Når fortvivlelsen over verden vokser i mig,
og jeg vågner om natten ved den mindste lyd
i frygt over, hvad mit liv og mine børns liv skal blive til,
går jeg hen og lægger min ned, hvor brudeanden
hviler i sin skønhed på vandet, og fiskehejren finder føde.
Jeg bevæger mig ind i det vildes fred,
hvor intet væsen bebyrder sig selv med forskudstanker
om sorg. Ind i det stille vands nærvær.
Og ovenover mig mærker jeg de dagblinde stjerner,
der venter der med deres lys. For en tid
hviler jeg i verdens nåde og er fri.

Mit bud på en oversættelse af Wendell Berrys smukke digt: “The Peace of Wild Things”. (Hør digtet med en fin animation her: https://youtu.be/-ewB0WL3bNw)