Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 15

Vi ser på, hvad Ignatius af Loyola kan lære os om vores lyse og mørke sindsstemninger. Det er slet ikke så lidt…

Og så skal vi høre nogle skønne linjer fra denne smukke sang: https://open.spotify.com/track/60tX5HHfqM4TWVEcsnEh9E?si=d36c62bb63dd435f 

Transkript

[Hælder kaffe op]

Lige om lidt er det jul. Lige nu er det advent. Og det, som fylder mig, er faktisk præcist det samme tema, som vi har talt om i de sidste to podcasts: Lys. Mørke og lys. 

I et af juleevangelierne – begyndelsen på Johannesevangeliet – står der: ” I ham var liv, og livet var menneskers lys.  Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” Og i mit yndlingsadventssted i profeten Esajas bog står der ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.”

”Når lys og mørke kæmper, er det aldrig en lige kamp”, fortalte en klog veninde mig for nyligt. Og det er rigtigt. Lys kan fordrive mørke. Det virker ikke den anden vej. 

I dag skal vi høre fra en fyr, som en anden klog kvinde har lært mig at kende. Ignatius af Loyola. Han har nemlig virkelig gode og vise ting at sige om det med lys og mørke. 

*

Ignatius levede i femtenhundredetallet – næsten parallelt med Martin Luther. 

Før sin omvendelse blev han såret i et slag og lagt i seng i sin families hjem. Her lå han og kedede sig. Så han bad om noget at læse i. Men de romaner, han normalt holdt af – den lidt vilde slags om skønne jomfruer og tapre riddere – var der ingen af. Til gengæld var der nogle helgenlegender. Det gjorde noget godt for ham at læse om. Og han blev omvendt. Og nu ville han være Guds kriger. 

Når han lå der og dagdrømte – nogle gange ind i sin gamle identitet, hvor det mest handlede om krig og skønne jomfruer og andre gange i sin nye identitet om fromhed og hellighed, blev han opmærksom på, at det påvirkede hans humør. Ikke bare i dagdrømmen men også i dagene efter: Nogle dagdrømme fik ham ind i en tilstand af tomhed og nedtrykthed. Andre gang blev han fuldt af glæde og fred. 

Dagdrømmene vendt hen imod Gud avlede med tiden glæde og fred. Dagdrømmene, som var vendt væk fra Gud – eller mod noget andet førte over tid til det modsatte. Det havde stor betydning, om Ignatius gav plads til Guds ånd eller en falsk ånd i sine dagdrømme. 

Den måde, Ignatius taler om de her to stemninger eller atmosfærer, fandt mig et sted, hvor jeg virkelig havde brug for det. De sætter ord – bedre end jeg selv kan gøre det, på noget, som er min erfaring. Og manges, tror jeg. 

Ignatius taler om to tilstande: Trøst eller mistrøst. Eller… i virkeligheden synes jeg, begreberne er bedre på engelsk. Her kalder han det consolation og desolation. Consolation og desolation. Ordene har det her med om trøst og mistrøst, men der er også det her aspekt med, at noget hænger sammen, consolation – som i konsolidering, og noget er ved at falde fra hinanden: Desolation. 

Consolation, det som den sande ånd, Guds Ånd, virker, det er kendetegnet af fred og indre ro, fornemmelsen af Guds nærvær, af afklarethed og gennemsigtighed, af et liv i tror og håb og kærlighed. 

Tro, håb og kærlighed. Det er sådan nogle ord, man er stødt på så tit, så de næsten mister indhold. Her er mit take på ordene – og jeg tror også, at Paulus, som fandt på dem, har det samme take: Ordene handler om fortid, fremtid og nutid – om at kigge bagud, fremad og at være lige her. 

At kigge bag ud i tro betyder, at fortiden er afklaret. Det handler om kors og opstandelse og total tilgivelse. Tro er det modsatte af fortvivlelse. Det er dyb tillid til Gud og verden. Til at det er ok. 

At kigge fremad i håb betyder, at noget godt er i vente. I sidste ende bliver det godt. Det handler om, at Gud sætter alt tilbage, hvor det egentlig skulle stå. Det er ikke håbløst. Faktisk kæmper vi en kamp, som dybest set er vundet! 

Og kærlighed. Kærlighed er den gode venlige, tålmodige, selvopofrende væren i verden, som måske først bliver rigtig mulig, når man tror og håber. 

Nå, det var en lang indskudt sætning om, hvad der også ligger i consolation. Noget, jeg virkelig kan genkende i den her tilstand, det er, at den også er kendetegnet af store ønsker og længsler. Når jeg er i consolation-mode, når jeg går mig en tur og fortæller Gud, hvor glad jeg er og så’n, så går der sjældent lang tid, før mit hoved kredser om et nyt projekt, en ny erkendelse, en dyb længsel. Sådan er consolation, den sande ånd. Den vender fremad. Der er noget nybrud og håb og i hvert fald for mig en slags iværksættertrang i spil her. 

Tro, håb og kærlighed. Fornemmelsen af Guds nærhed. Fred og indre ro. Store ønsker og længsler. Gennemsigtighed. 

Men sådan er livet ikke altid. I desolation, falskhedens ånd oplever vi uro og rastøshed, kedsomhed og apati, frygt og bekymring. Hvor vi i consolation oplever stærke længsler, kan man i desolation være næsten drænet for appetit. 

Hvor den sande ånd er præget af gennemsigtighed, er desolation hemmelighedsfuld. Den er mangel på tro. Mangel på håb og kærlighed. Mangel på fornemmelsen af Guds nærvær. 

For mange af os er mørket i desolation lige så genkendeligt som lyset i håbet og fortrøstningen. Og det er vigtigt at sige, tror jeg, inden vi går videre, at de fleste mennesker oplever både tider med consolation og desolation i større eller mindre grad. Det er ikke et barometer for, om din tro er god nok. 

Men hvad er så pointen, tænker du måske. Billederne er genkendelige, men hvad er det, jeg vinder ved at kende dem? 

De er mange og store! Først et par helt konkrete og nøgterne gode råd: Hvis du er i desolation, så lad være med at tage store og vigtige beslutninger. Vent til du ikke er der mere. Det er bare bedst for alle!

Og giv fokus til det gode: Når du lægger hovedet på puden, så spørg dig selv: Hvordan var mine følelser i dag? Hvor var jeg opløftet, hvor var jeg tom og grå, forvirret? Sig tak for alle de gode øjeblikke og hold fast ved dem. 

Måske bliver man endda opmærksom på nogle helt praktiske forhold: At gå sukkerkold eller at leve uden pauser eller frisk luft eller rytme eller i for meget larm kan have stor betydning for din sindsstemning. Nogle gange er det nemt at gøre noget ved. 

Men det, som i hvert fald for mig, er det helt afgørende. Det, som er det forløsende ved at kende til Ignatius af Loyolas tanker om consolation og desolation, det er de andre navne, jeg har brugt om de to stemninger: Den sande ånd og den falske ånd. Der er en af dem, som er sand, og der er en af dem, som er falsk! Det kan faktisk være lidt af et Archimedes-punkt at vide det. 

”Giv mig et sted at stå, et fast punkt, og jeg vil flytte verden”, sagde Archimedes jo. Det her kan flytte min sind, faktisk. 

Ignatius nøjes altså ikke med at beskrive consolation og desolation. Han piller tøjet af desolation. Viser, at det er løgn. Det er røgslør. Falskhed. 

Det. Er. Så. Vigtigt! For noget af det værste, desolation gør ved os, er at den kan give os et billede af, at den er det normale. At den der følelse, jeg engang havde af tro, af håb, af kærlighed og dybe længsler og fred og Guds nærvær. At det bare vare et glimt. En spirituel oplevelse. Noget, man kun oplever drypvist i sit liv.

No, my friend! Det er løgn. Desolation er en sky. Et uvejr. Det er IKKE selve himlen bagved. På et tidspunkt vil stormen lette, skyerne drive væk, og du vil se det klart. Consolation! 

Du føler dig måske træt lige nu. For man kan blive virkelig træt af at kæmpe, også selv om det, man kæmper mod, er falskhed og røgslør. Men ved du hvad? Mørke skyer og uvejr bliver også træt. Og selv der, hvor du ikke kan se det, kan du forvisse dig om, at himlen er blå lige bag ved. 

For nogen, der er skyen stor. Virkelig stor. Stor som en sort og mørk livsbegivenhed, som farver alt gråt og sætter tro og håb under hårdt pres. I den kristne kirke har man et begreb for den erfaring: Sjælens mørke nat. 

Måske kan det være godt for dig at vide, at det på den måde er en delt erfaring. Der er så mange, som har været der, at det har fået sit eget navn. Det er de færreste af de, som har kæmpet sig igennem, som ikke er blevet forandret af det. Men de ved, at der er en morgen efter natten!

Bliv på benene! Det tror jeg virkelig også kan være et godt råd midt i mørket. Bliv på benene. For der er noget i desolation, som vil skære dig ned og midt over. Henry Nouwen, som du er stødt på nogle gange, hvis du før har lyttet til den her podcast, han taler om self rejection – selvafvisning, som en særlig farlig fristelse og forseelse. Trangen til bare at give op på sig selv. Være ligeglad med sig selv. Den er på en særlig måde til stede i desolation. 

Jeg tror, at han har ret. At ligesom det er galt at tænke for højt om sig selv – at tænke, at man er Gud selv – så er det galt at afvise sig selv. Afvise sig som det værdige, dybt elskede barn af Gud, man er. Dear worthy, som Jesus sagde det til Julian af Norwich i sidste episode. 

Det kan nok let misforstås, det Nouwen siger. Som om, at der føjes spot til skade og lægges byrder på et allerede brudt menneske. Jeg tror mere, det handler om at sætte nogle solide bander op på den bowlingbane, som handler om, hvordan man tænker om sig selv. 

En gang i mellem siger min datter Johanna nogle ret grimme ting om sig selv. Hvis hun har lavet en fejl, for eksempel: ”Jeg er bare så dum, dum, dum!” 

Det, jeg har fundet ud af med mig selv i den situation, det er, at jeg ikke er så god til det med at forstå og lytte mig helt ind på, hvad der virkelig er galt. Jeg er ret god til at argumentere, men – ærligt! – hvem af os kan klare en syvårig i den disciplin. Derimod er jeg virkelig god til at skælde ud. Så det er jeg begyndt på i stedet for. 

Så når Johanna begynder på noget med ”jeg er dum, dum, dum” eller hvad det nu er, så siger jeg: ”Sådan skal du ik’ tale til min datter!” Så’n lidt hårdt og kontant. Og ”Hvis du vidste, hvor fantastisk, min datter er, så… det stopper bare der!” Og så siger hun: ”Jamen, far, jeg siger det jo bare til mig selv.” Og så siger jeg, at jeg er da fuldstændig bedøvende ligeglad med hvem, der siger sådan noget vrøvl. Sådan er der ik’ nogen – overhovedet! – der skal tale til min datter!

Nu må vi se, om det virker. Om der med tiden kommer de der bander på hendes selvbilledes bowlingbane – eller om hun kommer til at fortælle det hele til en psykolog om 20 år. Men jeg tror, det er det, Nouwens advarsel mod self-rejection, selvafvisning, betyder. Ingen skal tænke skidt om, ingen skal afvise et værdigt, ubetinget elsket, dear worthy Guds barn! Heller ikke os selv. Mod og styrke til dig, som kæmper for at blive på benene! 

Et andet håndtag, vi har på det her, det handler om den modsætning, der er mellem gennemsigtigheden i consolation og hemmelighedskræmmeriet i desolation. 

Det med hemmelighedskræmmeri, det er jo lidt af et household trick for alle verdens fristere og forførere: Det er en hemmelighed, vi to har sammen. Hvis andre finder ud af det, vil magien forsvinde, hvisker forføreren. 

Og det er selvfølgelig løgn, det er helt åbenlyst. Hvis det er kærlighed, hvis det er godt, ægte og skal være, så kan det selvfølgelig holde til lyset. 

Dynamikken er lidt den samme i desolation: Hvis de opdager det, vil ingen ha’ noget med dig at gøre. De her tanker er så mørke og mærkelige, at dem må du for alt i verden holde for dig selv. Du er endda lidt en ædel ridder på en virkelig flot hest, hvis du på den måde kæmper kampen alene, så dem omkring dig ikke skal lide under det. 

Det er løgn. Det håber jeg, du ved. Det tror jeg, du ved. For der skal faktisk for det meste ikke mere til, end at nævne det. 

Desolation og falskhed hader lys og sandhed. Så for enhver pris, få det ud i det åbne! Tal med nogen om det. Hvis du ikke har en tæt på, du er komfortabel med, så tag fat en psykolog. Din lokale præst. Du skulle vide, hvor mange gange, jeg har prøvet, at noget, som var stort og frygteligt inde i mit hoved, krympede og visnede ind til nærmest ingenting, når jeg fik sagt det højt. 

Det sidste, jeg vil sige om desolation – for det er faktisk lidt hårdt bare at tale om det og lytte til det, vi har snart brug for at kaste os over lyset igen ☺ – det handler om det med rastløshed og uro. Og her taler jeg virkelig til mig selv. Jeg er faktisk lidt forundret over, at jeg aldrig er nået til slutningen på Facebook i min endeløse scrollen ned og ned og ned. Det er mit yndlings drug mod desolation. På kort sigt. At opholde hjernen ved alt muligt andet. Men resultatet er bare endnu mere information ind i hovedet. Endnu mere rastløshed. Måske endnu større frygt og bekymring, hvis du har fanget noget af den slags op i dit trawl. 

Løsningen kender du sikker godt: Sluk. Gå en tur. Stilhed. Enkelthed. Det er ikke svært. Altså at vide. I praksis er det helt vild svært. Vær god ved dig selv!

*

Kan du huske, det jeg sagde om, at desolation er løgn, falskhed, og consolation er sandhed? Det er så godt at tænke på! Og hvis du er i tvivl om nogle af de her ting, hvis dine tanker spinner løgne om dem, så siger jeg lige tre basic sandheder til dig: Gud er god. Gud er stærk. Gud kan nå dig. 

Gud er god. Mere end op til himlen, skriver David i en salme. Gå udenfor og tænk lidt over det. Særligt hvis der er skyfrit eller stjerneklart. 

Gud er stærk. Gå en tur med lidt natur. Se, hvad han har skabt. Mærk, at han er der. 

Gud kan nå dig. Gå udenfor. Gerne et højt sted. Kig dig til siderne. Så langt som østen er fra vesten har han fjernet alt det, der var imellem jer, siger den gamle skrift. Og hvem tror du i grunden, at nåde er til for, hvis ikke sådan nogen som dig, som har brug for den.

Men så en ting mere! Så en ting mere, som også er ret fantastisk: En tid med rigtig meget desolation behøver ikke engang at være gold og frugtesløs! 

Der er en godhed på spil i verden, en skabelseskraft, som faktisk betyder, at en dødsdans med desolation, en sjælens mørke nat, ikke er frugtesløs. Du har ikke engang spildt din tid! 

Lige nu er det vinter. Om lidt bliver det sikkert rigtigt koldt. Og træerne ligner mørke skeletter. Ved du, at det er nu, de virkelig gror? At alle de grønne kviste, de skyder afsted mod himlen til foråret, alt det løv, alle de grene, som fugle bygger reder på, når vi når nogle måneder længere frem, alt det krudt, de skal bruge til den eksplosion, det er in the making lige nu? 

Jo koldere jorden er, jo mere træerne skal strække deres rødder alt det, de kan for at finde vand, jo mere bliver der plads til. Jo større kapacitet for liv og nye skud og alt. Der. Er. Grønt! 

Nu er det vinter. Nu er det advent. Lyset, det sande lys, er ved at komme til verden. Der er mørke. Men mørkets kamp mod lyset er ulige. For lyset fordriver mørket. Altid. 

Om lidt skal vi høre mit digt, som hedder ”Ting jeg lærte”. Det er et godt digt, synes jeg. Det handler om mørke og lys og alt det her. Men der er ikke meget advent eller jul over det. 

For nyligt stødte jeg på en sang, et digt, som med bedre ord end jeg kan sætte på det beskriver, hvordan desolation og consolation føles. Og endda hvordan julen – sådan en helt almindelige dansk jul – har kraften i sig til at ændre og forny vores sind. Fra desolation til consolation. Fra trøstesløshed til trøst. Fra mørke til lys. Sangen er fra Hymns from Ninevehs helt fantastiske nye album, Julekassen, og sangen hedder Blaffere på Mælkevejen. Lov mig, at du giver dig selv lov til at høre hele albummet – det er ret fantastisk! Jeg læse noget af sangen op: 

Jeg savner konstanter i det hvirvlende liv.
Sammenhængskraften mister kraft.
Sandhedens rigsarkiv er sat i brand.
Sisyfos scroller i sit feed.
Men i december mindes jeg om
alt det, jeg glemte,
jeg altid bar med mig:

et levende hjerte,
der synger igen,
et glemt halleluja,
et nyt hosianna
gi’r genlyd i stuen,
hvor børnene er
genfødt af glæden
– at julen er nær.
Julen er nær!

*

Fra desolation til consolation. Fantastisk! Og det stopper ikke her. De mørke vers og det lyse omkvæd bliver sprængt at den her fine bro, som bare er et. Stort. Lysvæld. For lyset vinder! Det var aldrig en lige kamp! 

*

“Fryd dig i dag!
De ødeste vange
skal blomstre på ny
som Dejbjerg Hede
en dag fuld af lyngvæld.
De ødeste vange
skal blomstre på ny
som Kalahari
en dag efter regn.
Fryd dig i dag,
du, som blaffer dig træt,
og læg dine byrder
som myrra ved krybben,
og gå ind i stuen
hvor børnene er
genfødt af glæden
– at julen er nær.”

*

Kære venner. Mørket har tabt. Lyset, det sande lys, er ved at komme til verden. En spinkel kvinde. En gravid mave. En lille baby. Mørket taber – lyset vinder. Det var aldrig en lige kamp! 

Nåde og fred!