Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 19
Vi fejrer, at Christian Eriksen snart er tilbage på banen – ved at genleve hele det store epos og trække noget af dets skønhed og visdom frem.
Læs mere her:
– Virtue Reborn, N. T. Wright, 2010
– We Are The People [UEFA EURO 2020 Song], Martin Garrix feat. Bono & The Edge: https://youtu.be/kGT73GcwhCU
– If it be your will, Leonard Cohen: https://youtu.be/9mqhuNrdwFw
Transkript
Hej og velkommen til min podcast. Det er det her sted, hvor jeg præsenterer dig for et af mine digte, noget spoken word eller en poetry slam. Og så prøver vi at gå lidt ind i mellem ordene og bag om det hele. Jeg håber, du har noget godt i din kop og godt med ro om ørerne. Tak fordi, du lytter med 🙂
*
Det er ik’ champagne, jeg har i glasset. Men det burde det være 🙂 For lige om lidt, der skal vi se Christian Eriksen komme ud på græs igen. Lige om lidt, der får han debut for sin nye klub Brentford. Og dermed, der er en af de fineste historier de sidste år – og en af de eneste, som endte lykkeligt, ved at nå helt i mål.
De fleste – i hvert fald de fleste af os, som sætter pris på fodbold – vi ved, hvor vi var, og hvordan det var, den dag i juni, da Eriksen pludselig faldt om. Det der uhyggelige og sjælløse blik, der på en måde stirrede lige i øjnene på kameraet – og alligevel slet, slet ikke gjorde det.
Jeg havde sat mig til at se kampen sammen med mine børn. Johanna, som var 6, og Mads, som var 4. Heldigvis – heldigvis! – syntes Johanna, at fodbold alligevel var ret kedeligt, så hun var gået op på sit værelse. Og Mads var faldet i søvn, inden det skete.
Først, så slukkede jeg TV’et. Jeg kunne ikke se det. Og jeg synes, at det hele – det EM, som jeg bogstaveligt talt havde glædet mig til i årevis, som jeg var så helt vild begejstret for, nu skulle i gang – nu var fuldstændig ligegyldigt.
Men jeg kunne ikke slippe det. Jeg kunne ikke slippe Eriksen. Så jeg fandt kampen på min mobiltelefon. Og så gik jeg rundt med mobilen op til øret som om jeg snakkede i telefon med nogen og lyttede og lyttede. Uden risiko for at se flere af de der billeder. Indimellem, hvis der var et lille tegn, en lille udvikling, løb jeg ind til min kone i stuen – hun er sygeplejerske med mange år på en intensivafdeling – og spurgte, hvad det og det mon betød, og om det var godt eller skidt.
Der var mange som mig. Det ved jeg. Og, åh, Andreas Kraul og Morten Bruun, hvor gjorde I det godt. I varetog en gruppeterapi som ingen før jer.
På min uafbrudte gåtur – jeg kunne slet ikke stå stille med det – kom jeg over til min gode nabo, Anders. Han har større børn end mig. Og de havde set kampen allesammen. Og så havde de bedt sammen. Bøjet hovederne og bedt.
Og senere på aftenen, da meldingen kom om, at nu. NU! var Christian vågnet. Så havde de kombineret alt det allerbedste fra en god og from takkebøn til Gud med den vildeste gladeste lå-lå-lå kultur fra stadion og hoppet rundt i sofaerne! Sådan havde jeg det også. Jeg takkede Gud med hele min krop og var lige ved at glide på knæerne gennem haven, mens jeg gjorde det.
Jeg har jo aldrig mødt ham. Ham den unge fynbo med de for en dansker så usædvanligt velkoordinerede fødder. Men så meget kan man åbenbart godt holde af en fyr, man ikke kender, når det hele, det går ned. Når det, som skulle være leg, blev til drabelig alvor. Når en ung og gennemsympatisk mand i sin allerbedste, stærkeste og mest vitale alder, pludselig får al livskraft suget ud af sig for et øjeblik.
*
Og så det der fantastiske paradoks, som viser, hvad fodboldkultur virkelig kan. På en måde var det hele jo ligegyldigt. Men pludselig blev det hele så betydningsfuldt, som noget på et fodboldstadion aldrig har været før. De finske og de danske fans, som på skift råbte “Christian” og “Eriksen” til hinanden – på den måde fodboldfans jo plejer at råbe mere eller mindre intelligente forhånelser og smædesange efter hinanden. De finske spillere, som klappede de danske ind på banen, da kampen blev genoptaget. Det skulle den selvfølgelig aldrig have været, kampen, det er klart nu. Men det tager ikke det mindste fra de finske spilleres reaktion.
Tænk, at hele den setting, som mange af os bruger lidt som en ventil for alle vores mindre pæne sider – det er jo her på stadion, det er ok at forhåne, at være en virkelig dårlig både taber og vinder, at råbe dumme ting, som man sikkert aldrig ville sige andre steder – tænk at præcis det her sted kunne bruges til at udtrykke kærlighed på så stærk en måde, så kirker og katedraler må ha’ set misundeligt til!
Så kom reaktionerne ind fra udlandet. Alle de store mænd, som var tidligere og nuværende klubkammerater og venner af Christian Eriksen: Son fra Tottenham, som formede Eriksens holdnummer, da de spillede sammen, 23, med fingrene for at dedikere sit mål til ham. Lukaku. Åh, Lukaku, 90 kg. ren mand og muskler, som ikke holder en tåre eller en følelse tilbage og råber “We love you, Chris!” lige ind i kameraet og lige ind i os alle sammen. Masser af holdfotos med ønsker om god bedring til Christian Eriksen. Modstandere. Men først og fremmest venner.
Så var der alle vores egne helte. Spillerne, som formede en cirkel og beskyttede Christian fra pressens alt for glubske øjne. Opløst i gråd. Men de stod der og blev stående. Schmeichel, den store indpisker og autoritet, som samlede spillerne op en for en, inden de skulle ud i den urimelige genoptagelse af kampen.
Og Simon Kjær. Captain, my Captain! Han har allerede fået et hav af priser for sin bedrift. Den første oppe hos sin gode ven, selvom han omtrent var den, der var længst væk. Med en akutlæges snarrådighed og præcision i alt, hvad han foretog sig. Billedet af Simon Kjær som holder om Sabrina, Eriksens kone.
Tusinder har prøvet at sætte ord på den bedrift. Den, som har klaret det bedst, synes jeg, er Jürgen Klopp, Liverpools karismatiske træner. Inden Liverpool skulle møde Simon Kjær og Milan i Champions League, annoncerede Klopp i kampprogrammet, at han ville gøre en undtagelse: Afvige hans faste princip om altid kun at forholde sig til egne spillere – og ikke til modstanderens. Men i denne tekst skulle det handle om Simon Kjær. Noget af det, han skrev, var det her:
“The image of the Danish players shielding their teammate as he was cared for will, in my opinion, forever be one of the most iconic in sporting history. It showed the best of humanity. Compassion, care and love for their friend. Honestly, I have no idea how he managed to not only keep his own composure in that situation, but to have the clarity of mind to make the decisions he did in that moment. His conduct humbles us all.”
Eller på dansk: “Billedet af de danske spillere, som afskærmer deres holdkammerat, mens han modtager behandling, vil for mig for altid være et af de mest ikoniske i sportens historie. Det viser menneskehedens bedste sider: Medmenneskelighed, omsorg og kærlighed til en ven. Og, ærligt talt, jeg har ingen idé om, hvordan Simon Kjær i den situation klarede ikke bare selv at bevare roen, men at være klarsynet nok til at træffe de beslutninger, han gjorde i det øjeblik. Det, han gjorde, fylder os med ydmyghed.”
Det er sagt af en af den moderne fodboldverdens allerstørste lederskikkelser.
Lige såvel som det slår mig, hvor meget legens sprog, fodboldens sprog, kan, når det virkelig gælder, så slår det mig, hvordan det netop er legens, fodboldens lederskikkelser, som rejser sig, når det gælder. Indpiskeren Schmeichel. Anføreren. Kaptajn Kjær.
Og det er ikke bare følelser og nostalgi, det her. Jeg tror, der er noget, vi kan lære om et af menneskehedens allerstørste spørgsmål her. Nemlig: Hvordan er man god? Hvordan bliver man et godt menneske?
Jeg tror, det betyder noget, at Simon Kjær har øvet sig. Han har ført an i legen. Været anfører på fodboldholdet. På træningsbanen. Det sliber diamanten over tid. Skaber karat og karakter. Dyder. Og det fantastiske er: Det virker i virkeligheden! Da det pludselig ikke var leg, da det ikke var en træningsbane, så ku’ han!
Hvis vi har lyst til at være som Simon Kjær, have den karakter, kunne gøre det gode – også når alting er i brand, så tror jeg, vi skal genopdage det med at øve os i det små. Øve os i at give kærlighed til verden – ved at give den til vores nærmeste. Øve os i selvopofrelse i det små – for at kunne gøre det, når det virkelig gælder.
Min yndlingsteolog, N. T. Wright, har skrevet en fantastisk bog om netop det. Den hedder Virtue Reborn. Den er god at blive klog af.
Simon Kjær er fantastisk! Og det er hele holdet også. I forbindelse med en af de mange priser, Kjær fik for sin bedrift, siger han sådan her:
“Hvordan kunne vi gøre det? Præstere det? Jeg kan ikke give dig nogen forklaringer. Ikke andet end holdet – støtten, tilliden, den tryghed, vi finder i hinanden. Det bånd, der er imellem os, var det eneste, som gjorde det muligt for os at komme ud på banen igen.”
Jeg er helt tosset med det her! Og det gik igen i alt det, landsholdet og træner Hjulmann kommunikerede under hele slutrunden. Altid den her højere dagsorden. Altid fokus på venskabet, kammeratskabet, fællesskabet.
Det har vi sådan brug for at høre. Jeg er på mange måder vild med den generation, der er de unge lige nu. De er langt bedre, end deres rygte. De drikker mindre, ryger mindre, uddanner sig mere – med job ved siden af, slås mindre, laver mindre kriminalitet end min generation og generationerne forud. Nogen har kaldt dem “Generation ansvar”, og hvis det er ment som en kompliment, så har de fortjent den.
Men der er også en tendens til, at de ser sig selv klatrende op ad bjerget helt alene. At livet er blevet en solopræstation. Og så er de endda indfødte i sociale medier, som konstant giver en pejling af, hvor godt man nu klarer sig. Hvor likeable, man er.
Tilliden til demokratiet og de andre etablerede fællesskaber er mindre – og selvansvaret større. Asiatisk i vælde, virker det nogen gange til.
Hvor er det godt – hvor er det godt! – at netop den generation har de her helte at se op til – midt i coronaafstand og -isolation. At venskab, kammeratskab, det at have hinandens ryg, spille hinanden gode, være en del af noget større, bliver modelleret så fint, så tydeligt for dem. Vi er hinandens lykkes smede. Og vi kommer så let til at overvurdere betydningen af vores egne anstrengelser og undervurdere, hvad vi skylder dem omkring os. Livet er en holdsport. Og – tag det fra en udpræget introvert type! – livet er gladest, rigest og mest meningsfuldt, når vi lever det med den bevidsthed.
Sikke en masse skønhed og visdom i det her store epos om Eriksen og landsholdet. Og så har vi ikke engang nævnt endnu, at de spillede som en drøm, smukt og offensivt, og at det faktisk kun var et meget tvivlsomt straffespark, som holdt dem ude af den helt store finale!
Men der er faktisk et lag endnu. Et lag mere end fodboldens fantastiske hjertesprog, end lederskab og karakter, end historien om venskab og fællesskab. Det lag åbner vi ved at dykke lidt ned i EM’s temasang.
EM-sangen hedder “We are the people we’ve been waiting for”. Og teksten er skrevet af Bono, U2-forsangeren. Den er poetisk. Og den er nærmest profetisk også. Prøv bare at lytte med her:
We’re a million volts in a pool of light
Electricity in the room tonight
Born from fire
Sparks flying from the sun
Det lyder som hjertestarterstød, det her. Og hvis vi tør læse de næste linjer så’n halv-profetiske, så fanger de, hvordan mange af os havde det med Christian Eriksen, da vi gik rundt der og ikke kunne få ro på os selv:
I hardly know you
Can I confess?
I feel your heart beating in my chest
You come with me, tonight is gonna be the one
Og i de næste, der synes jeg også, at hans heroiske holdkammerater kommer i spil:
‘Cause you’ve faith and no fear for the fight
You pull hope from defeat in the night
There’s an image of you in my mind
Could be mad but you might just be right
Hvor er de fantastiske, de linjer. You pull hope from defeat in the night. Den vision kan man jo nærmest leve et helt liv på.
Så kommer omkvædet:
We are the people we’ve been waiting for
Out of the ruins of hate and war
Army of lovers never seen before
We are the people we’ve been waiting for
We are the people of the open hand
The streets of Dublin to Notre-Dame
We’ll build it better than we did before
We are the people we’ve been waiting for
Army of Lovers. People of the open hand. Og læg mærke det til det med Notre Dame. Billedet af Notre Dame, der brænder – som den jo gjorde for snart tre år siden. Kirken, som er i stykker. Men nu skal den bygges bedre end før.
Og netop den vision – og forsynet om Christian Eriksen, der ligger livløs på banen, bliver næsten slynget sammen i den sidste strofe:
Broken bells at a broken church
Heart that hurts is a heart that works
From a broken place
That’s where the victory is won
(Gentag) Åh, der er så meget at tage fat på her. Den brudte kirke. Det brudte hjerte. Og så den her linje: Heart that hurts is a heart that works. Jamen, det var jo der, det startede det hele. Med et brudt hjerte. Et hjerte, der ikke virkede. Der var i stykker. Hele det her store epos. Alt, vi har været inde på indtil nu: Hjertesproget, godheden, venskabet. Det begyndte alt sammen med et brudt hjerte på en græsplæne på Østerbro omgivet af læger og medspillere!
Lyt lige linjen igen: Heart that hurts is a heart that works. Et hjerte, der er i smerte, er et hjerte, der virker. Et hjerte, der er i stykker, er et hjerte, der virker. Hvor er det smukt. Og hvor er det sandt. Hvor ofte er det ikke vores erfaring, at det er når vi er brudte, slået i stykker, at vi faktisk kan række ud. At vi faktisk kan være en forskel for andre. Kan lykkes i kærlighed. Når facaden er faldet, når vi opgiver at holde sammen på os selv, når vi står der nøgne og brudte – så er der potentiale! Så virker hjertet! Så virker kærligheden!
Alt det kæder Bono sammen med kirken. Kirken står brudt og sårbar og – på mange måder – i stykker! Om det er de frygtelige sager med overgreb rundt omkring i Europa. Kirkens ægteskab med højreradikale kræfter i USA. Der er desværre masser af eksempler at tage af. Notre Dame er i brand. Og flammerne er store. Ingen undskyldning. Bare brudthed.
Men måske kan historien blive den samme her. Måske kan vi træde ind i smerten. Tage vores hjerter med helt derind, hvor det nærmest bare er et stort sår. Hvor det er nøgent og har brug for et hjertestarterstød. Hvor vores hjerter går i stykker – og derfor igen kan komme til at virke. Måske kan vi gøre det. Måske er vi – de brudte, os med hjerter, som er gået i stykker. Måske er vi “the people, we’ve been waiting for.”
From a broken place. That’s where the victory is won.
Her folder Bono det hele sammen. Eriksens brudte sted på græstæppet i parken blev den største sejr, der er vundet på en fodboldbane. Kirkens brudte sted. Nu. Notre Dame i flammer. Det kan være stedet, hvor sejren vindes. Hvor kirken igen træder Out of the ruins of hate and war og bliver en Army of lovers never seen before. Hvor kirken genopstår som en Fønix. Som en ildfugl!
For hvad er the broken place? Jeg er sikker på, at Bono har ladet sig inspirere af en anden stor poet og profet. Nemlig Leonard Cohen. I sangen If it be Your Will – en helt fantastisk sang! – der kalder Leonard Cohen Golghata, altså bakken hvor Jesus blev korsfæstet, for “this broken hill”.
From this broken hill
All your praises they shall ring
If it be your will, to let me sing
Sådan lyder det. Golgatha. Jesus, der dør på korset, og opstår igen, og siden da har verden aldrig været den samme igen. Jesus, der overvinder synd og død og elendighed ved selv at blive det.
From a broken place. That’s where the victory is won.
Jesus, der lader sig bryde som et brød. Med vidt åbne arme lader sit hjerte bryde og gå i tusind stykker:
Heart that hurts is a heart that works
Lige der. Ind i smerten. Ind i brudtheden og afklædtheden. Der er håbet. Og det er et håb for os, der selv er brudte. Kirken, som skulle være så meget – en kærlighedskraft, levende, håb. Men mest er brudt. A Broken bell. Men det er i revnerne, lyset kommer ind.
Os, der har måttet give fortabt og give op på pænheden og på at holde os selv og vores hjerter sammen. Det er lige der! Det er der håbet er! På det brudte sted! I det brudte hjerte!
Der er Eriksen i vores hjerter. Og, nej, hvor glæder vi os til at se ham i kamp igen. Der er Fodboldens smukke hjertesprog. Der er Kaptajn Kjær – og de andre. Der findes stadig kammeratskab og venskab i verden. Og nedenunder det hele, neden under det alt sammen, summer den her historie, den her virkelighed: Der er håb. Ikke et andet sted men lige her. Lige midt i brudtheden! Find hen til det brudte sted! Det er her sejren vindes! Lad dit hjerte smerte. Gå i stykker. For så vil det virke!
Heart that hurts is a heart that works
From a broken place.
That’s where the victory is won
Nåde og fred.
