Da jeg i dag afleverede min datter i skolen, og den første sne lige var faldet og alting summede af unger og snebolde, som for rundt, og kinder, der allerede var røde, inden der overhovedet var ringet ind for første gang, og kæmpestore smil, kom jeg i tanke om nogle ord fra en Davids-salme. (…Jeg ved det godt. Det er noget med kablerne i mit hoved.) Og de ord, jeg kom i tanke om, er også lidt mærkelige. De er fra den smukke salme 8:
”Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige.” Det skriver David til Gud.
Børns og spædes mund. Og værn og modstandere og fjender og hævn. Der er ret meget kontrast i den lille sætning.
Ligesom der er i livet: Lys og mørke, fred og krig, børn og hævngerrige fjender. Man kan nemt blive helt opslugt af den sidste del – særligt i så’n en kold corona-vinter. Mens ungerne kaster sne og livsglæde efter hinanden, er vi nogen, som bruger lejligheden til at bekymre os om at hænge fast i en kø på vej til arbejde og på anden vis at nære os en fin istap ved vores barm. Med tiden måske en helt lille kynisk indre Narnia-vinter.
Gad vide, om det er i den der sjælekrig – kampen mellem tro og fortvivlelse, håb og kynisme, kærlighed og frygt, som foregår inde i os alle sammen, at Gud har mønstret en forsvarshær af børne- og babysmil?
Krigsmetaforikken er voldsom. Men er den ikke meget realistisk, i virkeligheden? Er slaveri ikke en fin beskrivelse af det sind, som med tiden har overgivet sig til bekymring, kynisme, håbløshed?
Af en eller anden grund glemmer vi, hvordan man er hæmningsløs glad, mens vi vokser op. Når jeg fortæller min knægt Mads, at han skal hjem til sin morfar, så bliver han så glad, at man næsten kan lyse kælderen op med ham – han kan ikke være i sin krop! Jeg har glemt, hvordan man er så glad. Og gad vide, om vi alle sammen ville have glemt, at det overhovedet fandtes, hvis Gud ikke generation efter generation sendte en lille forsvarshær af børns og spædes munde afsted for at minde os om det. (Når Mads kommer på besøg, kan morfar faktisk se næsten ligeså glad ud.)
Sikke en mærkelig verden: Hård og mørk og alvorstung og vinterkold. Men der findes en kraft i den, som ser undselig og blød og lys og mild og venlig ud. Og den er stærk. Det er den, som Grundtvig kalder ”Floden, som kan isbjerg smelte”. Der er nogen, som siger, at den vinder til sidst 🙂
God første torsdag efter snefaldet!
