Rastløshed og angst. I en stadig enerverende pendulering.

Cirka sådan beskrev det 20. århundredes dystre eksistentialister livets rytme. På den ene side bliver man tiltagende rastløs af hverdagslivets gentagelser. Trædemøllen. Trangen til at bryde fri, sætte sejl og kaste sig ud i nye eventyr melder sig. På den anden side holdes man tilbage af bekymring og angst. Usikkerheden ved det anderledes.

Præsten og forfatteren Henry Nouwen er inde på noget af det samme, når han siger, at ”vor tids store paradoks er, at mange af os har travlt og keder os – på samme tid.”

Det er som om, at når man når til midt i livet, har det her pendul af angst og rastløshed sat sit spor, sin rille, så eftertrykkeligt, at det hele er ret svært at ignorere. Og alt det der med at købe en motorcykel, bygge et orangeri eller at skifte konen eller bilen ud ser… ikke rigtigt ud til at gøre det. Rillen er der stadig.

Der er brug for noget anderledes. Måske en helt ny måde at leve på. At orientere sig på.

Sådan en har Paulus. Ham, der har skrevet en god del af Bibelen. Ham, som opfandt det med tro, håb og kærlighed.

Og det er faktisk netop de begreber, som tegner en anden vej. En vej ud. Tro, håb og kærlighed. De er nemlig ikke bare smukke ord. Fint pynt til bryllupper og lignende lejligheder. De tre ord er en måde at orientere sig i tiden, i livet, på.

Troen er Paulus’ måde at forholde sig til fortiden på. Troen handler om påskens begivenheder. Jesus, som døde for at frelse verden, forløse os, sætte os fri af skyld og skam, og som besejrede døden selv og opstod. Alt det, som er angstens modgift: Det er ok! Du er ok! Gud er ikke vred. Han ka’ li’ dig!

Håbet handler om fremtiden. Alt det, vi er på vej imod. Historiens gode slutpunkt – og begyndelsen på en endnu større historie, når Gud sætter alt hen, hvor det egentlig skulle stå, gør alting godt og fuldender det gode arbejde, Han allerede er i gang med.

Rastløsheden drukner i denne voldsomme bevægelse og retning.

I spændet mellem disse to, troen og håbet, en fortid i frisættelsens tegn, en fremtid i fortrøstningens, bliver livet i kærlighed muligt. Som en nutid, der altid skal bestå.

Fortid, fremtid, nutid. Tro, håb og kærlighed.

Paulus fortæller den helt store historie, Historiens historie, som en historie om tro, håb og kærlighed. Men han bruger de samme begreber om de små historier: Livet i de menigheder, han skriver til. Hans egen historie om at blive forblændet af Jesus – og se alting i et helt nyt lys. På den måde viser han os, at vi også kan se vores liv på denne måde.

Det er sikkert fint at få bygget det der orangeri. Men måske kunne man også bruge midtlivskrisen som anledning til at spørge sig selv: Hvad tror jeg på? Om livet. Om mig selv. Og kan min tro lave den der polforskydning væk fra angst og bekymring, som får det hele til at svinge på en ny måde?

Hvad håber jeg på? Har jeg en rolle i at se det håb virkeliggjort? Kan jeg finde ned til mine dybeste længsler? Håbet i mit hjerte, som ræsonnerer med Historiens Håb? Så kan det sikkert også slå min rastløshed. Være det, der får mig op om morgenen.

Tro. Håb. Kærlighed. Må vi finde os selv her.