Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 13

Vi tænder flere lys i corona-mørket – og møder en sand projektør, som lyser i det mørkeste mørke.

Læs mere her:
– Mimi Dixon — Julian of Norwich. Renovaré Podcast. Episode 95: https://renovare.org/podcast/episode-95-mimi-dixon-julian-of-norwich 
– “Kærlighedens åbenbaring” af Julian af Norwich

Transkript

Hej og velkommen til min podcast. Det er det her sted, hvor jeg præsenterer dig for et af mine digte, noget spoken word eller en poetry slam. Og så prøver vi at gå lidt ind i mellem ordene og bag om det hele. 

Jeg håber, du har noget godt i din kop og godt med ro om ørerne. Tak fordi, du lytter med 🙂  

*

(Hælder øl op.) Nu tror jeg, jeg har luret den. En Guinness! Sådan en irsk, megamørk og lækkert cremet øl. Men uden alt for skarpe bobler – og alle de der småbøvser, som følger med. Det kunne godt være den ideelle podcaster-øl. 

Sidste podcast-episode handlede om nogle lys i corona-mørket, som jeg gerne ville give videre. Jeg har været lidt fra forstanden her de sidste 1,5 års tid. Men jeg har også fået en masse lys med mig på vejen. Og de erfaringer forsøgte jeg at give videre sidst. 

Den her podcasst-episode – og jeg tror også den næste – handler også om nogle lys i coronamørket. Det tror jeg, vi har brug for, for vi er ikke skabt til isolation, usikkerhed og utryghed. Vi er tværtimod skabt til fællesskab, til rytmer og til at have en grundlæggende tryghed ved verden. 

Lysene i den sidste episode var ret personlige. De var mine erfaringer. Når jeg talte om dem, så var det stearinlys, kærter, jeg havde et indre billede af. Denne gang og næste gang skal det mere handle om el-pærer. Den slags, som pludselig dukker op over hovederne på folk i tegnefilm: Tanker og ideer. 

Og det er vigtigt, det med ideerne. En af mine yndlingstænkere, en fyr, der hedder Dallas Willard, siger, at vi i sidste ende lever på vores ideers nåde: Det, vi tænker om verden og hinanden, former vores liv. Og det, vi tænker om Gud, former os på en helt afgørende måde, siger han. 

En anden fyr, William Temple, sætter det endnu mere på spidsen: Hvis et menneskes billede af Gud er ramt ved siden af, så vil han faktisk kun blive et være menneske af at blive mere religiøs! Stærke sager! 

Det med ideerne er vigtige. Men det er det med lysene også. Lige nu er det vinter. Og tallene stiger. Måske er vi på vej ind i en ny mørk tunnel. 

Når man kører i bil og nærmer sig en tunnel, så er der tit et skilt, hvor der står “Tænd lyset, når du kører ind i tunnelen”. …Og jeg har lidt lyst til at tilføje “Kontakten sidder lige til højre ved indgangen” med en sprittusch, men det er nok bare mig. Under alle omstændigheder: Vi har virkelig brug for lys. 

*

Et af de allerstørste lys, jeg kan forestille mig, stødte jeg på på et tidspunkt, hvor jeg virkelig havde brug for det. Indtil videre har jeg hende kun på anden hånd, via en podcast. Måske kan vi læse hende rigtig sammen ved lejlighed.  

Hun er nærmest en projektør. For hun lyste gennem et mørke, som var endnu mørkere end vores pandemi. Den værste pandemi, verden har set, faktisk! Selv i det mørke lyser hun op, så man næsten bliver blændet. 

Julian hedder hun. Hun boede i England i det 14. århundrede. Stadig i skyggen af hundredårskrigen. Og nu under verdens værste pandemi: Den sorte død. 

Julian boede i Norwich. På det tidspunkt var det Englands største by efter London. En energisk og meget rig havneby med masser af handel. Men handelsskibene havde andet end varer og rigdom med: Rotter. Som bragte pesten med sig.

I England tog pesten hver anden. I Norwich, hvor Julian boede, havde den taget tre af fire. Vi ved ikke, om Julian havde familie. Men meget kunne tyde på, at hun har mistet både mand og børn til den sorte død. Hvor vi kommer ind i historien, lever hun i hvert fald alene hos sin mor. 

Døden, sygdommen er ubeskrivelig nok i sig selv. Jeg tror, vi forstår den lidt bedre nu. Og selv om corona ikke er den sorte død: Den sociale isolation forstår vi meget mere af nu, end for et par år siden.  Frygten.

Frygten. Og det var ikke i kirken, man kunne gå hen for at finde trøst eller lindring for den. Den sorte død var Guds straf for synd, var budskabet her. Gud havde sluppet sin vrede løs som i Noas dage, og nu var det dommens tid. England var fordømt, fortalte præsterne. 

Kun de franciskanske munke vandrede rundt i de døde gader med et andet budskab: At Gud er kærlighed. Selv her. 

Julian var også bange. Og bange for Gud. Og bange for at dø. Hun havde også hørt kirken tale om vrede og dom. Og på et tidspunkt, da hun er 30, bliver hun så syg, at de nu er sikre på, at hun skal dø. De tilkalder præsten, som kommer for at gøre Julian klar til døden. Han har en lille klokke, så naboerne kan høre, at nu har pesten taget endnu en. De havde jo ikke dr.dk, hvor de kunne gå ind at se dagens body count. 

Præsten stiller et krucifiks på Julians natbord og går i gang med sine riter. Men de har taget fejl. Julian er ikke i gang med at dø. Og præsten tager afsted igen men lader krucifikset blive hos Julian. 

Og så er det, det sker, det som er grunden til, at vi kender Julian i dag. At hun blev den første kvinde, som fik trykt en bog via den tids nyeste teknologi. For i en tilstand på kanten af bevidsthed, mens hun ligger ubevægelig i sengen, bliver krucifikset levende for hende. Rummet forsvinder, og hun er selv der, centimeter fra den døende Jesus på korset. Øje til Øje. Og de holder øjenkontakten, mens Jesus er i den voldsomme lidelse, som bliver hans død. 

Det er en ret voldsom beskrivelse. Meget grafisk. Og ikke for sarte sjæle. Men for brudte. Ikke for sarte sjæle. Men for brudte! For brudte og tvivlende og bange sjæle. For Jesus ser på hende og siger: “Hvis dette ikke var nok, havde jeg lidt endnu mere for dig.” 

Når man kommer i berøring med det hellige, er det normalt at føle uværdighed. At føle, at det hellige vil ødelægge os, fordi vi er så anderledes. Men Jesus bliver bare i lige præcis det sted. I   timer, hvor han meddeler sig til Julian i forskellige ord og visioner. 

Og det fantastiske er Julians mod. I den situation tør hun stille alle de spørgsmål, vi også kan få: Hvad tænker Gud om det hele? Vores synd. Vores forfejlede forsøg på at håndtere den. Os. Vil vi i sidste ende blive fordømt. Har kirkens frygtprædikanter ret? Og tålmodigt svarer Jesus. At det ikke er Gud, der er i pesten. At den vrede, den fordømmelse, som tillægges Gud jo præcis er den, han er død for. 

Når jeg ser på dig, så elsker jeg dig. Jeg døde på korset for at absorbere alt det, de nu ser som Guds vrede. Alt fordømmelsen. Alting. Du så mig med dine egne øjne. Du så mig tage det ind. Det er ordnet! 

Men Julian bliver ved. Heldigvis, for os. Og i stort mod: “Se, hvad der sker! Hvorfor stoppede du det ikke? Hvorfor lod du det ske? Vi dør her!” 

Og Jesus tager hende op til ham for at vise hende, hvordan opstandelsen ændrer alt. Men hun tager ham ned igen. Hvad med lidelse, død, synd. Så giver han hende en række billeder. Af ham selv på korset. Og han fortæller “Jeg ved, hvad du taler om, for jeg har været der. Jeg har været i Helvede, der hvor du lever nu.” Han underminerer ikke den virkelighed. Men fortæller om, at der er noget større, lysere og mere sandt, som omslutter den virkelighed. Og som vil forandre den for evigt.  

På et tidspunkt beder beder Jesus Julian om at tage en hasselnød op fra bordet og omslutte den med sin hånd. “Sådan holder jeg alt skabt”, fortæller han. Intet sker, som ikke sker her. I min hånd. Jeg har jer! 

Og så siger han de ord, som du måske kender. Som ofte citeres: 

Sin is inevitable but all shall be well. And all shall be well. And all matter of things shall be well. (gentag)

Synd sker. Men alt skal blive godt. Alt skal blive godt. Alt og alle slags ting skal blive godt!

Det er ikke altid, at indledningen, det med synden, er med i citeringen. Men hvor er det vigtigt, at det er der. At den onde og fejlslagne – inden i os og uden for os – bliver adresseret. Sin is inevitable, but all shall be well!

Det onde bliver adresseret. Men det bliver ikke talt op. Og det får ikke det sidste ord. Slet ikke! Faktisk har det slet ikke så meget kraft længere, for det er undermineret af Jesu blotte tilstedeværelse. 

*

Sådan en åbenbaring – sådan et ord af håb – ville jo nok gøre det for de fleste af os. Men tak Gud for Julian, som stædigt bliver ved med at spørge. For døden er jo i alle hendes sanser. Alle steder omkring hende. 

Jesus fortæller en historie om en herre og en tjener. De elsker hinanden. Tjeneren prøver altid at re  gne ud, hvad herren gerne vil have, og så gør han det. Men en dag – i sin iver efter at tjene sin herre – falder han i et hul. Tjeneren ruller sig med det samme sammen i fosterstilling og anklager sig selv: “Åh, jeg er bare præcis sådan en, som altid falder i et hul!” Så optaget af det er han, at han faktisk ikke ser sin herre løbe derhen fuld af barmhjertighed og spørgende råbe: “Er du ok?” 

Igen bliver Julian ved. Gudskelov. For hvad nu, hvis det ikke er en gang. Hvad nu, hvis det er igen og igen, vi falder og synder og fejler? 

Jesus fortæller hende om Guds, faderens, treenighedens hjerte med dette billede: Jeg er som en mor. Du er som mit barn. Når du lider, så smerter det også mig. Og jeg vil kun, at du skal have det godt igen. Som en mor vil det for sit barn. 

Og jeg vil ikke, at du løber væk fra mig, når du er faldet eller såret. Løb hen til mig! Så hurtigt du kan! Hop op i mine arme og lad mig holde og trøste dig. Sådan tænker Vi om dig. 

Mon ikke Julian har været mor og forstår det, Jesus siger, med hver celle i sin krop? 

Sådan bliver Jesus ved og ved. 10 timers visioner. Og efterfølgende brugte Julian 20 år på at reflektere og skrive om dem.

Jeg led og døde for dig. Syndens, det ondes, kraft er undermineret. Den har mistet sin kraft til at ødelægge. 

Jeg omgiver dig. Båndet mellem dig og mig er en lysende mur, som ikke kan gennemtrænges af ondskab. Du er tryg og sikker i min hånd. Helt sikker! Og alt skal blive godt. 

En dag skal alt blive så godt, glæden så stor, at øjeblikket nu, lidelserne her optages og forsvinder i det. Men det er mere end fremtid. Hasselnødden er nu! 

Når du føler, at du er utilstrækkelig, ikke god nok. Føler den der afstand af det uhellige hos det hellige, så læner Gud sig ind til dig, ind i dine lidelser og siger “Er du ok? Hvordan kan jeg hjælpe dig?” Du er ikke fortabt. Du er ikke frygtelig. Du er ikke forladt. Du er min elskede!, siger han. Og jeg vil bare elske dig!

Jesus kaldte Julian for Dear-worthy. Sikke en titel! 

*

Jeg stødte på den her fortælling om Julian of Norwich præcis der, hvor jeg havde brug for den. Den kærlighedsflod, som billedet af den lidende Kristus, af hasselnødden, af Gud som moderen, er. I den flod blev en masse frygt i mig skyllet væk. For frygt findes ikke i kærligheden. Og Julian er lidt som at give en frygtsom sjæl et rensende brusebad. Af liv og håb. 

Der er mange ting, vi ikke finder mening i eller svar på. Og man skal ikke altid finde svar for enhver pris – der er næsten ikke noget værre end billige letkøbte svar på dybe og dyre problemer. 

I Julians visioner findes et håb, som ikke underkender eller taler angsten, ondskaben, mørket ned. Den er anerkendt. Ja endda: “Sin is inevitable!” Synd er uundgåeligt. 

Synd – altså mørke, frygt, ondskab, dyre fejl, lidelse og alt det andet skammel – synd vil ske. Jeps, det er faktisk også sådan, jeg oplever det! Men alt skal blive godt. Alle mulige former for ting og sager skal blive godt! For der findes en højere sandhed. Kærligheden har allerede vundet. Hvor der var slaveri er der nu håb. 

Jeg kan lige nå at citere Charlie Mackesy – det har jeg vist ikke gjort endnu. Life is difficult but you are loved, siger han. Livet er svært, men du er elsket. 

Altså, det er jo noget mere enkelt og nede på jorden sagt end Julians visioner. 

Men det fine lille citat har også den her realisme: Det ér svært. At ængstes er at være menneske, har jeg lige læst i en bog. Der er ikke nogen af os, som kommer let igennem livet. Men. Men. Der er en dybere sandhed – en sandere dybde: Du er elsket. Livet er svært, men du er elsket. 

Du er forstået. Kendt fuldt ud. Af en som deler lidelsen med dig – mere end en mor med sit barn. Du er dear-worthy! 

Nåde og fred.