Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 11

Vi tager livtag med corona-skygger og mentalt mørke.

Læs mere her:
– Digtsamlingen “Ikke fra forstanden”: https://issuu.com/enoughaboutme/docs/ikke_fra_forstanden
– “Elsket ubetinget” af Henry Nouwen kan bl.a. købes her: https://www.bogsalonen.net/shop/30-forlaget-boedal/418-elsket-ubetinget/

Transkript

Hej og velkommen til min podcast. Det er det her sted, hvor jeg præsenterer dig for et af mine digte, noget spoken word eller en poetry slam. Og så prøver vi at gå lidt ind i mellem ordene og bag om det hele. 

Jeg håber, du har noget godt i din kop og godt med ro om ørerne. Tak fordi, du lytter med 🙂  

*

Hvor er der bare mange, som bliver ramt i den her tid. Eller er det bare mig? Stress, angst, depression og mismod. Jeg synes, flere og flere omkring mig bliver ramt på det mentale. Lige i sindet. 

Det gør bare så ondt. For man vil så gerne gøre noget. Men lige meget hvad, så virker det bare som så lidt! 

Folk er begyndt at tale om, at coronaen trækker et spor af mentale lidelser efter sig. At vi faktisk – i halen på pandemien – har en epidemi af stress, angst og depression. Mange, mange millioner flere end normalt har dårlig mental sundhed – ud over hele kloden. 

Jeg tror virkelig ikke, vi skal undervurdere, hvad alt det her har gjort ved os: At se pressemøder, som minder om noget fra apokalyptiske “end of the world”-film. At læse dagens body count på dr.dk. Høre fra venner og familier om sygdom og død. Bange gamle. Bange kronisk syge. Bange skrøbelige. 

At tale sine bange børn til ro. At se eksperterne tale med den sædvanlige sikkerhed, for at tale os til ro – men at vide, at det her, det har de aldrig prøvet før.  

Hjem fra arbejde. Ud af rytmerne. På arbejde igen. Ud af de nye rytmer. Mundbind på. Glemme mundbindet i supermarkedet og føle sig som den der drøm, hvor man går ind i svømmehallen men har glemt badebukserne. Savne vennerne. Se dem på Skype eller Teams eller Zoom – og det er bare slet ikke det samme. 

Det her, venner. Det er ikke småting! Vi er skabt til rytme. Skabt til fællesskab. Skabt til at leve i den tryghed, som os, der er forældre hver dag prøver at skovle ind i hovederne på vores børn: At verden grundlæggende er et godt og trygt sted!

Jeg er ked af, at jeg starter på den her lidt mørke node. Men jeg tror virkelig, det er vigtigt, at vi rummer hinanden i det her. Bærer over med hinanden. Bærer over med os selv. Vi har været igennem noget virkelig voldsomt. Nu er der gudskelov lys. Men lad os være gode ved hinanden. Og gode ved os selv! 

*

Jeg har også været ret meget fra forstanden. Ret meget opslugt af mørke. Og ligesom pandemien startede det hele i marts 2020. Og jeg er nok ikke helt ude på den anden side endnu. 

Jeg har lyst til at fortælle dig om det, fordi jeg hen ad vejen fandt en masse lys. Og dem har jeg prøvet at skrive digte om, når jeg er stødt på dem. For at fastholde dem. Knuge mig ind til dem. For at gi’ mig selv det håb, jeg så desperat havde brug for. Det er sådan et paradoksalt digt – et meget lyst og livsbekræftende digt født ud af noget af det dybeste mørke, jeg har prøvet at være i, som vi skal lytte til i dag.

Du må love mig, at du ikke lytter til det her afsnit og tænker, at jeg har forstand på noget som helst! Jeg er hverken psykolog eller præst eller noget som helst andet. De er meget klogere på alt det her, end jeg er. Tal med dem! 

Jeg er i virkeligheden bare et ret ramponeret menneske. Men nogle gange kan det være godt at høre fra et ret ramponeret menneske, hvis man selv føler sig ret ramponeret. Eller hvis man kender et menneske, der er. 

* 

Det var midt i marts måned i det horrible Herrens år 2020, at jeg gik fra forstanden. 

Det blev for meget af det gode: Alt det frivillige arbejde, jeg elskede, og som er med til at give mit liv mening. Men jeg fandt ud af, at den slags ting også optager plads – ligesom det, der er drænende og dræbende. Og nu var der bare fyldt helt, helt op. 

Dråben i bægeret blev et stort møde, jeg var med til at arrangere, hvor vi også skulle have flere rumænske gæster til Danmark. Det krævede en stor indsats og mange timer. Og så kom coronaen. Og så tonede Mette Frederiksen frem på skærmen. Med det der apokalyptiske blik. Og lukkede landet. Også for rumænske gæster og for store møder. 

Jeg tror, det var det, der fik mig ud over kanten: En masse hårdt arbejde. Spænding til det sidste om, hvorvidt det hele alligevel kunne lade sig gøre. Og så blev det hele fejet væk under mig. Det gav mig en stress- eller overbelastningsreaktion, som har forfulgt mig lige siden. 

Reaktionen tog den her form: Det var som om min tanke blev en magnet for alt det i verden, jeg er mest bange for – og bange for at tænke. Først en frygt for at tænke ting, jeg var bange for at tænke. Og så frygten for frygten. 

Pludselig følte jeg mig uden for Gud. Og uden for nåden. Og uden for meningen. Uden for alt levende, i virkeligheden! 

“Det jeg savner, er det jeg allerede har”, synger Mathilde Falch. Lige præcis! At sidde her med de største gaver i verden: En dejlig kone, dejlige unger, dejlige venner, dejlig alting. Og så li’som ik’ at kunne åbne det op. Tage det ind. Spise det og danse med det. 

Jeg havde ikke prøvet sådan noget i mere end 20 år. I mere end et halvt liv. Og nu jagede det her mørke mig næsten i døgndrift. Små prikkende stød af angstfyldte chok. Havde jeg gjort det utilgivelige? Tænkt det utilgivelige? Sat mig uden for nåden? Var Gud i virkeligheden god? God nok til at frelse mig? Stærk nok? Det er den slags, jeg er allermest bange for, fandt jeg ud af. 

* 

Desperation er en stærk forandringskraft. Jeg begyndte at gå en tur hver dag. Omkring en time. Ud i naturen. I Nørrestrand – det grønne område omkring fjordsøerne i Horsens. Eller Mosen – bag om Hotel Opus og vestpå mod Løvhøj. Helt bynært men alligevel ægte natur.

Og hvor er det bare en kraftfuld kombination, det med at gå og med natur! Halvandet år og mere end 2.000 kilometer, siden jeg begyndte, holder jeg fast i en daglig gåtur. Nogle gange går jeg i stilhed. Andre gange hører jeg musik eller podcast. Altid bliver der stille indeni mig. 

I den kristne tradition taler man om, at vi har fået to åbenbaringer af det guddommelige: Jesus Kristus – mennesket, der var Gud – og naturens åbenbaring. Skaberværket! Og når man går og går, så giver det virkelig mening. 

I virkeligheden er naturen jo noget rod. Planter og træer spreder sig ikke i geometriske former – men nærmest hulter til bulter. Men alligevel er der en orden, en struktur, en ro, en skønhed, som er umulig at eftergøre. 

Stilheden. 0 DB. Det burde jo være det samme, om man sidder i stilhed på sit værelse, eller om man er udenfor et sted, hvor der er helt stille. Det er det ikke. Der er en verden til forskel! Stilhed under den åbne himmel er – himmelsk! I gamle dage i middelalderen, da man talte om de syv himle – en himmelsfære for hver af de fem kendte planeter, en for solen og en for månen – der talte man om, at hver himmel sang en overjordisk sang for at ære Gud. Og at når man hørte det på en gang – når alle syv sange fik lov til at ræsonnere, så var det netop denne særlige, hellige stilhed, man kunne høre. Stilheden, som er summen af de syv himles sang til Gud. 

Den sidste tid er det blevet vigtigt for mig, at alt det der med det hellige ikke er det samme som andægtighed og ophøjethed. En del af naturens hellighed er for mig også alt det sjove og småskøre. Ænder, der vender rumpen i vejret. Min ildfugl, fiskehejren, som er så smuk og elegant, når den letter og flyver, men som lyder som en der hoster i en rusten megafon. Køerne, som står og gumler og ser så komplet lykkelige og tanketomme ud, at man kunne blive helt misundelig. Når man får lov til at se det hele – ikke med så’n en meget voksen og alvorlig og kunsterisk andægtighed – men mere med den begejstring for dyr, som alle børn af en eller anden grund har, så er man i det virkelig hellige.  

Naturen blev et lys for mig. Gåturene. Ikke sådan, at de ubehagelige tanker blev hjemme. De kunne også godt lægge sig på lur og overfalde mig herude. Men alligevel var der noget pause-agtigt, en hvile fra det hele, herude. Og den der håbefulde erfaring af, at der er mening. Der er noget større end mine tanker i min lille hjerne. Der er storhed og orden og skønhed. 

* 

I den sidste podcast fortalte jeg, hvor vild jeg er med David og Salmernes bog i bibelen. Det er blevet en anden livsrytme for mig, at læse en salme om dagen. Og det har ofte kastet det lys ud, som har gjort, at jeg er kommet igennem. Henry Nouwen har jeg også fortalt om. Den katolske præst og forfatter, som også er så vild med historien om den fortabte søn. Han kender til mørket – om nogen. Og han kender til lyset. Og han kan åbne det og kaste det ud som ingen andre, jeg kender. Hver dag læser jeg en lille tekst fra bogen “Elsket ubetinget”. Hvis du er plaget af mørke tanker, så er han virkelig et lys at tænde for. 

Nouwen har også hjulpet mig med sprog for den store ændring, du sikker har luret, at jeg havde et kæmpe behov for: Et liv med mere væren. Mindre gøren. Mindre to do. Mere at lande i sig selv. 

Lidt tilfældig fandt jeg ud af, at der er mange musikere, som har skrevet smukke sange om de kampe, jeg stod i. Ellie Holcomb, Zach Williams, Carolyn Arends. De blev mine rejsekammerater på mine gåture. Og hjalp mig med at sætte ord på det hele. 

I begyndelsen af coronaperioden gik en masse kirkesamfund i England – katolske, protestantiske, anglikanske osv. – sammen om en sang, de kaldte UK Blessing. Sangen samler nogle forskellige ord fra biblens først og ældste bøger, som Gud er afsender på. Voldsomme ord.

Den aronitiske velsignelse, som lyder “Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred”. At Gud er for os. Bag os. Omkring os. I os. Og at Gud er med os. Han er med os! Og at han velsigner os i 1.000 generationer!

Den sang har jeg lyttet virkelig meget til. Jeg har haft den her dybe længsel efter godhed og lys, der var lige så chokerende, ligeså voldsom, som mørket i mine tanker. Lige så mind blowing! Det fandt jeg blandt andet i denne sang. 

Men den sang, som skilte mig mest ad – som jeg simpelthen flæbede mig igennem fra første til sidste linje, ikke bare så’n lidt med røde øjne og en tåre i krogen, men mere som noget, der potentielt kunne gi’ en vandskade, det var faktisk en børnesang. Fra et album af børnesange, som jeg havde sat på for mine unger i bilen. 

“Du ik til det helt store. Du ved ik om du tror”, starter den. Og lidt senere “Nogle dage er bare dumme. Tankerne kan være onde”. Men “Jeg tror Gud han tror på dig” Og skønne ting som “Det bli’r godt igen” og “Du er elsket, du er fri!” og “Gud er håb, større end tvivlen” og alt muligt, som jeg ikke rigtig kan beskrive som andet end min oplevelse af Guds helt direkte tiltale til mig.

Jeg har en ambition om at lave en ret ærlig podcast. Og her er det bare en del af historien, at en børnesang var et af de smukkeste lys, en af de mest solide trædesten for mig ud af mørket. 

*

En anden linje, sangen gentager, er: “Jeg har taget cola og kage med”. Og jeg synes simpelthen det er så fin en beskrivelse af, hvad det er man virkelig har brug for, der i spindelvævet af sine egne møgtanker: Gode venner, som er der og går med og kan være i alt lortet. Og som endda tager cola og kage med, for at tænde nogle lys. 

Min gode kone, min kloge søster, en dygtig psykolog, en fantastisk præst – og lige så fantastisk ven, mine forældre. 

Og så er jeg så heldig, at jeg går til gudstjeneste i en kirke, hvor man kan blive bedt for. Man kan simpelthen fortælle nogle elskelige væsener, hvad der plager en, og så bærer de det op i en bøn! 

Nogle af de dyrebareste ord, de største lys, jeg har fået med mig i hele processen, har jeg fået, når jeg er blevet bedt for, fordi de grimme tanker blev for grumme og tunge til, at jeg selv kunne bære dem. 

En af dem, der bad for mig, blev bare ved med at sige “Det’ okay!”. Så’n på vegne af Gud! Det’ okay! 

Åh, jeg håber, jeg kan give det videre til dig, hvis du har brug for det: “Det er okay! Du er okay!”

En anden delte disse smukke vers fra profeten og poeten Esajas, som man kan finde i bibelen: 

Går du gennem vand, er jeg med dig,
gennem floder, skyller de ikke sammen over dig;
går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt,
flammen brænder dig ikke.
For jeg er Herren din Gud,
Israels Hellige er din frelser.

Gennem ild og vand. Sikke en kærlighedserklæring! Det gjorde så mange af mine frygtsomme tanker rolige. Hvad gør det ved mine unger, at mine tanker er så mørke, som de er? Mit ægteskab? Mig selv? De her ord om, at ilden ikke skal forbrænde og floderne ikke drukne, de gav mig virkelig håb. 

Kan jeg gi’ det videre til dig? Håbet om, at floderne ikke skal skylle sammen over dig? At ilden ikke skal brænde dig? Jeg tror, det er sandt for dig.  

*

En, som virkelig har taget cola og kage med, i alt det her, det er min gode ven Anders. Vi mødes en aften hver uge, går en tur eller kører en tur for at tale om livet og kvinderne og fodbold og ungerne og politik og alt det, der er i vejen med verden – og så be’ en bøn sammen. Det er rigtigt godt. 

De sidste halvandet år har Anders tændt masser af lys for mig. Holdt sandheder, jeg har haft brug for at se, op for mig. Kaldt løgn for løgn. Og gjort grunden under mine fødder mere fast. 

En gang havde vi parkeret bilen på den store parkeringsplads neden for bakken ved FÆNGSLET. Og så sendte vi en bøn op. For mig og mine trælse tanker. Igen! 

Mens Anders be’r, begynder han at grine, og så si’r han: “Bruno, jeg tror simpelthen ikke, at Gud han går særligt meget op i alle dine tanker!” Jeg ved simpelthen ikke, hvad det var, der gjorde situationen så komisk. Aner det ikke! Men det var helt vildt forløsende, at den var det. 

C. S. Lewis – ham med Narnia – skriver et eller andet sted, at der findes en slags lykke, en slags happiness and wonder, som gør dig alvorlig, og som er for god til at spilde på vittigheder. 

Jeg tror, det var noget af det, vi var i kontakt med der. Anders’ simple pillen mit indre sirligt opbyggede korthus fra hinanden med en sætning og et grin. Det var absurd og komisk og skævt. Og så var det helbredende langt ned i dybden. 

Mon ikke vi faktisk undervurderer, hvor meget det gode grin betyder – på alle mulige planer. Forestil dig nogle af jordens værste diktatorer. Lukashenko i Belarus, for eksempel. Kunne du forestille dig ham fortælle en sjov og hjertelig historie? Jeg tror også grin og selvironi kan hjælpe os til at vurdere åndelig sundhed – sektlederen eller den religiøst radikaliserede har bare sjældent let til smil. Nå, måske tager jeg det lidt for alvorligt. Men jeg ved, at det her, det er min bøn for dig: Må du smile. Vildt og højt og bredt, med smilehuller fra top til tå!  

*

Nå, nu er det snart tid til at høre digtet om Nørrestrand Katedral. Digtet er en del af en lille samling, som jeg har kaldt “Ikke fra forstanden”. For jeg ved ikke, hvor de kommer fra, men det er i hvert fald ikke forstanden, for den var jeg fra, mens jeg skrev dem. 

Fælles for de fleste af dem er den her paradoksalitet: At digtene er lyse og lette – netop fordi de er skrevet ud af et dybt mørke. Omklamrende og dykkende ned i det lys, jeg har fundet på min vej. 

Hvis du har brug for lys, ville det gøre mig vildt glad, hvis du kan finde et eller to her. Linket til digtsamlingen er i episode-noterne. 

*

I min stue hænger en print af Charlie Mackesy. Ham med bogen om drengen, muldvarpen, ræven og hesten. På den står der det her: 

“Det er nogen mørke skyer”, sagde drengen. “Ja, men de vil forsvinde igen”, sagde hesten. Den blå himmel ovenover skyerne forsivnder aldrig.” 

Må dine skyer forsvinde. Må cola og kage gå dig i møde. Må du møde Gud i naturen eller beretningerne. 

Nåde og fred.