Vi mangler et ord.

Når man for alvor har taget en tur i hamsterhjulets centrifuge og er ved at gå lidt til af hastværk, og tankerne er, som når ungerne har leget med Lego ud over hele gulvet, så kan man godt få brug for at stoppe op. Sætte det hele lidt på pause og flygte ind i Netflix eller YouTube eller nyheds-sites eller sociale medier. Eller en eller anden anden form for halv- eller helforloren virkelighed. Det har vi gode ord for. Virkelighedsflugt. Eskapisme, hvis det skal være fint.

Men hvad kalder man det, når bevægelsen går den modsatte vej? Når man ikke flygter ud af livet men ind i det? Når man en sjælden gang lykkes med at tage den der dybe indånding, få slukket for skærmene og dykke ind i roen? Gå en tur. Lukke øjnene. Meditere. Skrive. Igen og igen. Helt stille. Indtil centrifugalkraften langsomt sættes ud af spillet, og man dumper tilbage til det der rolige sted lige i kernen af livet. Der, hvor det ikke stormer. Og hvor man efter lidt bliver indhentet af sin sjæl, som småforpustet synker ned og falder helt på plads igen.

Salig er den, som gør det.