Vestermarken er, hvor Horsens møder Himlen,
og byens folk går rundt med landsbysmil.
Men hører du en kirkeklokkes bimlen,
så er det egentlig nok en Hjem-Isbil.

Denne landsby, den har ingen landsbykirke.
Det’ ikke det, som alting peger hen imod.
I andre danske byer kan det virke
som om byen lægger sig for kirkens fod.

Vores landsbycenter er et gammelt fængsel,
som gør det ud for torv og gadekær.
I stille sne, i julemarkedstrængsel,
befinder og forbinder vi os her.

Men kan man synge smukke julesange,
og den med ”fred på jord” og ”fryd på jord”
om mørke og forpinte fængselsgange,
om mure viklet ind i pigtrådssnor?

De, som bærer på de længste fængselsminder
de ved, at lige midt i Slottets bryst,
der ligger der en kirkesal og skinner
mange fanger, i sin tid, til håb og trøst.

En kirke kapslet ind i fængselsceller,
bag tremmer af ubrydeligt metal,
det klinger som når julekor fortæller
om Jesus i en fattig dyrestald.

I mørket: Kirkesalens hvide farve,
uslukkelige lys og frihedsord.
En forpuppet pjusket sommerfuglelarve
fyldt med fryd og fred til vores gamle jord.

Ja, det bliver også jul i Vestermarken,
hvor sneen falder tyst som englesang,
blandt børn i fart på fængselskælkebakken,
på 1000-meterstiens pilgrimsgang.