Sommerferie. Skønne Bornholm. Vi er på besøg hos et vennepar. De har omdannet en gammel gård til et rigtigt hyggeligt sommerhus. Smukke omgivelser. Marker. En lille sø midt i det hele. Store arealer med højt græs. Og stier rundt i det.
Vi går en tur i det alt sammen. Deres børn og vores har været virkelig hurtige til at finde hinanden, så vi voksne har ro på og tager det hele ind. Men efter at vi har set det meste, begynder det så småt at regne. Så vi bevæger os tilbage op mod huset. Børnene følger også med. Alle sammen. Undtaget min dreng. Undtaget Mads.
Vi spørger hinanden, hvem der har set ham sidst. Det er det vist i hvert fald et kvarters tid siden nogen har. Så jeg går rundt og leder lidt. Tjekker de steder, vi har været, går den samme rute, for at se om han mon stadig er der. Det er han ikke.
Flere kommer til. Jeg råber hans navn. Mere og mere ligeglad med, hvordan det lyder. For jeg er ved at blive bange nu. Rigtig bange. Og der i midten af det hele ligger Den Der Sø…
Der går lang tid. Hvor tankerne bevæger sit nogle ubehagelige steder hen. Men så… Er det som om… Der er en lyd. Et svar.
Vi løber op på en bakke, mig og ham vores ven, vi er på besøg hos. Han er jæger og god til at høre, hvor lyden kommer fra, da jeg råber igen og Mads svarer. Et råb mere. Et svar. Nu kan jeg se ham. Og jeg løber ned imod ham. Krammer ham og holder ham ind til mig. Vi er pladdervåde begge to. Det er fuldstændig lige meget. Han hulker. Jeg krammer ham mere. Og så går vi hjemad mod huset.
Mads fortæller sin historie. Hvordan han ikke kunne finde den rigtige vej i det høje græs. Og var endt langt, langt væk. Ved en helt anden gård. Jeg holder hans lille kolde hånd ind i min.
”Det var godt nok en hård krammer, du gav mig, far”, sagde Mads, da jeg puttede ham senere den aften. ”Og du holdt godt nok hårdt fast i min hånd”.
Jeg fortæller den her historie til en god og vis ven. Jeg har ringet til ham, fordi jeg igen er blevet så urolig over mine egne tanker. Over om jeg har tænkt mig væk fra Gud. Det er helt tosset, det ved jeg godt. Men sådan er det for mig indimellem.
Han er en virkelig god lytter, min ven i telefonen, så vi når langt omkring. Og jeg fortæller ham historien om den hårde krammer. ”Måske skal du holde fast i den følelse, du havde lige der”, siger han. ”Der i det hårde kram. Og så tænke på, at det er sådan, Gud har det med dig. Mærke, hvordan han har det med dig.”
Det er et godt råd. Det er et godt sted at være, den følelse. Der er meget løgn og mørke og frygt, som kan smelte væk lige der. Ligesom i den her smukke gamle sang af Don Fransisco:
I know what you’ve been hearing
I’ve seen you hide your fear
Embarrased by your weaknesses
Afraid to let Me near
I wish you knew how much I long
For you to understand
No matter what may happen, child
I’ll never let go of your hand
The life that I have given you
No one can take away
I’ve sealed it with My Spirit, blood and word
The everlasting Father has made His covenant with you
And He’s stronger than the world you’ve seen and heard
So don’t you fear to show them
All the love I have for you
I’ll be with you everywhere
In everything you do
And even if you do it wrong
And miss the joy I planned
I’ll never, never let go of your hand
Må du mærke, at Din Store Far klemmer dig. Hårdt. Må du vide, at han holder fast i din hånd. Og at han aldrig giver slip.
Nåde og fred!
