Der er eventyr, som ikke burde være til, hverken i Nangijala eller her hos os.
På min skærm skyller en treårig krop op på en strand – hans båd nåede aldrig til Kos.
De der bittesmå buttede arme… Inde i stuen kravler min egen tykke dreng rundt.  
Hvis nogen har en løsning på det ondes problem, ville nu være et virkelig godt tidspunkt.  

Dine venner bad Dig lære dem at be’, og jeg ved, at den her bøn er til os.
Men nogle gange vil jeg ikke lære at be. Vil Du ik’ bare lære mig at slås?
Jeg vil ikke fries fra det onde! Jeg vil give alle de Helvedes idioter modstand!
Og rive deres egomure ned, så der aldrig igen flyder babykroppe i land.

Men jeg kan ikke slås. Og jeg ved egentlig godt lige lidt længere inde.
At den her krig er den type krig, som kun Du nogensinde kan vinde.
Og jeg tror på, at Du græder med os. Min vrede er intet mod Din hellige harme.
Og jeg ved, at du kender og elsker ham dybt, ham drengen med de små buttede arme.

Og jeg ved også godt, hvor åndssvagt det er, det med at dele mennesker i gode og onde.
Hvordan distinktionen mellem monstre og mænd får os ud, hvor vi ikke kan bunde.
Som dengang vi ville udrydde ondskaben, der i starten af nullerne.
Og vi troede, at det gode sådan set havde sejret, og nu skulle vi bare lige ha’ fyldt hullerne
Der sad vi i vores ideologiske glashus og kylede omkring os med bomber og  sten,

men hvis der findes en akse af ondskab, går den midt igennem os, hver og en.

Og vi troede, vi kunne gå i krig mod terror og begå terrorangreb mod krig,
men det endte op med, at vores bedste unge stablede bizarre bunker af lig
og ydmygede og torturede fanger bag Abu Ghraib-fængselets porte
som om Fanden tog ved dem og klemte til deres hjerter blev små og sorte.

Du lærer os ikke at forstå ondskaben. Du vil bare fri os fra den.
For den er flydende og uden navne. Og vores ord glider alligevel af den.
Men du lærer os, at den findes i tre dimensioner: Kødet og Djævelen og verden.
Det interne, eksterne og systemiske. (Hvorfor glemmer vi altid mindst en af dem?)
Eller drengen og heksen og vinteren, som i det gamle eventyr af CSL
Om løven, der frivilligt lader sig binde og pine og slå ihjel,
og som indvier os i mysterier, så en lille bid af sløret hæves,
om hvordan Du vil vende ondt til godt, så det ikke engang er forgæves.

Og vi kan være med og kæmpe – både i og uden for os selv.
Som en Army of Open Arms, der har sagt sværdet farvel.
For her er The Rules of Engagement: Det er Guds krig, og vi følger efter.
Og den eneste godkende kampteknik er at elske af samtlige kræfter.
Som den stædige vestjyske præst, som talte imod det tredje rige  
og med tyngden af martyrblod og -bagage var fri til at sige:

Velan! så får du kæmpe og tro trods fald og brud,
at stor er vel Guds fjende, men større er dog Gud.

For du har allerede brudt forbandelsen, selv om ondskaben endnu ikke er væk,
og selvom smerten ikke bliver mindre af, at den kun er krampetræk.
Du kortsluttede alt ondt lige der, mellem sømmene i dine hænder
i et eksploderende lyshav, som i scenen, hvor Neo og The Matrix ender.
Du tog det tilbage som i The Green Mile, når John Coffee inhalerer.
Og så åndede du ud. Som når du blæser liv og får nye ting til at eksistere.

Det liv, som skubbede stenen til side og gik sig en morgentur i haven,
er en ny slags liv helt befriet fra ondskab, som ingen kan lægge i graven.

Det er det, vi står her og tror på. Og vi håber med håb imod håb,
at du vil svare et hviskende “Hvor længe?” som ekko af brølende råb.

Fri os fra det onde, sæt Din sejr fuldt igennem, Herre!
Vi længes efter den dag, du flytter alting hen, hvor det egentlig skal være.
Den dag flyder børnekroppe ikke mere i land. Havet er slet ikke mere.
Da har den nye slags liv spredt sig overalt, og Kærligheden selv skal regere.