Måske handler det ikke så meget om at se det store billede. Mere om at opdage sig selv i nogle nænsomme penselstrøg. Lige her ved siden af dem, som maler solnedgangen i tidens farver hen over aftenhimlen og optegner skarpe konturer i horisonten. Måske handler det ikke så meget om at begribe som at blive grebet.

Måske er du slet ikke kunstner. Mere kunstværk. Og ved at blive hugget ud af en kæmpestor blok marmor lige nu. Få et par ekstra omgange på drejebænken. Er det mon det, du mærker?

Måske er det vigtigere end dine visioner og alt det, du har blik for – at du er set. Det blik, der ser dig.

Måske er du i det store perspektiv, på den lange bane, her under Himlen, egentlig altid mere barn end du er voksen.

Måske er der ved at blive skrevet en meget mere storslået historie end den, vi hver især så stædigt og selvbiografisk prøver at stykke sammen og holde sammen på og fortælle til os selv og hinanden. En historie, som vi må være med i!

Måske handler det hele ikke så meget om the pursuit of happiness og jagten på lykken men mere at opdage sig selv jagtet og efterstræbt. Som en perle.

Måske handler det ikke så meget om at finde – svarene og sig selv og alt det der – men om at lade sig finde. Blive fundet.

Måske skal du slet ikke se dig selv som typen, som løber rundt med et sommerfuglenet. Men mere bare baske med vingerne.

Nåde og fred!