Må dit hjerte banke at griskhed.

Må varer og ydelser hviske og kæle dit øre som søde sirener. Må de betage og lokke dig, til du er overbevist om, at præcis denne device passer som en puslespilsbrik i hullet i din sjæl.

Må du til stadighed opdage ting, du ikke vidste, du havde brug for.

Må det, du ønsker dig, i en langsomt forførende og spirallerende bevægelse lokke dig mod dets centrum, indtil du som en måne hænger hjælpeløst fast i en bane omkring det uden noget håb om udfrielse.

Eller mere realistisk: Til du ser noget andet du vil ha’; kaster dig efter det; cirklende og spirallerende nærmer dig; igen uden at opnå det.

Og netop derfor er det så befriende, at du nu igen ser noget andet, du vil ha’. Og igen! Og igen. Og…

…Faktisk er det netop denne bevægelse – hoppet fra den ene månebane til den næste – der er det virkelige drug.

Må du søge dit eget først. Så skal alt andet i tilgift umærkeligt tages fra dig.

Må du blive så selvoptaget, at du i sidste ende lader det være op til andre at tage mål af dig og bestemme, om du er noget værd.

Må du erfare de mange lag i ordet “pop!”

Må alt med tiden blive tal. Så det ikke er vigtigt, at musikken er god, men at du har mange udgivelser i din samling. Eller at rødvinen smager, men at du har kælderen fuld.

Må din vej være bred og bekvem. Må du tørste og drikke saltvand. Må du sige Sméagol ret farvel.

Må du konsumere alt. Og glem ikke dig selv.