Det med at gå tur med sin skildpadde er fra en Gnags-sang. Det gør kun linjen endnu bedre, at det er deres, synes jeg. For man kan næsten ikke lade være med at se Peter A. G. for sig slingrende – ned ad Vestergade, for eksempel – på den måde, man kun kan slingre, når man har blodet fyldt med reggae i en i øvrigt ret jysk krop. Og så med en skildpadde i snor.

Sangen hedder Klokkernes Konge. Den er en fin og finurlig refleksion om Jesus’ karakter. Men før den går rigtigt i gang, skal der altså lige gås tur med skildpadden.

Sådan har jeg det også. Der er noget med langsomheden. Noget med, at den gør det lettere at reflektere og høre fra Gud.

Forfatteren og præsten John Ortberg spurgte på et tidspunkt Dallas Willard: ”Hvordan opnår jeg åndelig sundhed?” Efter en lang pause svarer Dallas: ”Du må nådesløst eliminere al hastværk i dit liv”. John skriver ordene ned, mens han venter på mere. ”Den er go’!”, siger han. ”Og hvad mere?” ”Der er ikke mere”, svarer Dallas.

Et andet sted påpeger Dallas Willard, at ”man kan ikke skynde sig ind i Gudsriget.”

Det er vigtigt, det her. Og selv om vores tid på en særlig måde svømmer over i hastværk og distraktion, og vi brænder ud eller får stress som aldrig før, er det ikke en ny ting. Vores egen Søren Kierkegaard syntes, at ”af alle latterlige ting er det allerlatterligste at have travlt”. Ørkenfædrene blandt de tidlige kristne valgte at leve som eremitter i ørkenen. Derude kunne de fange langsomheden. Hvis nogen af dem havde haft en skildpadde, kunne den være stukket af fra dem!

Evangelieberetningerne er fulde af afsnit, hvor Jesus søger væk fra folkemængderne og ind til Gud og stilheden og langsomheden. Hvis det var hans behov, mon ikke det så er noget for os også?

Jeg er ved at læse en bog, som hedder ”Det sker, mens du hviler”. Af Thomas Sjødin. Helt i bogens ånd har jeg været i gang med den i månedsvis, selvom den ikke er særlig lang. Den siger nogle meget åbenlyse ting, som vi vist har glemt: At vi har brug for hvile. At vi ikke er uundværlige. I hvert fald ikke det, vi gør. At meget af det vigtige sker, mens vi hviler. At det er godt at vente.

Hvor arrogante er vi i grunden at tro, at vi kan løbe lige så hurtigt som resten af året her i vintertiden, når vores medskabninger går i hi eller ligger brak eller smider bladene og strækker rødderne?

Der er noget med hvile og rytme, som vi har brug for at genopdage. Det er åbenlyst. Men jeg tror også, der er noget andet.

Jeg tror simpelthen, at Gud bevæger sig langsommere gennem vores verden, end vi går rundt og tror. Og jeg tror, at vores hjerte, vores sjæl, de dele af os, som er skabt til at forbinde os med Gud, har det på samme måde. Nogle gange tror jeg, de har det som en skildpadde, som er ude at gå tur med en kapgænger.

Indimellem er det er en helt fysisk erfaring for mig. Hver dag går jeg et par runder om Fængslet i Horsens, hvor jeg bor. Det er en god måde for mig at finde ro i Gud og i tankerne på. Hvis det ikke rigtigt virker, hvis tankerne bare bliver ved med at køre afsted, så skal jeg nogle gange standse helt op. Lige stå lidt. Og så gå igen. Men langsommere. Så kan det hele følge med.

Lige her. Midt i konkurrencestaten. I stressepidemien. I vækstsamfundet og ”det kan altid blive bedre”-illusionen. Her er der i grunden ikke meget, som er mere modkulturelt, mere ægte revolutionært, end at gå sig en tur med skildpadden.

God tur! Og nåde og fred!