Kære Johanna

Det her er en historie om håb. Det er også en historie om, hvorfor jeg er taknemmelig for og ser meget op til din faster Lone. Og om en masse fantastiske mennesker i Horsens. Det er historien om en generøs og trofast Gud. Og det er historien om dig. Og hvordan du mødte din mor og mig.

Historien starter ikke med, at et lille mørkerødt krøllet spædbarn med smukke dybe øjne og sort troldeagtigt hår melder sin ankomst på hospitalet i Horsens. Vi startet en hel del tidligere.

Vi begynder i Aarhus
Da 2010 var ved at rinde ud, begyndte din mor og jeg at planlægge, at vi skulle have os et barn. Nå, ja, og, så’n, arbejde på det, selvfølgelig. Vi satte krydser i kalenderen, tog på weekendtur og prøvede på alle måder at gøre os umage.

Men der skete ikke noget. Og sådan tror jeg, vi havde det generelt. Der skete ikke rigtigt noget. Vi boede lidt spærret inde i en lejlighed i en stor boligkarre på Skanderborgvej i Aarhus med udsigt til en anden boligkarre. Vinduerne var utætte, og det larmede fra den store indfaldsvej, som kun var et par meter væk fra vores stue. Alligevel slap der næsten ingen lys ind.

Næsten alle vores venner var efterhånden flyttet fra byen. Og i kirken, hvor vi havde mødt hinanden og begge havde været dybt engagerede, lukkede fællesskaberne ligesom stille ned omkring os.

I foråret begyndte vi at lede efter et nyt sted at bo. Og i juni 2011 købte vi huset, vi bor i nu, her i Horsens.

Lys og skygger i Horsens
Vi blev hurtigt ret vilde med Horsens. Der var lys og luft i huset med udsigten over mosen og tæt på Nørrestrand. Vi kendte et par familier i byen og fik hurtigt nye relationer i Horsens Valgmenighed. En cellegruppe fyldt med fantastiske mennesker blev et hjem for os. Jeg begyndte at mødes med Anders (ham, den skøreste af dine faddere) hver uge i en microcelle. Det var frisættende igen at engagere sig i det frivillige arbejde omkring kirken og se ting ske og gro.

Alligevel skulle der ikke gå lang tid, før det meste af verden ramlede sammen for os, og vi gik ind i den sværeste og hårdeste periode, vi har været igennem. Inge blev sygemeldt med en stresrelateret depression i begyndelsen af oktober.

Jeg tror, der var mange andre årsager, end at vi stadigt ikke var lykkedes med at få det barn, vi drømte om. Foråret og sommeren havde været intens med bl.a. flytning og efteruddannelse. Og jeg løftede – og forstod – for lidt i det alt sammen. Men det udtryk, frustrationen fik, var ofte den længsel efter at blive forældre, at blive mor, som ikke var blevet mødt.

Jeg vil ikke forsøge at beskrive den tyngde og det mørke, som minderne fra denne periode har. Men jeg vil fortælle, at vi ofte blev støttet, båret og bedt for af vores kirke og cellegruppe. Ikke mindst dine faddere, Anna og Martin. Dem brugte Gud til at formidle billeder og sandheder, som gav os håb og tro midt i kaoset.

En e-mail fra Canada
En aften dybt inde i denne sump, var Anders på besøg hos os. Han og jeg havde microcelle. Vi sad ude i stuen, mens din mor var på kontoret (eller “mit værelse”). Generelt er det et ret sikkert gæt, at Anders og jeg taler om enten fodbold eller verdenssituationen, når vi er sammen, men denne aften er jeg ret sikker på, at vi havde brugt en del tid på at bede for din mor og mig.

Midt i det hele kommer din mor ud til os. Med tårer løbende ned at kinderne. Jeg når at få den der følelse, som om gulvet inde i maven går fra hinanden, og alt bare falder sammen og ned. Men hun er ikke ked af det. Hun er glad. Din mor fortæller, at hun har fået en e-mail fra din faster Lone.

Lone var på det tidspunkt på discipelskole i Canada (- hvordan hun endte der, er en vild historie til en anden gang). Lone skriver, at hun har bedt meget for, at din mor og jeg må få et barn. Og så skriver hun, at hun har haft et syn eller en vision. Nej, du kan selv læse her, hvad det var for en mail, din mor lige havde læst:

En ret vild mail, ikke? Når jeg læser den nu, slår det mig, hvordan min søster forsøger at sløre barnets køn, men alligvel komme til at skrive “hun”. Dengang, inden jeg kendte historien, var min reaktion noget anderledes.

Jeg var først glad og lettet over, at Inge var glad. Men jeg var også nervøs. Og jeg kan huske, at mens jeg udadtil krammede på din mor og sagde sådan noget som: “Nej, hvor er det fantastisk!”, bad jeg indadtil hårdt og kontant til Gud: “Tak for det her. Men nu må du godt nok følge op. Nu må du levere! Du kan simpelthen ikke plante sådan et håb hos os – se, hvilken situation, vi er i! – uden at indfri det.”  

Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte om Lone i situationen. Men… modigt!

Ønsker vs. håb  
Som jeg husker det, tog Inge en graviditetstest en af de nærmeste dage efter. Og der var ikke noget. Intet var sket. Men – og det er ret mystisk – alligevel forandrede næsten alt sig.

I stedet for at fortsætte vores daglige bønner om at få et barn, begyndte vi at takke for det barn, vi ventede på. Og hele vores tankesæt ændrede sig på samme måde. Vi var på vej mod noget. En stor gave!

Selvfølgelig havde vi ikke nogen egentlig sikkerhed. (Hvornår har man i øvrigt det?) Lone kunne jo bare have haft en febervildelse eller en livlig fantasi. Alligevel levede vi ud fra en bevidsthed om, at vi skulle have et barn.  

Den forandring, det gav for hele vores liv, lærte mig meget om at leve i håb – og forskellen på håb og ønsker. Vi var forankrede i et løfte, der gav os en retning og en orientering, som vi kunne leve ud af. Og som strømmede ud og påvirkede alt. Vi kunne stadig stoppe op og konstatere, at vi stod i lort til anklerne. Men vi kunne også se, at for nyligt havde skidtet gået til knæene.

Denne spænding mellem det hårde nu og håbet blev også en frugtbar læringstid. Om at være par og familie. Om hinanden. Og om at skabe rammer og strukturer, vi kunne være og trives i.

Paulus skriver om Abraham – en fyr, vi kom til at identificere os en del med – at han troede “med håb imod håb”, at han skulle blive fader til en mængde folkeslag (Rom 4,18). Flottere kan spændingen mellem håbet skrøbelighed og styrke – og erkendelsen af et hårdt nu sammen med bevægelsen frem mod forløsning og indfrielse – vist ikke beskrives. Der er en verden til forskel på at ønske sig noget og at leve i håb.

Hun hedder Johanna
Det var med samme indstilling – og nok også et ønske om at se og føle, at det hele bevægede sig fremad, at vi gik igang med en proces om kunstig befrugtning. Efter at Inge i foråret ’12 var blevet raskmeldt og begyndt at arbejde igen, var det blevet muligt.

Sikke en hård proces. Og meget lidt romantisk, skulle jeg hilse at sige. Mål og midler var jo sådan set de samme, men nu var der konstant helt konkrete tal på, hvordan haletudser og æggeledere performede. Processen føltes som endeløse eksamener med en ret kontant afregning på noget, der er en hel del mere personligt og følsomt, end hvor godt man er hjemme i Søren Kierkegaard eller det periodiske system.

Nå, vi fik tal på, at sandsynligheden for, at en mand kan gøre Inge gravid, er meget lille. Og mine muligheder for at gøre en kvinde gravid er ikke bedre. Det er ikke et regnestykke, der går op.

Næste skridt hed mikroinsermination (en slags “second base” inden for kunstig befrugtning). Det endte med, at din mor en dag i foråret 2013 var alene til samtalen med lægen, da jeg sad fast i et forsinket tog. Vi satte os ned og talte mulighederne igennem. Og det blev tydeligt for os, at vi havde tænkt og følt det samme. Adoption havde hele tiden været en mulighed for os, og det var den vej, vi ønskede at gå nu. Det er svært at sige, hvor sådan en beslutning kommer fra (hovedet eller maven), men jeg tror, noget af det handlede om, at vi bedre kunne se os selv og også Guds løfte til os i den historie.

Det var efter denne beslutning, at din mor ringede til faster Lone for at høre, hvad det var for et navn, Gud havde “kaldt dig ved, før du blev født”. Og du er jo ret kvik, så du har sikkert gættet, at det navn var Johanna.

Så vi gik igang med adoptionsprocessen og begyndte at bede for Johanna. Jeg tror, vi forestillede os, at du var en mørk sydafrikansk pige med sort krøllet hår – hende glædede vi os vildt til at møde. (Hvis vi nogensinde har kaldt dig for “fejlfarve”, har du forklaringen her. Det er kærligt ment.) Adoptionsprocessen var på mange måder et godt sted at være. Kurserne – og ikke mindst samtaler med gode mennesker som Helga og Anders – var enormt berigende, og vi kunne mere og mere se os selv i rollerne som adoptionsfamilie. Det, der nagede mest, var udsigten til at vente 3-4 år mindst for at møde Johanna.

Forvent det uforventede
Derfor tror jeg også, det forvirrede os lidt, da din fadder Lene havde et ord, Gud havde lagt hende på hjerte, til din mor efter en gudstjeneste i påsken ’13. Jeg tror, ordet var “Næste år i Jerusalem” – det gamle jødiske mantra for jøderne i diasporaen, som længtes mod deres drømmes hjem. Men Inge fik også at vide, at det handlede om vores barn. Og – Lene er jo i grunden ligeså skør som sin mand – jeg tror faktisk, hun opfordrede os til at tage hjem og gøre noget ved det. Det er i grunden skøre mennesker, vi omgiver os med. Gode, men skøre…

Og næste påske gik din mor rundt med en bule på maven og var så småt begyndt at ligne en Folkevogn Bobbel på højkant. Og inden i bulen, der var du.

Men nu overhaler jeg mig selv. Tilbage til 2013. I denne periode havde vi ingen præst i Horsens Valgmenighed. Vi lånte istedet Christoffer Højlund fra Fyns Valgmenighed. Christoffer holdt nogle blændende prædikener. Men der er én, vi vil huske særligt. Til en adventsgudstjeneste i december ’13 talte Christoffer om paradokset i, at vi, når vi holder jul, altid forventer det forventelige. Traditioner og skikke gør, at alt ligger i faste rammer. Men julen handler jo netop om det uforventelige: Gud sætter sig selv på banen, bliver menneske og sætter en frelsesplan i værk, ingen helt havde regnet med. Derfor: Forvent det uforventelige.

Det ord, forvent det uforventede, var vi ret vilde med. Vi havde sådan et stort whiteboard-klistermærke hængende i stuen, og der skrev vi det med store typer. Her er et billede af det:

Klistermærket hang der stadig, da din mor en gang i februar syntes, at kroppen opførte sig underligt. Og da vi gik en lang tur og talte om, at hvis det nu var (hvilket det selvfølgelig ikke var), så ville det være en sorg- og afskedsproces at sige farvel til rollen som adoptionsfamilie. (Den samtale blev i sig selv et vigtigt element i afskeden.)

Og klistermærket hang der også, da vi jokede om, om man alligvel skulle tage en graviditetstest (mest for sjovt) og jeg kan huske, at jeg på den ene side var lidt nervøs for, om det kunne rippe om i nogle gamle mønstre med et nederlag, men at stemningen mellem os på den anden side var så fjollet og distanceret, at det måske var ok trygt. Og da din mor så endte med at tage en, og den viste sig at være positiv og vi hurtigt blev enige om, at det selvfølgelig var en fejl, men vi alligevel lige for en sikkerheds skyld ville google, hvor sikre sådan nogle pinde i grunden er, og da vi fandt ud af, at der er vi faktisk oppe i nogle ret høje procentsatser. Virkelig høje! Sådan 97-99 stykker.

Og så hang klistermærket og smilede til os, da vi, selv om vi endnu ikke helt turde give os selv lov til at tro på det, brugte hele aftenen på at fjolle mærkeligt rundt og bare grine, fordi man er mere glad end kroppen kan rumme, og det føles som om, der er nytårsaften i maven.

Et besøg på en scanningsklinik i Aarhus bekræfter, at den er god nok.

Da vores socialrådgiveren, som har håndteret vores adoptionsforløb få dage senere ringer til mig på arbejde og siger: “Tillykke! I skal være forældre”, bidder jeg mig i tungen for ikke bare at svare “Hvordan pokker vidste du det?”. Vores søde sagsbehandler ringede for at fortælle, at vi var blevet godkendt, så jeg kunne tage den gode nyhed og et bukket blomster med hjem til konen.

Og besøget hos lægen bekræfter også, at den er god nok. Og nu tror vi også selv på det. Vi skal have et barn. Johanna.

Herren har vist nåde
Vi er henne i slutningen af februar 2014. Det er toethalvt år siden, at vi fik mailen fra faster Lone. Og det er hen ved et år siden, at vi fik at vide, at du hedder Johanna. Men ingen af os havde tænkt på, om der er knyttet en bestemt betydning til dit navn. Så en aften googlede vi “Johanna betydning” og fandt ud af, at “Johanna er et pigenavn.” (Det vidste vi godt.) “Navnet stammer fra hebraisk, feminin udgave af Johannes og betyder “Herren har handlet nådigt”.

Sådan oplever vi det også.

Faster Lones sang
Det var ret fedt at fortælle faster Lone, at nu var det nu. Som jeg husker det, gik der ca. et kvarter efter, at vi havde talt sammen, til Lone mailede en sang, hun havde skrevet. I virkeligheden gik der nok lidt længere. Men ikke meget. Her følger mailen og sangen:

Jeg begyndte helt at hulke da jeg havde snakket med jer, og kunne slet ikke stoppe igen. Jeg har det sidste stykke tid været frustreret over Gud, at Han ikke viste sig i forskellige situationer. Fordi jeg ved, at Han kan blev det bare endnu mere frustrerende at jeg ikke kunne se Ham.

Så følte lidt, at han gav mig godt igen i aften, ved at vise mig det største mirakel jeg kan forestille mig lige nu 🙂

Jeg var nødt til at få mine tanker ud, så satte det på ord. Jeg er bestemt ikke dygtig til at skrive, men jeg tænkte alligevel, at jeg lige ville dele det med jer – måske er det ikke kun mig der har haft det sådan… 🙂 – Og ja, jeg ved godt, hun ikke er kommet ud endnu, men i mit hovede er hun her nærmest allerede 🙂

Længe har vi ventet
Længe har vi bedt
Det er så uforståeligt
At det endelig er sket!

Vi ventede på dig
Og græd og græd til Gud
Det virkede ofte som om
Han bare trak pinen ud.

Vi ventede på miraklet
Og troede, det kunne ske.
Herrens vej er uransalig
Det kan vi helt tydeligt se.

Gud viste dig i en drøm
Og gav dig selv et navn
”Gud har handlet nådigt”
Han har dig i sin favn

Altid må du vide
At du er skabt at Gud
Du er et stort mirakel
Hans lille sendebud

Et sendebud om kærlighed
Et sendebud om håb
Gud holder sine løfter
Og ta’r imod dig i din dåb

Kæmpe stort tillykke med hende 🙂 Gud er virkelig stor!!!

Kærlig hilsen Lone

Sangen kender du jo godt. Det er din godnatsang, som du må have hørt tusindvis af gange.

Latter
“Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan” (1. Mos. 15,5), sagde Gud med en skøn underspillet kækhed til den barnløse Abraham, da Han fortalte ham, hvor talrige hans efterkommere skulle blive. Det er helt absurd. Endnu mere, end sådan et gravid Horsens-par, der har papir på, at de ikke kan lave børn. Og de ler, både Abraham og Sara, og de får en søn, som hedder Isak. Ordet spiller på “latter”.

Jeg tror ikke, Isak er opkaldt efter en hån-latter. Men efter en reaktion på en helt absurd og grænsesprængende velsignelse. Det kan vi også identificere os i. Jeg skrev denne lille lovsang (sådan en havde jeg brug for), som handler om dit navn og Isaks navn, vores historie og den historie, vi kan spejle os i:

In this dessert land where all seems barren
In this dessert land I’ve counted stars
In this dessert land I’ve noticed footsteps
Yours ahead of ours and here we are

Step by step You’ve been near
Step by step You’ve walked here
In this dessert land I’ve counted stars

The Lord has shown me mercy,
now I’m laughing back to You.

Og så mødte du din mor
2014 var fantastisk! Din mor struttede tiltagende, og formerne lagde sig i alle de rigtige foldere. Jeg blev velsignet med et godt nyt job med en time kortere på vejen hver dag.

Vi var fulde af taknemmelighed. Og vi var en del af en kirke og fællesskaber, hvor man både kan dele det tunge (det havde vi gjort i stor stil) men også det fantastiske. Hvor er der mange gode mennesker omkring os. Og nogle af de allerbedste er dine faddere.

En af de lovsange, vi sang i kirken, Så dyb en kærlighed, hedder den, går sådan her:

Jeg har en far, en far som ingen andre,
En som kendte mig før dagen jeg blev til.
Han ser til mig, om mit liv er fyldt af glæde,
Eller om jeg prøver på at helt forstå

Så dyb en kærlighed, en fars hengivenhed, udstrakt på et kors
Så gennemtrængende og livsforvandlende, din omsorg er for mig
Du er min far, og jeg er dit barn.

Sikke en historie at være en del af. At opleve helt konkret, hvor rigtigt det er. Det giver stor taknemmelighed til historiens pennefører og til de mennesker omkring os, som har givet os lov til at se ind i historien.

*

Og så var du der. Om aftenen den 9. oktober 2014 kom et lille mørkerødt krøllet spædbarn med smukke dybe øjne og sort troldeagtigt hår til verdenen på hospitalet i Horsens. Vores lille forjættede mirakel – den var god nok! Der mødte du din mor og mig.

Og jeg sad og holdt dig. Og prøvede på at defragmentere mig selv, så det hele bedre kunne være der. Og det lykkedes ikke. Og det var ok.

Og nu er du her. Du ligger og sover efter at have brugt nytårsdag på at kravle op i vindueskarmen og springe ned i armene på din mor. Og i overmorgen fejrer vi årsdagen for din dåb. At du er Guds, og Han er din. At vi er dine, og du er vores.