Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 26

Noget af det værste, der kan ske med os, er, at vi får et hårdt hjerte.

Læs mere her:
– Get Your Life Back: Everyday Practices in a World Gone Mad, 2021, John Eldredge
– John Eldredge — Benevolent Detachment, podcast hos Renovare.org: https://renovare.org/podcast/john-eldredge-benevolent-detachment

Transkript

Lad os starte ud med lige at tage et god slurk … For nu kommer der nemlig et lidt tough’t spørgsmål: Har du prøvet at ha’ et hårdt hjerte? 

Det har jeg. 

Det var tilbage i det tidlige forår i 2020. Der havde jeg travlt. Rigtigt travlt. Det var højsæson på mit arbejde. Og så havde jeg en masse frivilligt arbejde. Mange små projekter, hvor jeg skulle lave noget grafik og layout til folk. Og i den lille nødhjælpsorganisation, jeg er med i, skulle vi ha’ et stort møde med besøg fra Rumænien. Den havde nok bygget sig op over lang tid, stressen. Men nu kulminerede det hele. 

Noget af det værste var, da vi alligevel ikke kunne afvikle mødet, og rumænerne måtte blive hjemme, fordi corona-epidemien tog rigtigt fat. Så. Meget. Spildt. Arbejde! 

Hele den her proces gjorde virkelig ikke noget godt ved mig! Jeg begyndte at få de her tanker om, “hvorfor er det også altid mig, der skal gøre det, når noget skal eksekveres?” “De andre har jo idéer nok, men hvem er det lige, der gør det: Laver grafikken, skriver teksterne, styrer hjemmesiderne?”

Så totalt. Latterlige. Tanker! For jeg elsker i virkeligheden at lave grafik og skrive tekster og styre hjemmesider. 

*

Først kom stressen. Så begyndte mit hjerte at blive bittert og forhærdet. 

Sådan tror jeg faktisk tit, det er, når et hjerte bliver hårdt. 

Du har sikkert hørt den her før: “Når man er i en livskrise, så kan man komme ud på to måder: Bitter eller better. Nedbrudt af bitterhed – eller som et bedre menneske”. Og det er sådan set helt rigtigt. Der er bare et par ting, som bliver lige rigeligt enkle ved at sige det på den måde. 

For det første ser det alt, alt for nemt ud. Det er virkelig hårdt slid at komme godt ud af en livskrise. Det er det modsatte af et fingerknips. Og jeg tror faktisk aldrig, jeg har hørt om nogen, som er lykkedes i det selv. Det kræver simpelthen andre. 

For det andet, så ser valget så banalt ud. Hvem i alverden vælger bitterheden? Ja, det er der faktisk en hel del, der gør. Det er ikke unormalt at blive bitter. Desværre. 

Det er som om, vi har en forventning om, at alt det onde, alt det sjælsnedbrydende, som findes i verden, at det skal opføre sig retfærdigt. At når det onde og bitre og forhærdede, det får tag i dit hjerte, så er det lidt din egen skyld. Så er det fordi du har fejlet. Er faldet for en fristelse. Har gjort noget forkert. 

Sådan tror jeg ikke altid, det er. Jeg tror mindst lige så tit, at den sprække, det onde og bitre finder vej ind ad, er vores svagheder. Vores svagheder, ikke vores fejltrin. Det er jo i virkeligheden dybt uretfærdigt. Men hvad andet kan vi forvente fra den side. Fra The Dark Force. 

Misforstå mig ikke, fejltrinene skal nok dukke op. Det gør de, når ens hjerte er blevet hårdt. Men for mig, i hvert fald, begyndte det et andet sted. I noget, der havde med stress at gøre. Og misforstå mig ikke: Der er fejltrin, man bliver nødt til at eje, til at stå ved, når hjertet skal blive blødt igen. Men ofte begynder det ved det svage og ikke ved det forkerte. 

* 

Der er ondskab i verden. Og der er hårde hjerter. Det er ikke alle, som bliver bedre af livskriser. Nogen bliver faktisk bitre. 

Men det er ikke alt, der er at sige. Det er ikke engang det vigtigste, det mest grundlæggende, der er at sige. 

Venligheden er i verden. Gud er med dig og for dig. Og hårde hjerter kan lægges i blød og blive bløde igen. 

Det handler om nåde, det med at gøre et hårdt hjerte blødt. Nåde! Og hvis du har prøvet at ha’ et hårdt hjerte, så er det sikkert logisk for dig, at det må være sådan. At det må være noget helt ufortjent. En gave. For et bitter hjerte har også denne her rethaveriskhed over for universet: Det er uretfærdigt! Jeg fortjener! Og lige præcis det, er den hårdhed, som skal lægges i blød. Have et nådebad. 

Vi har været inde på den fantastiske historie om den fortabte søn i en tidligere podcast-episode. Historien, som Jesus fortalte for at sige noget om, hvordan Gud er. Men der er faktisk to historier. To fortabte sønner. For den fortabte søn har en storebror. Som faktisk måske er endnu mere fortabt. Fordi hans hjerte er blevet hårdt og bittert. Da faderen tager imod lillebroren med åbne arme og vil holde fest for ham, udbryder han: “Hvorfor har du aldrig holdt en fest for mig, far?” Han er virkelig irriterende! Det kan mennesker med hårde hjerter godt være. 

Hvad er faderens svar til den her ekstra-fortabte og super-forurettede hårdhjertede storebror? Han siger: “Min søn!” Og så siger han noget mere: Han siger: “Du er altid hos mig. Og alt mit er dit!” Alt. Mit. Er dit! 

Ikke fordi han har fortjent det. Ren nåde. Alt mit er dit. 

Vi ved faktisk ikke, om det lykkes at få gjort storebrorens hjerte blødt. Historien slutter, inden det bliver afsløret. Men en af mine yndlingsmusikere, Bryan Morikon hedder han, har skrevet en sang, hvor han fortæller historien færdig. Og her lykkes det. De linjer, hvor det hele kulminerer, er helt fantastiske, synes jeg. De lyder sådan her: 

I can hear my thick skin cracking
The sound it makes is laughter
Is this what I’ve been so afraid of?
It’s where the wounds reopen
That Love has room to come in

Jeg synes simpelthen, det er så godt, så jeg stort set har copy/pastet det i mit eget digt, som vi skal høre senere. Det her med det tykke skind, det tykhudede, som krakelerer som gammelt læder i sådan en lyd, der er som latter. Åh, det er følelsen af et hårdt hjerte, der bliver blødt! Som skæl fra øjnene, så man kan se farver og skønhed igen. Som glæde, der ruller ind over en som dyb latter. Som selvironi og evnen til at grine af sig selv og det spindelvæv, man har fået viklet sig selv ind i. 

Hvad var jeg så bange for? Ja, der er overgivelse på spil. Du kan ikke gå den her tur selv. Men hvad har du i grunden at miste – andet end din bitterhed og det hårde hjerte? 

Og det er frygteligt at ha’ et hårdt hjerte! Fik jeg i grunden sagte det? Er der noget i vejen med din krop, kan det være, at din mobilitet eller din energi forsvinder. Men når dit hjerte er hårdt, så ryger din glæde, din fred. Din evne til at grine af dig selv. Dine øjne bliver sorte. Og så bliver alt sort. I sidste ende kan du miste selve din menneskelighed, din evne til at være dig og gøre det, du skal gøre her i verden. 

Hvad har du at miste, ved at overgive dig til nåden? Og så, når du får det hele tilbage: Is this what I’ve been so afraid of?

Men også realismen inden det: It’s where the wounds reopen, That Love has room to come in. Dine sår kræver behandling. Og det kan være smertefuldt. Men vid, at når du læner dig bare det mindste over i nåden, så læner den sig med fuld kraft tilbage igen. “Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort”, siger Jesus. 

*

Alt det her med hårde hjerter, ondskaben, som udnytter vores svagheder, og nåden, det tror jeg også er relevant på et større plan – ikke mindst i de her dage og måneder.

For er det bare mig? Eller er det ikke som om, der er noget helt galt med verden? Som om den er blevet mere forbitret? Mere kynisk? Jeg tænker ikke på de chokerende tragedier, som fylder nyhedsprogrammerne. Ikke, at det ikke er voldsomt nok. Det er som om, det her årti allerede har haft alle de store begivenheder, som kunne tilkomme det. Pandemi. Kupforsøg i USA. Krigen i Ukraine. Spændingerne med Kina. 

Nej, det er noget dybere. Mere på sjæle-planet. 

Kan du huske alle de håb, pandemien også havde med sig? Det med at vende tilbage til fællesskabet. At leve mere enkelt. Og også med mindre klimaaftryk. Og hvor var himlen smuk uden flyenes contrails! 

Er det ikke som om, udviklingen næsten er gået modsat? At de nye dyder, vi drømte om, er væk, og at lasterne er tilbage for endnu fuldere skrue? Overbookede fly den her sommer. Alle weekender i kalenderen fyldt op, fordi vi stadig føler, vi er ved at indhente alt det forsømte. Restauranterne er fyldt godt og vel op igen. Vi binge-spiser. Binge–watcher serier. Vi binger alt, det vi kan. Som om vi skal have indhentet alt det, som faktisk ikke for alvor gør os glade. Alt junket. De tomme kalorier.  

Polariseringen. I USA, som nogle gange virker til at falde helt fra hinanden. Og er det ikke nærmest had, det man finder i kommentarspor på avisernes Facebooksider? Gode gamle og helt almindelige aviser som Jyllands Posten og Berlingske og Politiken. Folk, som reagerer med en grine-smiley på dybt tragiske historier om krig og ødelæggelse. Når aviserne indimellem stadig lægger en artikel op om noget, der har med corona eller en anden epidemi at gøre, så er der for det meste grine-reaktionerne, der er flest af. 

Måske er der noget i kommunikationen, jeg ikke forstår eller fejltolker. Men det virker som om, der er en dyb og hidtil uset kynisme på spil. Og så selvfølgelig det med, at vi bare er færdige – helt færdige – med corona!

Nu siger jeg noget provokerende. Noget som kunne vaccinere mig fuldstændig mod nogensinde at blive valgt, hvis jeg var politiker: Jeg tror simpelthen ikke, vi skal slippe det med corona lige med det samme. Jeg tror, at vi hver især og sammen har fået langt langt større ar på sjælen af at leve i en pandemi, end vi er klar over. Og jeg tror, at hvis vi ikke genåbner såret, flår skorpen af, så risikerer vi hårde hjerter. Både hver for sig og sammen.

It’s where the wounds reopen,That Love has room to come in, som Bryan Morikon synger. 

*

Kan du huske pandemien? De daglige dødstal – både i Danmark og rundt omkring i verden. Lad mig være den første i den her lille virtuelle AA-agtige rundkreds til at bekende: De gjorde mig bange. 

Kan du huske, dengang vi hørte om en ret ung SOSU-hjælper, som døde af corona? Det var ikke kun de virkelig gamle. Det gjorde mig bange. Så kunne det også ramme mig, tænkte jeg. 

Kan du huske de mange pressemøder? Som taget ud af en scifi-gyser. De gjorde mig bange. 

En pandemi er et globalt traume. Forholder vi os til det? Eller er vi allerede videre, enten i en binge-agtig nydelse af alt det, vi nu har tilbage? Eller i en vrede – en vrede, som måske er lidt uforklarlig for os selv, i virkeligheden – mod alle dem, som gjorde os bange? Aviserne. Medierne. Politikerne. 

Er det i virkeligheden ikke vores reptilhjerne, som har taget over, uden vi bemærkede det: Flygt, frys, fight? 

Vi high fiver stadig hinanden lidt over, at vi klarede den: Hjemmearbejde, hjemmeskole og alt det andet. Ja, vi producerede. Men blev vores hjerter hårde i processen? Tør vi flå sårskorpen af og undersøge, om der ikke er noget betændelse, som har brug for noget luft nedenunder? 

Kan du huske de daglige dødstal fra Brasilien, Indien, USA? Vidste du, at vores hjerner faktisk ikke er i stand til at skelne mellem, hvad vi ser i nyhedsudsendelserne og i den virkelige verden? 

Et studie af 9-11 terrorangrebet viser, at mennesker, som så tårnene styrte sammen på tv, var i lige så stor risiko for at udvikle PTSD, som de mennesker, som stod og så det med deres egne øjne.  Hvis det virkelig er sandt, hvad tror du så, det har gjort for os at følge det daglige death count fra hele verden, nærmest? 

Vi er slet, slet ikke skabt til, vores hjerte, vores sjæl er slet slet ikke skabt til, at forholde sig til så mange menneskers lidelser. 

Hvad er vi skabt til? Den britiske antropolog Robin Dunbar er overbevist om, at vi er skabt til at forholde os til ca. 150 personer. Det er hvem, vores hjerne og hjerte faktisk kan rumme. Det er den størrelse samfund, vi er skabt til at leve i. De glæder og sorger, vi er i stand til at rumme. 

*

Hvad skal vi så gøre. Først og fremmest skal vi være venlige. Selv mod dem med grine-smileyerne. Vær venlig! For om vi erkender det eller ej: Vi har oplevet et traume sammen. Vær venlig. Bær over. I virkeligheden er det jo praktiseret nåde. 

Og vær venlig overfor dig selv! Du lever i et vanvittigt øjeblik i menneskehedens historie. Og du bliver nødt til at tage dig af dit hjerte, at tage dig af din sjæl. For intet – intet! – i kulturen hjælper dig. Binging, fortrængning, polarisering – lukker såret til. Det åbner det ikke op. Erkend, at det kræver fokus at blive better i stedet for bitter. 

Stilhed. Langsomhed, Skønhed. Fællesskab. Nåde. Fællesskab med nådens kilde. Med Ham, der står bag venligheden i verden. Find en måde at bede eller meditere eller hvad der nu kobler dig på hver dag. På en måde, du kan håndtere. Ikke en ny byrde. I stedet for at føje noget nyt til, en ekstra praksis, skal du måske i virkeligheden give dit liv en ny struktur, som afspejler det. Hvad nu, hvis du tog udgangspunkt i nåden? At du altid allerede er accepteret? Elsket? Og at alt herfra er en gave? Hvad ville det betyde for rytmen i din uge?

Erkend din begrænsning. Når man har gennemlevet et traume, så kan man ikke det samme som før. 

Og du er ikke skabt til at forholde dig til hele verden. Skær ned på nyheder. Jeg bruger lang tid på nyheds-sites hver eneste dag, men mon ikke 5 målrettede daglige minutter kunne giver mig alt, jeg har behov for at vide? 

Det, du binger. Fyldet det dig op? Fornyer det dig? Så hold fast i det. Men hvis det faktisk tømmer dig for energi, så stop. Hop op på cyklen. Gå en tur med noget godt musik i ørerne. Eller noget helt andet. I stedet for. 

Jeg vil slutte af med at introducere et begreb for dig. Et begreb, der kan lyde lidt modsætningsfuldt. Det er forfatteren og terapeuten John Eldredge, som har fundet på det. Det er i øvrigt også ham, som har inspireret alt det jeg lige har været ind på. 

Begrebet hedder benevolent detachment. Venlig afkobling, kan vi måske kalde det på dansk. 

Det med detachment er ellers faktisk lidt af et hade-begreb for mig. Det fylder en del i selvhjælpslitteratur og så’n lidt new agey-agtig tænkning, det med at afkoble sig. at detache sig selv. Og i de sammenhænge synes jeg faktisk, det ofte bliver en total modsætning til alt det, en nylig podcast handlede om: Hengivelse, overgivelse osv. 

Det er ikke det, det handler om her. Benevolent detachment handler om at erkende vores egen begrænsning. Vi er ikke skabt til at rumme al verdens smerte. Vi skal ikke frelse verden. Bare det her med at holde styr på sit miljø- og klimamæssige fodspor, eller arbejdsforholdene for dem, som har lavet vores telefon eller tøj er faktisk for stort for de fleste af os. 

Benevolent detachment går ud på at lægge alt det, som fylder os med sorg eller frygt eller bekymring over til Gud. Måske i aftenbønnen, så man kan sove godt. Let it go! Slip det. Ikke i apati. Tværtimod, faktisk! Men af empati lægge det over til Gud i bøn eller meditation. 

Fordi der er en dyb venlighed i verden. Som ikke er mig. Fordi der er en frelser i verden. Som ikke er mig. Fordi jeg kan elske mennesker dybt og helt og ægte – uden at tage ansvaret for dem. Fordi jeg må tro på, at Gud kan tage sig af det – og gør det!

“Læg alle jeres byrder på ham, for han har omsorg for jer”, siger en af Jesus’ gode venner om Gud. 

*

Må dit hjerte lægge sig godt til rette og i blød i ren nåde. Og hvis dit hjerte er blevet hårdt, må det så lyde som latter, når den tykke hud giver efter. 

Nåde og fred!