”Man undres!” Sådan er der nogen, som afslutter deres kommentarer på Facebook. Det fungerer godt til lige at give lidt underskru og ekstra kraft til en polemisk kommentar – og knap så godt til at skjule den passivt-aggressive attitude, som ligger bag. Det er ikke særligt saligt at undre sig på den måde. Tværtimod, nærmest.

Den undren, jeg tænker på, er mere det, som G. K. Chesterton taler om i dette citat:

”Omme bagerst i vores hjerne var der så at sige en glemt flamme, et glemt udbrud af forundring over vores egen eksistens. Formålet med det kunstneriske og åndelige liv var at grave efter denne nedsænkede solopgang.”

Jeg tror, det gælder os alle sammen. Uanset om man er kunstnerisk anlagt eller ej. Hvor åndelig man føler sig. Om man er barn eller voksen.

Eller, faktisk kommer det nok lidt nemmere til børnene end det gør for os andre.

Netop det taler den ortodokse teolog David Bentley Hart om. Spænd hjelmen og sikkerhedsbæltet, for nu giver vi lige undringsskruen et par ekstra drej, og læs med:

”I takt med, at vi bliver ældre, mister vi sansen for, hvor anderledes alting i virkeligheden er. Vaner erstatter ærbødig beundring, nødvendighedens lov erstatter begejstringen. Vi bliver voksne og aflægger os det barnlige. Herefter er det kun flygtigt og sporadisk, at vi, når vi fanges med paraderne nede, pludseligt tvinges til at standse op i uforventet forbløffelse over, hvor totalt mærkelig en virkelighed, det er, vi bor i: Altings overraskende uforudsigelighed. Fremmedheden i det mest velkendte. Hvor skørt og ufatteligt, det er, at noget overhovedet eksisterer! Hvor foruroligende, at verden og ens bevidsthed om den bare er der – forenet i en enkelt ubeskrivelig begivenhed.

Når det sker, er det måske i et øjeblik fremmedgørende, men det har intet med utilfredshed eller tab at gøre; så længe oplevelsen varer, har den tværtimod en mystisk lykke over sig – som sommerfugle i maven over at stå på grænsen til en storslået opdagelse. Man indser, at alt det ved verden, som virker trist og forudsigeligt, faktisk gennemstrømmes af et enormt og ubegribeligt mysterium.

Selv om man ikke kan sætte ord på det, er man klar over, at alt, man kender til, eksisterer på nådens, på gavens, præmis: ”Hvad det er” har ingen logisk sammenhæng med ”at det er”. Intet i vores erfaring har nogen ”ret” til at være her, nogen magt til at give sig selv eksistens, noget svar på sit eget ”hvorfor?”. Verden er ikke i stand til at svare for sin egen tilstedeværelse, men alligevel – er den her! I det øjeblik husker man, at ethvert møde med verden altid har været et møde med en gåde, som ingen rent fysisk forklaring kan løse.”

Bare læs det igen. Og igen. For det er advent. Og måske bliver julens store mysterium nemmere at tage ind, hvis vi har undret os godt inden.

Grib skovlen og gå på jagt efter solopgangen!