”Du vågner op en vintermorgen, trækker rullegardinet op, og det, som var der aftenen før, er der ikke længere: Den gennemblødte grå gårdsplads, hundenes efterladenskaber, dæksporene i det frosne mudder, den ødelagte plastichavestol, du glemte at tage ind i efteråret. Alt dette er forsvundet natten over, og det, man ser ud på, er ikke Narnias sne, men Hjemlig Sne, som er mindst lige så glitrende og hvid, når den falder. Jorden er dækket af den, og den falder tyst i en stilhed så dyb, at man kan høre den.

Sneen er sne, som skal skovles, for at gøre alt det med at køre bil endnu værre end normalt, sne, der skal ironiseres over og bandes af. Men medmindre barnet i dig er helt dødt, er det også sne, som kan få hjertet til at slå hurtigere, når det overrumpler og overrasker dig, før du har fået paraderne op. Det er sne, der kan vække minder om ting, som er mere vidunderlige end noget, du nogensinde kendte til eller kunne drømme om.”

Cirka sådan skriver Frederick Buechner i Telling the Truth.

Jeg har sådan nogle sneminder. I et af dem går jeg ad Torvegade i Vorgod, landsbyen hvor jeg voksede op, på vej ned for at besøge en barndomskammerat. Og alt – alt! – er dækket af helt. Hvid. Sne.

Ingen hjulspor på vejene. Ikke ét! Ingen fodspor på fortovene. Træerne er så hvide, som de var grønne i sommers. Alt ser en lille smule futuristisk og meget magisk ud. …Og ret mærkeligt. Som om verden er en anden. Og i hvert fald ikke helt sig selv. Kun den hvidkalkede landsbykirke ser ud som om den føler sig rigtig tryg og hjemme i alt det her.

Den der lidt overvældende og småskræmmende følelse af at se fodsporene bag mig og li’som bære eneansvaret for at sætte mærker på den her helt nye verden.

Nu er det nu. Sneen falder igen. Du har sikkert også et sneminde. Sandsynligvis fra din barndom, for der klistrer de bedst. Bliv i det. Giv dig lov til at se lidt på det hele med børneøjne. Nyd det. Inden du giver efter for alt det med rudeskrabning og sneskovleture, vinterdæk og varmeregninger og daglige rundture i vaskemaskinen til de samme gennemblødte flyverdragter.

Må sneen, som falder, fange dig med paraderne nede.