Dem ude på dansegulvet. Altså, jeg aner faktisk ikke rigtigt noget om det, for jeg er notorisk bænkevarmer. Men jeg tror det. Det ser sådan ud.

Det, jeg tænker på, handler mere om, at jeg på mine gåture de sidste aftener har spankuleret rundt og nydt skiftet fra sommer til efterår. Fra dag til nat. Den der helt særlige stemning, som er midt i overgangen. Aftenstemning er for mig helt deroppe – på samme hylde som badesøer og solopgange og skovstilhed og stjernehimle.

Og så er der noget i den der rytme: Sæsonernes og døgnets. Noget med at stå stille og være i bevægelse på én gang. Noget med noget familiært i det uforudsigelige. Noget med en ret sød og fin musik.

Den store engelske forfatter G. K. Chesterton siger noget interessant – og helt vildt, i grunden! – om det her med rytme. Noget om både menneskets og Guds natur. Det lyder nogenlunde sådan her:

“Fordi børn har så meget liv i sig, fordi deres ånd er så fri og voldsom, vil de gerne have tingene gentaget, som de er. ”Gør det igen!”, siger de. Og den voksne gør det igen. Og igen. Indtil han næsten ikke kan holde det ud mere. For voksne mennesker er ikke stærke nok til at fryde sig over monotonien.

Men måske er Gud stærk nok til at juble over det monotone. Det er muligt, at Gud hver morgen siger “Gør det igen!” til solen; og hver aften: “Gør det igen!” til månen.

Måske er det ikke nødvendighed, som har gjort alle tusindfryd ens; måske har Gud lavet dem alle sammen en ad gangen – uden nogensinde at blive træt af det. Det kan være, at han også har barndommens umættelige appetit; for vi har syndet og er blevet gamle, og vores Far er yngre end vi.”

Må du blive velsignet med rytme. På floor og under det store himmelsejl.