Man kan godt tænke, at det er for meget.
Alle de æbler, som ligger der på jorden.
Vi kan ikke nå at spise dem.
Farvevrimlen på træerne i efteråret.
Den måde, snefnuggene er så forskellige på.
Anemonerne i skovbunden om foråret.
Stjernerne.

Man kan godt tænke, at det er for meget.
Som du brødføder tusinder af lidt brød og fisk.
Som du ikke bare helbreder – men udfrier.
Som du hænger der på korset og tilgiver dine bødler
Som du bryder graven og drukner døden.
Som du står så lyslevende iblandt de sørgende.
Liv i overflod.

Man kan godt tænke, at det er for meget.
At du ikke engang giver tid til, at jeg kan sige undskyld.
At du bare kommer løbende og slår armene om mig.
At du siger ”Alt mit er dit”. Længde, højde og bredde slår ikke til.
At du er min hyrde, og jeg mangler ingenting.
At du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender.
Mit bæger flyder over.

Nogle gange føler du, at du er lidt for meget.
Jeg tror, det er et tegn.
Et tegn på, hvem din Far er.
Din skaber. Din hyrde.
Din frelser og mester.
Der er ikke noget at sige til,
at vinsækken nogle gange er lidt under pres.
Det er helt, som det skal være.

Og der er ikke noget at sige til,
at kokonen nogle gange strammer lidt,
når man tænker på, hvad du er skabt til at blive til.
Salige er de, som føler, at de er lidt for meget. De er skabt til uendeligt meget mere.

Nåde og fred!