Mit sind er broget,
min nat er sort
og tanken kroget
og kommet til kort.

Hvor længe skal det vare?
Hvornår bli’r blues til rock?
– Knægt, nu kan du erfare,
min nåde er dig nok.

Kaffen er bitter.
Min sovs har skind.
Kompasnåle stritter.
Vejrhanen er blind.

Du lover, sku’ jeg mene,
din fred, hvad bliver det til?
– Knægt, du har kun den ene
brik i vores puslespil

Som træer, der falder,
blokkes mit syn
i lydløst rabalder
og tågede lyn.

Du ved, jeg længes heftigt
mod lette sikre skridt!
– Knægt, når du er afmægtig
bliver jeg til dynamit!

Mit øje bløder.
Rejst op. Hængt ud.
Brødrene støder
søm gennem min hud.

Af mørket, som fortrænger
hvert håb, der flammed’ frit,
som forår nu fremspringer
nåde, pagt og dynamit.

2. Kor. 12,9