Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 34

For nyligt var jeg i Vestjylland for at besøge det skønne kirkefællesskab Lovsang og Fællesskab – og holde et lille oplæg om at blive som børn igen. Du kan høre med her.

Den afsluttende meditation er en dansk oversættelse af denne her: https://renovare.org/podcast/psalm131-encore.

Transkript

Intro
Om lidt skal vi høre et lille oplæg, jeg for nyligt holdt for nogle fantastiske mennesker. Lovsang og Fællesskab hedder de. Og de bor ovre i Videbæk i Vestjylland.

Men inden vi kaster os over det, vil jeg lige fortælle lidt om den her ildfugle-podcast, sådan lidt mere overordnet. Som du sikkert har opdaget, så kommer ildfugleafsnittene ikke længere med så fast interval. Og jeg tror, det her er en god lejlighed til at gøre afslutningen officiel.

Men jeg lukker ikke podcasten ned. Du kan stadig høre de tidligere afsnit, hvis du vil, og hvis jeg fremover bliver inviteret et sted hen at holde oplæg, vil jeg også fortsat lave det om til en podcast her. Så tak for, hvis du vil blive ved med at abonnere.

Og har du lyst til at dykke mere ned i mine digte og nogle andre projekter, så samler jeg det hele på min hjemmeside. Den hedder enoughabout.me. Enoughabout.me.

Nå, lad os kaste os over det her oplæg, som jeg altså for nyligt holdt i Vestjylland. Det her med at blive som barn igen og med at tage lidt livtag med midtlivskrisen.

*

Ramt midt i livet
Vi skal dykke lidt ned i det med at være barn. Men jeg vil starte lidt i den anden ende. Med et citat, som godt nok er fra en børnebog, men som rammer noget meget voksent virkelig godt ind. Det lyder sådan her:

”Det er mærkeligt, at mennesker kan blive kede af det og vrede, fordi livet er for let. Men jeg tror, det er sådan, det er. Og det eneste, der er at gøre, er at starte på livet på en frisk.”

Citatet er fra en af bøgerne om Mumitroldene. “Mumifar står til søs.” Og det er Mumifar, der har det sådan her.

Jeg tror, Mumifar er nogenlunde jævnaldrende med mig – og mange af jer – her. Lige midt i livet. Lige der, hvor alle de ting, man stævnede ud efter, nu faktisk er opnået. Mere eller mindre.

Måske har man hjemført sin prinsesse eller prins. Fundet ud af alt muligt om kærlighed, som aldrig rigtig var en del af de romantiske komedier, man så i teenageårene.

Måske har man fået børn. Prøvet at blive far eller mor. Til alle mulige forskellige skabninger. Eventyrvæsener og monstre – afhængigt af, hvilken alder de nu var i.

Måske ejer man sit eget hus. Banken vil måske sige noget andet. Men på en måde, i hvert fald.

For mig toppede det hele, da jeg fik en robotplæneklipper. Endelig var der en i huset, som gjorde præcis hvad jeg bad om, når jeg bad om det. Den fuldendte li’som mit lille imperie.

Måske har man fundet sin rette hylde, når det gælder arbejdslivet. Blevet rigtig dygtig til det. En stor fisk i en lille dam.  Eller en lille fisk i en stor dam. Man har et navn!

Man burde jo være glad, føler man. Men det er man ikke. Ikke kun, i hvert fald. Der er den her mærkelige ked af det-hed og vrede, som Mumitroldene også kender til. En følelse af, at… Var det det? Var det det, der var at komme efter? 

Og samtidig, så er der måske en ny urgency, en ny alvorlighed over det hele. For – som Simon Kvamm udtrykker det: Nu er flyet ved at lande. Vi har været vant til, at Livets Fly var på vej opad, fremad. Nu er det ved at lande. Mig og mine jævnaldrende er realistisk set halvvejs. Vi har begreb om, hvor længe der er igen, hvor lang banen er fremad, når vi kigger bagud.

Svar på midtlivskrisen
Det, som gør Mumi-citatet så fint, er, at det ikke kun sætter fingeren på et ømt sted. Der følger en kur med den hårde diagnose: ”Det eneste, der er at gøre, er at starte på livet på en frisk.”

På overfladen kan det se ud som om, det faktisk er det, mange gør helt af sig selv. Deres svar på midtlivskrisen er noget rigtigt dyrt legetøj. En motorcykel, for eksempel. Det minder lidt om barndommens glæde. At pakke nyt legetøj op juleaften.

Andre skifter konen ud med en yngre model. For den fase, forførelsen og jagten, var bedre at være i for dem. Mere spændende og elektrisk. Atter andre hænger fast i redebygger-fasen: Tilbygninger og annekser skyder op som paddehatte.

Jeg selv ender i en slags nostalgisk doom-scrowling på Facebook. Jeg er med i en gruppe, som hedder ”Os der var børn i 80’erne og 90’erne”, hvor vi deler billeder af Hundeprutter fra BonBon, BALL-trøjer, Absolute Music og Coca Cola-yoyoer.

Det kan sikkert alt sammen noget. Men det er ikke at ”starte på livet på en frisk”. Mere at forsøge at vende tilbage til en livsfase, man husker som bedre.

Jesus’ svar
Jeg tror, der er et bedre svar – et meget bedre svar – i det, Jesus har at sige til os om at blive som børn på ny. At finde vores identitet i at være Guds børn.

Selvom det kan lyde sådan, handler det ikke om at gå tilbage. Men at gå frem. At åbne livet op.

På en måde tror jeg aldrig rigtigt, vi har forstået, hvor vildt det er, det med, at vi er børn overfor Gud. At vi er hans børn. Ligesom så meget andet er det noget, som lidt er blevet til en kristen kliche.

Bøn til vores Far
Jeg vil forsøge at åbne det lidt op med noget, jeg lærte, da jeg for mange år siden læste religion i Aarhus. Her lærte vi, at David, digterkongen, ham med Salmernes Bog, var den som ”opfandt” individuel bøn. Før David havde man også bedt til Gud, til guderne, men aldrig som menneske. Som person. Man havde kun bedt som funktion. Som præsten eller kongen eller profeten, som beder for sit folk. Der var det hierarki, det foregik i. Almindelige mennesker. Præst eller konge. Gud.

Men som vi kan se det overalt i Salmernes Bog, gør David det anderledes. Han beder også som menneske. Om hjælp mod forfølgerne. I lovprisning til sin Gud. Indimellem i regulær skældud. Det er meget personligt. Intimt, nærmest, mellem ham og Gud. Rå ærlighed.

Tusindvis af år med ”funktionel bøn”. Nu personlig bøn til Gud. Og så sker der noget mindst lige så vildt, da Jesus lærer sine disciple, hvordan de skal bede. Fadervor. ”Vores far”. Abba. Nogle mener, at det svarer til det engelske “daddy”. Farmand!

Under alle omstændigheder: Kan I mærke, hvor vildt det er at gå fra bøn som noget professionaliseret for præster og konger. Til noget personligt. Og nu til som børn at tale til – at have en samtale med – sin far!

”Der findes kun børnebøn”. Det er omkvædet i en ny børnesang. Det er virkelig klogt sagt. ”Der findes kun børnebøn”. Det er værd at tænke længe over. 

Det er så vigtigt, at vi forstår det her. Hvem Gud er for os. Hvem vi er for Gud. Uanset, hvor voksne vi er gået hen og blevet. Præsten Rich Villodas siger det på denne måde:

De billeder, vi har af Gud i vores hoveder, bestemmer, hvor meget ​​bekymring, vi føler i vores sjæl. Ingen proces, intet værktøj – uanset hvor iørefaldende eller nyskabende – kan lirke os ud af bekymringer, hvis vi ikke lever i denne sandhed: Gud er med os og for os!

Læs det lige igen. Det er et af de vigtigste aspekter af Jesu liv og lære. Jesus ønsker, at vi skal tænke på Gud som Abba, den medfølende og fuldt nærværende, som tager sig af sine børn.

Gud er med os. Og for os.

I sommers blev min dreng, Mads på 7, væk. På en gård på Bornholm, hvor der var en sø midt i det hele. Det regnede tungt, mens vi ledte efter ham. En halv times tid var han væk. Inden vi kunne høre hans stemme.

Den krammer han fik, da vi endelig kunne høre hinanden og løb imod hinanden, der på marken i regnen, den tror jeg aldrig, jeg glemmer. Det tror jeg heller ikke, han gør. ”Du klemte godt nok hårdt”, sagde han til mig, da jeg puttede ham den aften.

Jeg har selv et kæmpe behov for at lade min bekymring smelte i, at jeg er Guds barn. Nogle gange prøver jeg at huske, hvordan den krammer var. For at huske, hvordan Gud har det med mig.

Eugene Peterson, præsten og forfatteren og bibeloversætteren, har fortalt til sin søn, at alle hans prædikener kan sammenfattes i disse ord: “God loves you. He is for you. He is coming after you. He is relentless.”

”Gud er for dig. Gud er med dig. Gud vil ha’ dig. Og han vil gå hele vejen”. De ord sagde han også over sine børn, når han puttede dem om aftenen.

Hvad er det at være et barn?
Det er vildt, det med at være Guds barn. Og i den her forglemmelse, som følger med, når noget bliver en kristen kliche, der ligger der måske også noget om, at vi faktisk helt glemmer, hvad et barn er!

Sygehuspræsten Preben Koch har de her ret ædruelige betragtninger:

”Ved dåben siger vi, at hvis ikke man modtager Guds rige som et lille barn, så kommer man slet ikke ind. Det er et billede, de fleste kender, men for mange er det et glansbillede, et billede på kirkens hellighed.

Man ser en velfriseret femårig i matrostøj, der spankulerer ind gennem perleporten uden at kny, men barnet i det glansbillede opfører sig jo slet ikke som et barn, men som en lille voksen. Det er et glansbillede, jeg gerne vil bryde med. For hvad er et lille barn? Børn er jo ikke sådan nogle små søde engle, der bare gør, som der bliver sagt. Børn kan være både egoistiske og krævende.

For mig er barnet i billedet et 18 måneder gammelt barn, der kl. tre om natten står og rusker i sin tremmeseng – og skriger. Det siger ikke: “Kære forældre, hvis en af jer skal på toilettet i løbet af de næste fire timer og liiige kommer her forbi, så vil jeg gerne bede om et glas vand.”

Det er tørstigt, og det skriger. Og forældrene accepterer, at det skriger, de har ikke engang behov for, at barnet forklarer, hvad det vil. De ved godt, hvad det savner og kan finde ud af, hvad der skal gøres.

Det, som derfor ligger i dåbens ord, er ikke at vi skal tage matrostøj på, når vi nærmer os perleporten. Det betyder, at hvis vi i alvorlige situationer ikke tillader os at være lige så spontane, som et lille barn er spontant, hvis ikke vi skriger, som et lille barn skriger, så opdager vi ikke Guds storhed.”

Brug lidt tid på at overveje, hvordan det ser ud for dig at nærme dig Gud på den her måde.

(Pause)

Et andet sted i bogen ”Skæld ud på Gud” beskriver Preben Koch det med at blive voksen som en indsnævring. ”I takt med at vi er blevet voksne, er der også mere og mere, vi må tage ansvar for”, siger han, ”fordi vi faktisk får magt over vores handlinger på en række områder, så her forsvinder en frihed faktisk lidt efter lidt. På en måde bliver vores “leverum” mindre og mindre med alderen, så det at blive voksen er noget, man indskrænker sig til at være.”

Men vi kommer også til at lægge noget fra os, som faktisk ikke har med sundt voksenansvar at gøre. Men bare fordi, vi på en eller anden måde finder det mindreværdigt. Aggressivitet eller ynkelighed er ikke noget, vi typisk er så stolte af som voksne.

Og det kan da også være uhensigtsmæssige følelser og energier. Men måske kan det faktisk være et rigtigt godt sted at være sammen med vores Far (- stort F). At være lidt aggressiv. Eller dybt ynkelig. Hvis det er det, man faktisk er. Det er ok! Måske er det faktisk det eneste rigtigt ærlige sted.

Gud, Vores Gode Far, kan sagtens rumme det. Og jeg tror, det kan være frigørende, helende, for os selv, at… det er ok! At det er en afklaret del af, hvem vi er.

Leg og skabelse
Et andet område, vi som voksne skal tilbageerobre lidt, det er det, som handler om leg og kreativitet. Det er simpelthen alt for vigtigt til, at det skal være forbeholdt børn! Det går ikke.

I virkeligheden tror jeg, at leg og skabelse er i Guds væsen. Og at det skal smitte af på os i alle aldre.

En af mine yndlingssalmer er Salme 104. Den er bare vildt sprudlende at skaberglæde og vildskab. Der, hvor det går højest, skaber Gud, Livjatan, søuhyret, til at lege i havet – eller måske endda for, at Gud kunne lege med det – det er oversætterne lidt uenige om.

Filosoffen Dallas Willard siger, at forskellen på arbejde og leg er, at arbejde er skabelse af værdi, som er nødvendig – mens leg er skabelse af værdi, som ikke er nødvendig. Arbejde er skabelse af værdi, som er nødvendig. Leg er skabelse af værdi, som ikke er nødvendig.

Jeg synes, der er sådan en frihed i det. Tænk, en rigdom at kunne bruge sin tid på noget værdifuldt, som slet ikke er nødvendigt! (Og tænk, hvilken fattigdom, hvis man ikke kan.) Det er noget af det, vores gode gamle dronning var inde på for et par år siden: Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt! .

Har du tænkt over, at voksne tit har den her ting med, at hvis vi gør noget unødvendigt – spiller badminton, tegner eller maler, skriver digte, laver ting i ler – så skal vi gerne lige føje til: ”Men… det er altså ikke noget, jeg er særlig god til” eller ”Det er altså ikke fordi, det er på så højt et plan” eller hvordan vi nu siger det.

Her er et område, hvor vi som voksne bare helt entydigt skal lære af børnene. De tegner, fordi de synes, det er fedt. De laver mærkelige maskiner i LEGO, fordi de synes, det er sjovt.

Så har vi voksne jo så den her ting med, at vi lige skal vurdere det, de laver: ”Hvor er det en flot tegning” osv. Det skulle vi nok ta’ at lade være med. Men heldigvis er de som regel jo bare enig i, at de er totalt verdensmestre i det, de laver. Og det er nok den sundeste respons.

I corona-tiden begyndte jeg at bygge med LEGO igen. Som et alternativ til at begynde at strikke. Det er jeg ikke helt cutting edge nok til. Men jeg trængte til noget at sidde og sysle med for at få ro på mit nervesystem.

Så jeg købte LEGO at lege med. Ikke sammen med mine børn. Nogen modeller, som gav mening for mig. Måske siger jeg det mest her, for at forsvare det lille projekt. Men jeg synes faktisk, det kan være en helt lille åndelig disciplin for mig nogle gange. Hjælpe mit tågede hoved lidt ned i virkeligheden. Hjælpe mine bønner derned, hvor de handler om Guds hjælp til at finde så’n en 2 x 4 plade. Det er en god børnebøn.

At blive som barn er overgivelse
Der er noget, vi skal gribe. Det er det her med at blive som børn. Men der er også noget, vi skal slippe.

Jesus siger på et tidspunkt til Peter: “Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.”

Det her kalder Henri Nouwen “modenhed i åndelig forstand”. Prøv at lægge mærke til, hvor meget det minder om at være barn. At strække sine arme ud og lade en anden binde op og føre dig. Nogle gang der, hvor man ikke har lyst til at komme hen.

Der er noget, vi må sige farvel til, hvis vi skal favne det helt, det med at være barn. Vores uafhængighed.

Det kan virke paradoksalt, for er det ikke netop det, vi har stræbt efter indtil nu? Men ikke desto mindre er det en del af pakken.

Vores selvhøjtidelighed. Den må vi også give fra os. Sådan en kan også dukke op her midt i livet. Følelsen af at være en self made man eller woman. Hvis det går rigtigt galt, glemmer vi helt taknemmeligheden. At alt i livet er en gave – også lønchecken. Måske mister vi helt evnen til at grine af os selv. Det er lidt af en åndelig alarmklokke.

Den engelske forfatter, T. S. Elliot, siger, at “de fleste af verdens problemer skyldes mennesker, som ønsker at være betydningsfulde.” Gud, fri os fra det!

Sommerfuglen
Åndelig modenhed er overgivelse. Åndelig modenhed er at blive som et barn. Men ikke på den måde, at vi skal tilbage til, hvor vi kom fra. Jeg tror, at en bedre måde at sige det på er, at hvor vi indtil nu typisk har stræbt efter at komme fremad og opad i livet. Så handler det måske nu, her, midt i livet, mere om at komme ned ad. Indad. Søge dybt. Nysgerrigt. Søge tættere på Gud. Overgive sig til Ham på en helt ny måde – fordi vi nu gør det i voksen frihed.

Vi giver Gud vores uafhængighed tilbage.

Erkender, at vi er fuldstændig afhængige af Ham.

Teresa af Ávila, den spanske nonne og mystiker fra det 16. århundrede, hun beskriver det her sted midt i livet i smukke håbefulde vendinger. Hun beskriver det som overgangen fra at være larve til at være sommerfugl.

Måske skal nogle af os mænd – midaldrende, flot dunk, vigende hårlinje – lige arbejde lidt med det billede. At det er nu, vi er ved at blive til en sommerfugl. Måske skal vores koner også… Men… bliv om bord, for der er noget at hente her.

Man kan beskrive kristenlivet i de her tre stadier:

1. Omvendelse eller åndelig vækkelse. Det er her, man stiger om bord på toget. Finder ud af, at der – ægte! – er mere mellem Himmel og Jord. Du kobler op på en præst eller et alfakursus eller en god ven.

2. Så kommer man til Læringsfasen. Det er her, man lærer, hvad det hele går ud på. Troens love og regler – både de formelle og uformelle – og hvem, der er indenfor og udenfor. Doktrinerne.

3. Hvis alt går godt hertil, når man til den fase, som handler om Lederskab og tjeneste. Mission og evangelisation. Ungdomskirkeleder. Lovsangsleder. Og alt det andet. Det er her, det sker!

Mange kirker er ret gode til at være rejseledere for os. Indtil dette punkt. For vi tror, at det er endemålet.

Men rejsen stopper bare sjældent her. For mange af os kommer der nogle flere faser. Og de er vigtige.

Teresa af Ávila kalder disse tre første faser for larvestadier. Der er så’n en vis grådighed på spil. Larven vil have mere og mere og mere. Det er dejligt at følges med unge mennesker, når de er der. Masser af appetit på Gud og kirke og åndelighed.

Den gode nyhed er, at vi ikke er skabt til at være larver. Men til at være sommerfugle. Den dårlige er, at det er en ret voldsom proces.

4. Det fjerde stadie, Pubben, er nemlig et krisestadie. Det er et sted, hvor alting smelter. Sådan er det helt bogstaveligt for sommerfuglelarven. Dens krop og alting smelter og falder fra hinanden, derinde i pubben.

Måske synes du, der er ting, du altid har troet på, som ikke længere rigtigt giver mening. Måske mister du glæden ved lovsang, prædikener eller andre trosudstryk. Måske er der ting i Bibelen, du har virkeligt svært ved at acceptere. Eller som gør dig bange. Måske tvivler du på Gud selv!

Måske vender du det ud ad og bliver meget kritisk overfor ting i kirken. Måske vender du det indad.

Kirken er tit god til det med at gro i tro. De kristne venner er gode at følges med i larvestadiet.

Men vi er ikke altid helt vildt gode til spørgsmål og tvivl. Derfor kan det være et lidt ensomt sted at være, det her. Et sted, vi skal være bedre til at bære hinanden i.

Og så er det et godt sted at få at vide, at du er ikke ved vejs ende! Selv om alting smelter, så… bliver det godt! Sommerfugleagtigt godt!

5. Fase fem kan vi kalde En ny start. Den bryder ofte frem, når man forliger sig med at leve i nogle paradokser. Affinder sig med, at der ikke er svar på alle hvorfor’erne. Hvem der er ude og inde. Men der er nåde. Også for dem, som er kravlet ud af kokonen. Nåde. Også for dig! Måske er det først nu, du rigtigt forstår det!

Og så kan det hele begynde at minde lidt om fase 3. På overfladen, i hvert fald. For nu tjener du ikke ud af skyld eller fordi du bør. Du gør det, fordi du gerne vil. Der er en anden lethed over tingene. Væren og gøren glider sammen. Det er faktisk lidt som om, der bryder en kilde af levende vand frem fra dit indre.

6. Og så går der ren somerfugl i den! Fase seks kalder vi Hvile i Gud. Bare at være og hænge lidt ud som en gren på et træ. For måske var det hele tiden det, Gud ville ha’. Måske var det dig, han ville ha’.

Det er et nyt sted. Men det er også et barnestadie. Som Desmond Tutus smil og grin. Som gamle mennesker, som beder til Jesus som små børn. Det er der, vi skal hen!

Meditation
Vi vil slutte af med en lille bibelmeditation. En meditation over min yndlingssalme. Den er skrevet af en guldalderkonge i sine velmagtsdage. En stor mand, som havde fanget det med, at han alligevel, over for Gud, først og sidst er et lillebitte barn. Det er Salme 131 af David.

Sæt dig godt til rette. Måske lidt ret og med hænderne på lårene. Lad ansigtets muskler slappe helt af. Spænd af i skuldrene. I kan bare lukke øjnene og slappe helt af. Så taler jeg os igennem det hele.

Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte.
Jeg omgås ikke med store planer, der er for underfulde for mig.
Nej, jeg bringer min sjæl til hvile og ro;
som barnet hos sin mor,
som barnet er min sjæl i mig.
Israel, vent på Herren fra nu af og til evig tid!

*

Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte.
Jeg omgås ikke med store planer, der er for underfulde for mig.
Nej, jeg bringer min sjæl til hvile og ro;
som barnet hos sin mor,
som barnet er min sjæl i mig.
Israel, vent på Herren fra nu af og til evig tid!

*

Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte.
Jeg omgås ikke med store planer, der er for underfulde for mig.

Det er ikke så lette ord for os, som lever i et samfund, der er opsat på vækst og præstation. Opsat på succes.

Et samfund, der fortæller os, at vi kan gøre hvad vi vil, og være hvem vi vil.

Gud, vi er gamle nok til at vide, at det ikke er sandt. Og at det ikke er en dårlig ting.

Den her bevægelse hen mod at finde vores plads, vores bane, vores rytme i livet med dig, Herre, uden stolthed i øjnene, uden at beskæftige os med ting, der alligevel er for store til os. Det er en god ting!

En bevægelse ind i sandheden, i modtagelsen af, hvad Du har til os.

Og så er det en stor glæde ikke at løfte blikket for højt. At holde hovedet nede. At følge Dig, Jesus!

Vi vil ha’ lige præcis det, du har til os.

Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte.
Jeg omgås ikke med store planer, der er for underfulde for mig.
Nej, jeg bringer min sjæl til hvile og ro;
som barnet hos sin mor,
som barnet er min sjæl i mig.

Hvor længes verden bare efter netop det! Hvor længes vi efter det. Ro. Fred.

Vi ser det her billede for os at et spædbarn i sin mors arme. Måske har det lige fået mad. Fået bryst. Så kan spædbørn se sådan helt salige ud. Faktisk ligner det lidt, at de har drukket sig fulde.

Gud, vi vil forene os med dig. Med din dybe glæde! Med din ro og fred.

*

Gud, vi bekender for dig, at vi søger ro og fred i så mange andre kilder. Kilder, som ikke slukker vores tørst. Men faktisk bare distraherer os.

Gud, hjælp os til at finde vores kilde til ro, vores kilde til fred, vores kilde til glæde og alt liv hos Dig.

som barnet hos sin mor,
som barnet er min sjæl i mig.
Israel, vent på Herren fra nu af og til evig tid!

Vi venter på dig, Herre. Vi håber på Dig, Herre!

Vi tager imod din invitation til at vente på dig, til at håbe på dig. Og det er et håb, som aldrig skuffer!

Vi giver dig alle vores falske håb. Lønchecken, pensionen, velfærdssamfundets institutioner. Alt det, der ikke er dig!

Vi venter på dig, Gud. Vi håber på dig. Mere og mere. Dag for dag.

Med dine børn gennem hele historien. Ud over hele verdenen. Gentager vi:

Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte.
Jeg omgås ikke med store planer, der er for underfulde for mig.
Nej, jeg bringer min sjæl til hvile og ro;
som barnet hos sin mor,
som barnet er min sjæl i mig.
Israel, vent på Herren fra nu af og til evig tid!

Amen!

*

Tak for, at du lyttede med!

Nåde og fred!

*