Så ligger jeg igen og kigger op på Dine sandaler
med munden fuld af søvand og øjnene lukket tæt.
I bølger kan jeg faktisk sagtens høre de ord, Du taler.
Men at række hånden op, det virker li’som lidt for let.

For der er virkelig meget mørke nedenunder mig i vandet.
Problemer så komplekse som sammenviklet tang.
Og tusind stemmer hvisker snart det ene, snart det andet.
Der er en malmstrøm af data, hvor mit fokus var engang.

Og hvad jeg selv har tabt, må jeg vel selv tilbagevinde?
Når lyset rammer rigtigt, skimter man et trappetrin.
Men straks man sætter foden på det ser man det forsvinde.
Jeg træder bare vande. Og så prøver jeg igen.

Andre gange så har jeg det mere som en fisk i vandet.
Og glemmer at du går deroppe og rækker hænder ud.
Når stormene er stille og de skrigende måger landet,
hvem har så i grunden brug for at have sig så’n en Gud?

Hernede flyder al ting, og ingenting har navne.
Gollum prøver igen at drukne Smeagol i mit sind.
Har glemt, hvem jeg er. Og hvor kan man bare savne
et andet spejl end søens dyb. Det gør mig nærmest blind.

Ved ikke helt, hvordan Du får mig trukket ovenvande
Men nu er jeg her, og vi er her, og sikke man er fri!
Her ved jeg igen, hvem jeg er. De øjne er så sande!
Det er ikke søens vandspejl, men dit blik, jeg ser mig i.

Det vilde er, at det er her i vinden, jeg har hjemme.
De her nærdødsoplevelser er ikke nogen lov.
“Vil du med på en søvandretur?” spør’ nu en velkendt stemme.
“Ku’ være der var fler’ end dig, der havde hjælp behov :-)”

Yes, Sir! Led mig til en tro, der sprænger hver en barriere!
En tillid der bliver stærkere i takt med skridt med dig,
så vi går en tur på vandet, når du kalder på mig, Herre.
Mens jeg har lidt gåsehud over, hvor meget du tror på mig.