Gad vide, hvad mørket mon tænkte på?
Troede det, at det bare ku’ spise Dig?
Troede mørket virkelig, at det ville gå,
altså Lyset, og aldrig mere vise sig?

Det spurgte de faktisk hinanden om,
den mærkelige dag på bakken:
“Er lyset gået? Det virker det som”,
sagde en, mens han lynede jakken.

Troede de, at Verdens Lys ku’ gå ud?
Havde mørket helt fyldt deres tanker?
Troede de, man kunne kortslutte Gud
med tre søm og to krydsede planker?

Det var Dig, der korsslutted’ mørket den dag,
Og mørket blev opslugt til sejr!
Og hver gang lys og mørke udkæmper et slag,
så går det igen som det plejer:

De mørke planer går oftest i sort,
får sjældent lys til at forsvinde.
Men den mindste ild driver mørket bort,
giver synet tilbage til blinde.

Du, som er Lyset, er for os og med –
vores mørke gi’r vi dig at visne.  
Hver skygge i sindet, hvert halvdunkelt sted,
bli’r til farver i dit lyshavs prisme. 

Nu fejrer vi det, at Lys kom til jord,
Smuglet ind i Marias mave.
Du gør jublen stærk, Du gør glæden stor!
Sikken en julegave!