Større end størst

Du er stor som i større end største
Ikke så meget som højere end de højeste himle og langt væk.
Men mere at den mindste celle og subatomare partikel er et univers for Dig.
Du forlader de 99 for det ene får. Du går ud af båden med Peter og rækker ham en hånd.
Du rækker os Johanna.

Du er stor som i større end størst.
Du regnede det ikke som et rov, da du var hos din Far.
Men du tog menneskeskikkelse på og blev som mig. Nu er Din Far min Far. Det er ret vildt.
Hvordan du med dødsforagt kastede dig selv ud af himlene og ned til os.
Og tog Himmelen med.

Du er stor som i større end størst.
Og når vi sidder over spildt mælk og barneskrål og beder til Dig. Så lytter Du med.
Og ufokuseret repetition uden synderlig koncentration møder dig.
Og det giver ekko og resonnerer i Dine hellige haller. Der hvor Ånden over alle ånder hvisker Sine usigelige suk.
Og miraklerne sker.

Du er stor som i større end størst
Herre, Far. Skaber, Ven. Frelser, Mester. Konge, Tjener. Gud, menneskesøn.
Retfærdighed, skønhed, venskab, helhed – verden sitrer af Dit nærvær og komme.
Alpha og omega. Du, som bærer min tro, mit håb, min kærlighed.
Ære til dig!

Mere af samme slags: Digte