Ethvert træ er et fyrværkeri i eksplosion
for den, som langsomt nok betragter
En klimakærlig konfettikanon.
Et eventyr i fire akter.

Først sommeren, hvor alt er gult og grønt
eller en magisk mellemnuance.
Og lyset lyser lovsangskønt.
Natten har ik’ en chance!

Men så ud af ingenting bliver det rodkoldt
og blæsten trækker i træets blade.
De første falder og tager ophold
på jordens brune flade.

Tænk, at overgi’ sig stille som et blad
– ej som en kryster på svømmehalsvippen.
Og svæve sin skæbne så barneglad
imod, oh, salig slippen!

Og netop der, hvor alt er skidt og opslidt,
og der ligger visne blade alle vegne,
farves brunt i frossent hvidt.
Det sidste liv må segne.

Vil du da lige se, hvad kærligheden gør!
Mit vinterfrosne hjerte klapper.
Det grønnes i alt, der tør!
Skyder rundt med knopper!

Som et guddomsspor, et “window in the skies”
deles sande sagn om en kadence:
Call, rise, fall – og med et: surprise!
Som træårets renæssance.

Som Frodo, der forlader hobbitternes by
med hånden om ringen i sin lomme.
Én havde han, men du får en ny,
hver gang året er omme.

Ethvert liv er en kærlig konfettikanon,
når man lytter til træernes tone.
Fra Kundskabens træ og Korsets kokon
til Livstræets dansende krone.