trin for trin afslører, at alt er nåde.”
Må du ta’ livet lidt mere for givet!
