Nogen siger, at man er alle de aldre, man har været.
Efterhånden har jeg været virkelig mange. Men aldrig nogen så meget som 16.
Aldrig noget så meget som elev på efterskolen i Løgum Kloster.

Man burde tage derned og holde et natgilde.
Med brandstiger og kopieret A-nøgle og Benjamin i spidsen for hele denne højspændte mission.
For hvad, hvis vi bliver opdaget?
Vil de kunne forstå det, eleverne på en tredjedel af vores alder?
Jørn, som jo både er en af os, og forstander på skolen i dag?

Han blev for resten militærmand, Benjamin.
Talsmand for de danske krigsveteraner. Kandidat til ”Årets Dansker”.
Vi, som kendte ham, da han var 16, blev ikke overraskede.
For loyalitet, varmt venskab og lederskab af den ægte slags bankede rundt
blandt de røde og hvide blodlegemer i årerne på ham og bag de brændende øjne.

Til et natgilde, hvor vi på den måde, som elitesoldater, havde indtaget skolens hal,
tabte jeg et slag askepot. Det var, da cigaretten var hos mig, at asken røg af.
En kammerat og jeg blev sanktioneret to runder i hallen i løb og uden en trævl på kroppen.
Undtaget et slips, selvfølgelig. De var jo ikke urimelige.
Friheden i bare at galopere afsted og mærke… slipset feje fra side til side!
Gad vide, om det er sådanne 16-årserfaringer,
som får så mange af mine jævnaldrende til at vinterbade?

Det tager lang tid at få efterskoleunger i seng. Lige så lang tid som almindelige unger.
For ”jeg skal lige…”
Og det, vi skulle, var at kramme.
Det var ikke noget, jeg havde brugt, før efterskolen. Men hernede
– der var jo hele sovegange af piger at sige godnat til! –
gav det så ubetinget mening!
Så god mening, så det var lidt en chance at tage,
hvis man havde de der løse lyseblå bukser fra efterskolefritidssættet på.
På den måde var det ikke altid lige let dengang.

Tænk, hvis man kunne tage tilbage og fortælle ham den 16-årige fyr,
hvor vildt det er, hvis man på et tidspunkt får sin helt egen.
Og helt bliver en andens.
Og så bare øver sig på at kramme alt det, man kan,
til man næsten taber pusten!

Mens vi andre krammede lystigt væk, hernede i Sydens Løgum Kloster,
krammede Jesper mest på Elsebeth derhjemme fra.
Det gør han stadigvæk.
Og det, synes jeg, er så smukt.

Så var der dengang, vi lavede en slags sit-down demonstration i dagligstuen.
Det handlede om den sorte bog.
Den, som vores forskellige efterskolesynder stod opremset i:
Indendørs rygning. Natgilder. Drengebesøg på pigegangen. Pigebesøg på drengegangen.
Den slags.

Vi var vrede. Fyrige og tændte. Og Morten, som kun gav sig af med de helt store ting i livet,
lød som Martin Luther King, når han svovlede mod Den Sorte Bog.

Jeg ved, at det føltes skønt.
Den måde, blodet rullede på, og den måde, vi stod sammen på.
Sad sammen på.

Mærkeligt nok er jeg aldrig blevet lærer. Så jeg tør ikke helt sige, at vi havde ret.
Men jeg ved – ved! – at vi var stødt på en sandhed så meget meget meget større,
end noget, som har med en sønderjysk efterskoles sanktionssystem at gøre:

Synderegistre er ment til at blive brændt!
Af alle de sandheder, jeg dengang og siden er stødt på, er denne den største:
Synderegistre er til for at blive brændt.
Ja, hvad mere er: Der er en kraft i verden
– af venlighed og ultimativ ubetinget tilgivelse –
som er så optaget af det her, at den opsøger os, mere end at vi finder den.
Et gulv så dybt i universet, at når man falder og falder og falder og falder,
og alting falder sammen indeni og rundt omkring.
Så lander man her.

I mødet med et ”Dine synder er tilgivet. Gå bort, og synd ikke mere.”
Et spørgsmål om, hvor langt der mon er fra østen til vesten
og hvor langt væk tror du så, hele din sorte liste er?
Et par øjne så brændende kærlige, at man kan se, at de ikke bare ville dø for en.
Og næste gang, man lander der, er det præcist det samme.

Der er en hvisken i verden, som fortæller os:
Synderegistre er ment til at blive brændt!

*

Jeg er faktisk 45. Mere fornuftig.
Har tygget nikotintyggegummi i 10 år og Stimorol i fem.
Haft 10-års jubilæum på mit job hos Kræftens Bekæmpelse.
Men hvis Beuschau bød mig en rød Cecil
I rygegårdens mennesketomme ruiner,
tror jeg ikke, jeg ville sige nej.