For nyligt genså jeg Blinkende Lygter. Du ved, den danske filmklassiker med alle de gode oneliners. ”Det er en syg høne, der har lagt det æg.” ”Hvad skød du den med?” Og ”Vi jager!” – og alle de andre som nærmest er blevet en del af hverdagssproget. Det er en virkelig sjov film!

Men det er også en virkelig smuk film. En bestemt scene rørte mig dybt, da jeg genså den. Scenen har Peter, Ulrich Thomsens skæve karakter, som hovedperson. Peters abstinenser og ”Jeg skal da ha’!”-hysteri er blevet for meget for de andre. Og nu har de låst ham inde. Så kan han køle lidt ned.

Mens han er der i kølerummet, viser et tilbageblik til Peters barndom, hvordan hans tyranniske far plejede at spærre ham inde i et rum så lille, at han dårligt nok kunne bevæge sig. Så da der endelig bliver lukker op til kølerummet, forventer man, at det er en mand med helt genoplivede og friske traumer, som kommer ud. Men… det er det ikke. Hans stemme er ganske vist stadig sær og neurotisk, men der er en ny glød i den nu. En ny slags appetit.

”Jeg skal ud”, siger han. ”Jeg skal ud”. Også selvom de har åbnet døren for ham. ”Jeg skal ud. Jeg skal mere ud. Mere ud”, fortsætter han og åbner yderdøren i den gamle faldefærdige kro. Ud i skoven. ”Nej, jeg skal ud. Jeg skal ud! Jeg skal mere ud”, fortsætter han. Og nu er han nået til stranden. Og han fortsætter. Ud i havet. ”Mere ud!” Og så sætter han sig ned i det. Helt forløst, glad, ser han ud, mens han sidder der i vandet i sit grå jakkesæt og sin lyse skjorte. ”Ud. Mere. Ud.”

Og så, bag ham, følger de andre efter. Torkild og Arne og Stefan. De tre gangstere har smidt tøjet. Hver en trævl. Splitternøgne løber de efter Peter. Og forbi. Og kaster sig i bølgerne. Ud. Ud i bølgerne!

Ud.

Hvis du, som Peter, har fundet noget, smagt noget, set noget, så sæt efter det! Ud. Mere ud. (Eller ind! Mere ind.) Åben armene helt op. For det handler om at gribe. Om at tage imod.

”Tro er som en tom åben hånd rakt ud mod Gud. Uden noget at give – men alt at modtage”. Sådan siger Calvin, den store reformator. Grib! Også hvis det kræver store armbevægelser.

”Dette er det kristne livs mysterium: At modtage et nyt selv, en ny identitet, som ikke afhænger af, hvad vi kan opnå, men hvad vi kan modtage”, siger præsten og professoren Henri Nouwen.

Bare bred armene ud. Modtag. Mere! Og hvis det giver dig lidt store armbevægelser, hvis du føler dig en smule akavet, lidt aparte, mens du sidder der med halvdelen af kroppen og dit fine jakkesæt nedsunket i bølgerne, så er det ok. Måske er der endda venner på vej i fuldt firspring lige bag dig.

Salig er den, som vil mere ud.

Salig er de, som har store armbevægelser.

For de kan gribe mere.

Nåde og fred!