Der’ ingen tegn i sol og måne.
På himlen blot missiler,
en iransk vildfaren drone,
kun tyranner står og smiler.
Jeg ved faktisk ikke,
hvorfor jeg går og tror,
at tyvetreogtyve
ender som et nådeår.

Så mange af os går og vakler
ved dybe afgrundstanker.
Sorg og tomhed, frygtorakler
slår sig ned og kaster anker.
Jeg næsten slår mig på mit håb
om det tørre pudevår.
At de næste mange dage
samles i et nådeår.

Det’ noget med en kokon som strammer,
med en storm, som mister vejret.
Noget der springer alle rammer.
Noget, man kun kan få foræret.
Det er fra Golghata til Haven.
– Det der er ikke havemanden!
Mørkets dal og hyrdestaven
– nu et bæger fyldt til randen.
Kampens dag i Nangijala.
Fønix flyver fra sin flamme.
Nåde springer hver en skala.
Noget er ikke mere det samme.

*

Måske er det bare drømme,
en dårligt spejlet gåde,
naive længselsstrømme.
Men noget ved jeg om nåde:
Himlens dør ér skudt af karmen,
åbnet frit som Aarhus-bugten,
over os og verdens larmen.
Og der er ingen, der kan luk’ den.