”Kirken den er et gammelt hus”, hedder en af salmerne i Salmebogen. For et par aftener siden så jeg sammen med familien en film (igen) om et andet gammelt hus. Det hedder Casita og filmen hedder Encanto og bortset fra, at de ”ikke taler om Bruno”, så er det faktisk en virkelig fin film.
Og på et tidspunkt i løbet af filmen kom jeg i tvivl om, om filmen og salmen mon handler om det samme gamle hus.
For hende Mirabel virker ærlig talt som en, jeg kender fra kirken. Ung. Ved at finde sig selv og finde sig selv til rette i det her mærkelige hus. Men som føler sig lidt ved siden af det hele. Det overnaturlige virker for alle andre men ikke rigtigt for hende. Hun har ikke adgang til Den Store Magi og føler sig ret naturligt forkert.
Og samtidig med, at hun har det sådan, kan hun ikke lade være med at synes, at der også er noget forkert på spil omkring hende.
Hendes storknoklende søster Luisa med stress-tics om øjnene. For her kan man altid gøre mere. Vi har jo fået så meget. Det er aldrig rigtig nok. Hendes irriterende perfekte ”alt er blomster”-søster Isabella. Kusinen Dolores, som hører alt – også det, som ikke er ment for hendes ører, og tager det hele helt ind. Fætteren, som skifter ham efter behag. Over dem alle sammen bedstemoren, den nidkære autoritet, som går mere op i, at der er orden i sagerne, ritualerne og traditionerne end i dem, hun er overhoved for. Dem – eller det – har jeg også mødt i kirken.
Sammen med beskrivelserne af den overspændte næsten neurotiske stemning, bekymringens ufrie rytme under det hele og den lidt mærkelige relation mellem Familien Madrigal og det omgivende bysamfund (- ofte virker den ret kontraktuel, og på et tidspunkt er kontrakten ved at blive underskrevet med et ægteskab) bliver det kritiske blik på kirkens gamle hus faktisk ret skarpt.
Men det slutter heldigvis ikke med kritikken. Mirabel selv bliver husets redning. Hun får en vision, som kan minde om den, Frans af Assisi fik, da han modtog beskeden om at gå hen og genopbygge Guds hus.
Og sådan går det. Det gamle hus falder sammen, og der bygges et nyt i dets sted. (Navnet Mirabel er i øvrigt en sammenskrivning af græske grundord for ”salve” og ”agern”. Noget nyt må vokse op.)
Det viser sig, at alt det, som virkede uldent og urigtigt omkring hende – var det!
Lidt ligesom når unge i kirken undrer sig over, at det kan føles så ufrit, når det nu handler så meget om frihed. At der er så langt fra Jesus’ hængen ud med de udstødte og mærkelige til kirkens måde at behandle og se minoriteter på. At nåden så let forstener sig i nye regler. At De Gode Nyheder nogle gange nærmeste er blevet til en forfaldshistorie, hvor i morgen nok bliver værre end i dag. At det pres, som så mange af os bukker under for, er et åg, som ikke burde være der. Som vi i virkeligheden er sat fri fra. At hvilen er vigtig. At den pæne facade er al sand skønheds allerværste fjende.
Det nye hus bliver bygget på maskefald og forsoning og fællesskab. På en samtale mellem Mirabel og bedstemoren. Som finder sted i en vandløb, der leder tankerne hen på Johannes ved Jordanfloden. Scenen flettes sammen med et flashback til, da bedstemoren modtog magien og mistede sin mand flygtende over det samme vand – som israelitter ved Det Røde Hav med egyptere i hælene.
Da huset genopføres, hjælper hele landsbyen til.
Når man ser filmen, er man spændt på, om magien nu også flytter med ind i det nyopbyggede hus. Det gør den.
*
Måske er det helt ved side af skiven. Men måske, måske handler Encanto om længslen efter reformation.
Jeg genkender længslen. Men faktisk også tegnene på, at noget nyt er på vej. (Og hvis det er det, så gad jeg virkelig godt være sådan en ret mærkelige type, som man ikke taler om, og som måske deler en mystisk vision eller to.)
Da der sidst var EM i fodbold, skrev Bono titelsangen. (Bono er også en slags profet, tror jeg. Ligesom Mirabel.) Den handler om en kirke i brand. Fremkalder de ikoniske billeder af Notre Dames spir i flammer.
”We’ll build it better than we did before”, synger Bono.
Og så beskriver han en reformation, som vokser ud af brudthed og skrøbelighed, tro og frygtløshed. Ærlighed. Og ind i et folk af åbne hænder. En kærlighedens hær:
Broken bells at a broken church
Heart that hurts is a heart that works
From a broken place
That’s where the victory is won
We are the people we’ve been waiting for
Out of the ruins of hate and war
Army of lovers never seen before
We are the people we’ve been waiting for
