Christian X

Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 18

Et digt om Christian Eriksen. Og Simon Kjær. Og brudte hjerter.

Læs digtet: https://enoughabout.me/post/654221947046182912/christian-x-et-hjerte-der-virker-er-et

Transkript

Det der granatchok af stilhed, da du tjekkede ud
Og det elektrochok, da du kom tilbage. Tak Gud!
Har  aldrig mødt dig, men du er flyttet ind i mine tanker.
Kender dig ik’ men i mit bryst kan jeg mærke dit hjerte der banker.

De si’r fodbold bare er et spil, at det bare er leg,
og lige der blev det hele da også helt ligegyldigt for mig.
Men selvom det bare er for sjovt,
er det så ikke lidt sjovt,
at det lige er anføreren, der fører an,
og spurter det meste af en bane
for at få tungen ud og luften og livet ind,
mens det begynder at regne ned ad hans kind
og har blik for andres sorg igennem sine egne tårer,
og kan gå de der skridt ved siden af din båre?
Når det er liv og ik’ spil, så forsvarer han hele vejen.
Når vi ik’ leger mere, er Simon Kjær stadig kaptajn.

Når vi leger, er det Kasper, som kan samle et hold danskere.  
Nu samler han dem alle sammen op i sine kæmpestore handsker.
Keeper-krammere, der vist gi’r overmenneskelige kræfter.
Han ligner lidt den far, det her samfund sukker efter.

Det er for sjovt, når vi leger, at vi hader hinanden
og håber, at AC – bare en enkelt gang! – ville gå efter manden
Når det ikke er leg, så råber blod til blod
rødt og hvidt til hvidt og blåt – og alle andre, vi har spillet mod.
Sikke en salve for sjælen, når deres spillere klapper os tilbage.
Det her er ik’ mere et spil, men hjertesprog. -rytme. Og -slag.  

Li’som Lukaku, som tømmer det hele ud i et TV-signal.
Li’som Son, hvis fingre former et treogtyvetal.
Li’som Tyskland, Sverige, Holland og andre gode venner.
Li’som himmellængte øjne. Alle de foldede hænder!

En mærkelig sandhed finder frem imellem tankemylderets skygger:
Et hjerte, der virker, er et hjerte, der er i stykker.

“En fantastisk fodboldspiller – og en endnu bedre person.”
Pæne ord til en gravsten. Men du har ik’ brug for nogen! ❤
Men måske skulle du ha’ dig et nyt navn, selv om de ellers sang dit så flot.
Så’n et som Lazarus. Det ville ramme ret godt.
“Gud hjalp!”, betyder det vist. Og hvor får det min glæde på gled!

Velkommen tilbage.

Til livet og legen. 

Sejren vindes. 

På det brudte sted.