I Sydafrika et sted går et smil rundt med en biskop på
Hans liv det vidner om hvad tilgivelse og forsoning kan opnå
Og de mirakler, der kan opstå,
når Guds ånd den får krop på.
Hans navn lyder som et uafgjort Premier league-resultat
Men hans liv er en ret overbevisende sejr, for hans folk og hans stat
*
Forestil dig, at du har set din ven få placeret et bildæk om halsen med ild i,
og nu er tyranerne endelig trængt, og det er nu, du kan få dem ned og sat scoren lige.
Englene græd allerede, og dæmonerne havde sat sig til rette med popcorn og slik,
mens de ventede på et orgie af vold i sort-hvid. Men sådan gik det slet ik’!
Med fængselsportene bag sig. Øjne uden hævntørst; men helt guddommeligt rebelske.
Fortæller Mandela os. At hvis mennesker kan lære at hade; så kan de også lære at elske.
*
Du har sikkert ikke selv sæde i nogen sandheds- og forsoningskommission
Og at stå med sit lands fremtid på ryggen er sikkert langt fra din situation.
Men du kender den der djævelske omvendte tyngdekraft, som gælder
på konflikttrapper og i vredesspiraler og i de indre gældsfælder,
når du skriver dine bitre noter op i den lille sorte regnskabsbog
om din næste tackling, der skal mærkes som at blive ramt af et tog.
Og når du tænker over det, du bare lige sku’ ha sagt, der,
for at afklæde og udstille og bare lige vise, hvem du er.
Det voldsomme er, at Jesus, som jo også selv var kendt med lænker
kigger mest på indersiden af koppen; og at han faktisk tænker,
at det frø som skyder vrede og bitterhed og bryder dine relationer
er det samme, som i et andet vækstmiljø spreder krige og vold i nationer.
Du har sikkert ikke ansvar for storpolitik og mellemfolkelige bånd
Men når du rammes af et menneske, holder du noget af dets liv i din hånd.
Bemærk, at tilgivelse ikke er at undskylde eller at prøve at glemme
Eller at forsøge at tale dine smerter ned til de ikke er så slemme.
Der findes ikke en undo-knap i dit sind. Man kan ikke bare lukke ned.
Og at forsøge at slette sin mentale historik er ikke vejen til fred.
Tilgivelse betyder til gengæld bare, at der ikke er nogen gengæld.
At du opgiver dit krav og streger regnskabsposterne ud i din sjæl.
Det kan ikke altid redde din relation, men skal du videre selv,
er det godt at kunne sige “Ha’ det godt!”, når du siger farvel.
Og sikke skuldrene er fri, når man endelig får rygsækken af!
Og himlen er lidt mere blå, og fuglene synger mere på sådan en dag.
De siger, at hævnen er sød. Det er løgn. Men at slip’ den, det er.
Og ingen gave, du kan gi’ til dig selv, kan være lige så meget værd.
Måske er det også derfor, at hvis du ikke tilgiver, så tilgiver Gud heller ikke dig.
For Han vil, at du skal rejse let, når Han siger “den her omgang er på mig”.
Men hvad hjælper det, hvis du så bare fylder de andres skyld i din sæk?
Eller sender regningen videre og insisterer på at indløse andres overtræk?
Der er sat søm i alt dit eget crap, og du er fri af din forbandelse.
Giv det videre og lad det gi’ genlyd til det vækker stor opstandelse!
Så ræsonnerer din og Tutus stemme i det samme vilde råb
Om forsoningens magi og tilgivelsens fremtidshåb.