Det var ik’ fordi det ikke var hårdt.
Det var ik’ fordi du ikke var væk.
Ik’ fordi mit indre ik’ gik i sort
af ubønhørlige tanker på træk.

Og jeg ved godt, det kommer fra mig selv.
Hvis bare jeg ku’ stop’ med og tænk’!
Faldlem under fødder si’r farvel;
men jeg lander på den vildeste bænk!

Ubange og elsket.
Du har sat dig hos mig.
Din arm om min skulder.
Du har sat mig hos dig.

Og nu kan verden råbe og larme!
Og mit hoved kan glamme og gø.
Jeg er gemt i dine evige arme,
hvor al kulde med det samme må tø.

Som den eneste iblandt legioner,
som skovens allersimpleste træer,
som strækker sine kviste og kroner,
så rækker jeg mit hjerte til vejrs!

Ubange og elsket.
Du har sat dig hos mig.
Din arm om min skulder.
Du har sat mig hos dig.